onsdag den 30. november 2011

Det lokale velfærdssamfund

(En reaktion på artikel om velfærdssamfundet af Jørn Henrik Petersen i dagens Information. Læs Her)

På basis af min forskning i lokalsamfundsorganisering i Chicago, skrev jeg i 1986 en artikel om nye livsformer på lokalt plan. I artiklen (læs den evt. her) konkluderede jeg således:

Det skal i denne forbindelse være min tese, at vel er en demokratisering af samfundet en tvingende nødvendighed, men ikke en hvilken som helst demokratisering. En demokratisering pa basis af den reelt eksisterende politiske bevidsthed i de gennemkapitaliserede vestlige samfund kan ikke blive andet og mere end en pseudo eller skin-demokratisering.... En demokratiseringsproces, der har et mere humant og retfærdigt samfund som sin målsætning, må efter min mening have indbygget i sig konkrete kapitalismekritiske og tendentielt kapitalismeafviklende elementer.

Gennem de sidste 10-15 år har det ikke skortet på analyser af den kapitalistiske og teknologiske udviklings konsekvenser for vore sociale systemer: arbejdsfællesskabets forfald, familiens funktionstømning, individualisering, atomisering, specialisering, marginalisering osv. Dette til trods har vi set meget få vellykkede forsøg på at etablere praktiske løsninger af disse meget reelle samfundsmæssige problemer. Der har naturligvis været masser af teoretisk inspirerede og individualistiske løsningsforsøg (produktions- og bofællesskaber, kollektiver, kommuner, men disse har kun på deklarationsplanet været skridt på vejen til en fundamental ændring af kapitalismen.

Lad det være sagt, så det ikke kan misforstås: livet under kapitalismen er ikke bar elendighed. I den vestlige verden er der stadigvæk tale om, at majoriteter af forskellig størrelse har deres på det tørre. Og har man de nødvendige intellektuelle og materielle ressourcer, så er det også muligt at unddrage sig de værste sociale og bevidsthedsmæssige konsekvenser af at leve i et kapitalistisk samfund. Man vælger at leve i et bofællesskab (en dyr boligform); man undlader at anskaffe sig et TV; man udnytter til fulde det selektivt understøttede kulturudbud; man sender sine børn i gods, selvstyrede privatskoler, etc. Der er tale om rimelige, fornuftige og ikke kritisable reaktioner på de betingelser det kapitalitiske samfund iøvrigt giver sine borgere. Men samtidig er det også løsninger, som kun er mulige, fordi de ikke afkræves det kapitalistiske samfund af alle. Og derfor bliver sådanne løsninger endnu et udtryk for det politiske "muskelsvind", som jeg indledningsvis postulerede.
Gennem de funktioner, vi er blevet tildelt i den samfundsmæssige arbejdsdeling, er vi selv medvirkende til at opretholde det samfundssystem, hvis negative konsekvenser vi mere eller mindre villigt kritiserer. En ansvarlig politisk debat vil ikke blot beskæftige sig med, hvordan vi kan hjælpe de fattige, de marginaliserede, osv. Den må også nødvendigvis inddrage nødvendige ændringer i de velbjergedes livsform og levestil, hvis vi skal nå frem til en rimelig situation for alle. Vi skal med andre ord have mennesker til at diskutere, hvordan de kan bidrage til en bedre social udvikling gennem at acceptere tilsyneladende forringelser af en levestandard, de er blevet tilvænnet. Den praktiske opgave, der således stiller sig, er at etablere de samfundsmæssige situationer, hvor en sådan debat får de bedste betingelser. Det er her, jeg ønsker at introducers det bevidst skabte autonome lokal- og arbejdsfællesskab som det mest realistiske instrument.
...
Tag saledes ungdomsarbejdsløsheden. Hvor længe vil forældre passivt affinde sig med, at deres børn sættes uden for det etablerede samfundsliv? Eller de selv, for den sags skyld, efterhånden som arbejdsløshed rammer flere og flere i de bedste arbejdsdygtige aldre og arbejdsløshedsunderstøttelsen forringes. Kunne det ikke blive en nærliggende tanke for et lokalsamfund at gå sammen om at skabe meningsfyldt arbejde for de arbejdsløse, arbejde som samtidig ville være til fordel for de stadigt beskæftigede? At etablere en virksomhed, hvis primære formål ikke skulle være et økonomisk overskud, men et socialt fællesskab. Hvor beboere som rationaliseringseksperter, EDB-folk, bankmennesker, arbejdsformidlere, socialrådgivere, fagforeningsformænd m.fl. kunne få lejlighed til at debattere og fortælle om deres daglige arbejdes betydning for den lokale og nationale arbejdsløshed. Med andre ord, udvikle spirerne til en livsform, som ville muliggøre en mere kvalificeret stillingtagen til samfundets problemer og dermed måske føre til gradvise ændringer i den politiske og økonomiske beslutningsproces. Det kunne meget vel tænkes, at en del af disse beslutninger ikke ville bryde afgørende med en kapitalrationel strategi. Men i så fald skulle det gerne være, fordi det var blevet sandsynliggjort gennem den interne debat i fællesskabet, at denne kapitalrationelle adfærd positivt kunne vises at være den i den givne situation optimale til opfyldelse af fællesskabets samfundssolidariske målsætning. Dette ville formentlig indebære, at det skulle kunne påvises, at anvendelsen af den kapitalrationelle strategi ikke ville indeholde elementer af udbytning og undertrykkelse. Selv tror jeg ikke meget på, at den situation kunne opstå - på den anden side er der ingen grund til at udelukke bestemte 1øsningsmodeller på forhånd.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar