I 1991 kommenterede jeg Hennings Fonsmarks bog "Historien om den danske utopi" - en bog som på mange måder kan hævdes at være forløber for disse dages liberalistiske kritik af velfærdsstaten, som f.eks. Henrik Gade Jensens nylige bog "Menneskekærlighedens værk". Jeg afsluttede min kommentar således:
Velfærdsdemokrati eller velfærdsstat?
Det var udviklingen af velfærdsdemokratiet, efterhånden under total dominans af de socialdemokratiske elitetropper, som førte til etablering af velfærdsstaten. Den stat hvor vælgerne blev overtalt til at yde hinanden stadigt flere offentlige ydelser. Dette førte til et liv i overdreven luksus, som kun kunne finansieres på een måde, gennem såvel privat som offentlig gældsætning, hvor det især er den sidste der er uacceptabel.
Således kan man i kort og karikeret form sammentrænge Fonsmarks kritik af det han med titlen på sin bog har benævnt "den danske utopi". Denne bestod altså i, at politikerne og deres vælgere troede at man ukritisk kunne lade forbrugsmulighederne brede sig ud over hele befolkningen, uden at skele til på hvilke betingelser og under hvilke forudsætninger.
Det var denne ustandselige tilbøjelighed hos de herskende eliter til at ville "opdrage" befolkningen til gensidig hensyntagen og solidaritet, som førte til at vi blev så rare ved hinanden, at vi overskred vor økonomiske og produktive formåen. Igen ifølge Fonsmark.
Hvad burde man da have gjort i stedet? Hvordan ville den sande liberalist have handlet, hvis det havde været "den liberalistiske utopi" der var kommet på dagsordenen, og ikke som det skete, den kollektivistiske?
Dette udarbejder Fonsmark ikke i detaljer. Det nærmeste man kommer en positiv udmelding fra hans side i bogen kan læses på s. 196. Her citerer Fonsmark med helhjertet tilslutning en passus fra en artikel skrevet af den konservative Poul Møller i 1962:
"Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er 'samfundets skyld', så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn. Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret. Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et nyt frit samfund. Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne. Det lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andet ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært. Et hvilketsomhelst andet grundlag vil - om ikke formelt - så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers 'Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst' bliver folkestyrets svanesang."
Henning Fonsmark afslutter dette citat med disse hans egne ord:
"Dette er gengivet så udførligt, fordi det - i al sin gribende enkelthed - fortæller næsten alt om, hvad der er baggrunden for denne bogs fremstiling af demokratiets vilkår i Danmark efter 1945. Det enkle, for alle forståelige budskab om folkestyrets væsen i forhold til sit folk kan formuleres i det antal linjer, som Poul Møller her har brugt." (Fonsmark, 1990:197)
Og denne citatcitør vil slutte med, at disse udtalelser i al deres gribende enkelhed ikke er det dårligste udgangspunkt for en afsøgning af forholdet mellem statsmagt, levevilkår og livsformer set fra liberalismens position. Slut på citat fra 1991
Mine sidste linier skulle vistnok henvise til den kendsgerning, at især den fremhævede præmis i Poul Møllers ord forekom mig mere end problematisk. De sidste par års udvikling i vore økonomier har nu endegyldigt dokumenteret, at præmissen ikke holder. Hverken vælgere eller valgte er i dag oplyste, ansvarlige eller modne nok til at hamle op med de problemer, der tårner sig op dag for dag.
Hele min kommentar fra 1991 kan læses her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar