onsdag den 10. november 2010

Middelklassepanik eller Politikens Signatur

To dage i rap har to af Politikens stjernejournalister, Lars Trier Mogensen Læs her og Per Michael Jespersen Læs her, eksemplificeret, hvorledes den velbjergede middelklasse nu føler sig truet på eksistensen.

    LTM går 9. nov. til angreb på de medborgere han, med sikker sans for god debattone, kalder ”dødslobbyen”. Den består af alle de forkælede ældre, som rejser billigt med tog, betaler mindre på museer og i nogle tilfælde får nedsat deres ejendomsskat. Ikke nok med det, de har også alt for let til at blive behandlet, hvis de, som mange gør, får problemer med helbredet. Sådanne urimelige fordele bør, iflg. LTM, beskæres, således at der kan blive mulighed for skattenedsættelser og flere penge til uddannelse af de unge. Sidstnævnte tiltag er en forudsætning for at vi kan klare os i den globale konkurrence, sandsynligvis for derved at sikre at middelklassens langt højere forbrug også kan opretholdes i fremtiden.
     Han følges nydeligt op i dag, d. 10. nov., af PMJ, som i Signatur-klummen ”Kina? Lad os tale om noget andet” lige får sat et ekstra stød ind mod de ældre, denne gang er det deres hofteoperationer, der er i skudlinien. Disse sætter vi nemlig højere end uddannelse. Det er yderst uheldigt, for på grund af Kinas fremmarch, så er det nu ikke kun som hidtil de lavere lag i arbejdssamfundet, men også ”bioteknologen og dataingeniøren” der er truet på ”eksistensen og identiteten”.
    Konklusionen på de to herrers klummer er således, at det er hhv. ”dødslobbyen” (de ældre) og Kina, der er de store trusler mod vor fremtidige levestandard. Dog mener PMJ at Kina er den ”ægte” trussel, og det vil han gerne have en debat om.
    OK, her er så et par forslag. Hofteoperationer har vi ikke råd til. Så forbyder vi dem, ikke blot for de ældre, men for alle. En lang række andre sundhedsydelser kan sikkert også spares væk. (Arbejdsløse læger, sygeplejersker mm kan blive et problem). Men også på privatforbrugets område vil der sikkert kunne findes besparelsesmuligheder.
    Er jeg for langt ude? Muligvis. Men i bund og grund vil og må den debat PMJ efterlyser skulle dreje sig om, hvilke realistiske produktionsmuligheder vi vil have i fremtiden, og ikke mindst om hvordan denne vor fremtidige produktion skal fordeles blandt borgerne. Vil vi stadig have råd til, at lade os selv og vore børn udskifte mobiltelefonen hvert andet år? Hvor meget vil der blive til nyt tøj? For ikke at tale om luksusvarer, udlandsrejser, vin og spiritus mm. Kunne vi få nogle personlige bud fra LTM og PJM her?

Sendt til Politiken 10/11 - ikke bragt


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar