DEN POSITIVE NATIONALISME ?

Dette blev bragt som kronik i 'Børsen' 1993. Idag d. 11/2-2017, næsten 25 år senere, efterlyses en positiv nationalisme i en forsidesartikel i 'Politiken' - historiens hjul maler langsomt!

Da dronning Margrethe blev interviewet i forbindelse med sit nylige besøg i Polen, fandt hun anledning til at nævne, at havde det ikke været for polakkernes nationalisme, så havde Polen ikke eksisteret som land og nation i dag.

At nationalisme altså ikke eentydigt kan betragtes som noget negativt er også budskabet fra Robert Reich, arbejdsminister i præsident Clintons regering. Han slår nemlig i sin bog The Work of Nations (Vintage 1991) til lyd for, at der i USA tages skridt til udvikling af en "positiv nationalisme". Dette, mener han, er en forudsætning for at landet kan klare sig i den økonomiske konkurrence med Japan og Europa i fremtiden.

I en tid hvor nationsbegrebet i vor del af verden - d.v.s. Vesteuropa - tilsyneladende er under voksende kritik og nedbrydning (med bl.a. vor dronning som en modererende stemme), kan det være oplysende at se på, hvad det er for tendenser i samfundsudviklingen, der får Robert Reich til at gøre sig til talsmand for en genoplivning af de nationale følelser, omend med erklæret positiv fortegn.

Det har altid været et centralt emne i samfundsvidenskaberne, hvad det er for kræfter og tilskyndelser, der er medvirkende til at skabe den sammenhængskraft og solidaritet, som har gjort det muligt for samfund at udvikle sig økonomisk, socialt og kulturelt. Disse årsager er blevet søgt i påvirkninger fra ydre kræfter, såsom behovet for at forsvare sig mod fjender, eller overleve i barske omgivelser. Andre forklaringer lægger mere vægt på de særlige kendetegn som karakteriserer mennesket som væsen. Dette at mennesker, til forskel fra dyrene, har været henvist til at udvikle ikke-instinktive, sociale samværsformer, for overhovedet at kunne overleve. Resultatet er blevet forskellige civilisationsformer, karakteriseret ved forskellige økonomiske og politiske systemer.

Den civilisationsform som har dannet baggrund for den vesteuropæiske kulturkreds - d.v.s. Europa og Nordamerika - har været den kapitalistiske nationalstat.

Robert Reich påviser i sin bog hvorledes de kapitalistiske virksomheder i USA indtil for ganske nylig har været betragtet som nationale, d.v.s. amerikanske firmaer, hvorfor det da også har været en legitim og selvfølgelig opgave for den amerikanske stat, at føre en politik, som var til gavn for disse nationale enheder. Dette forhold kan genfindes i alle kapitalistiske lande, hvis nationaløkonomier har udviklet sig gennem et aktivt samarbejde mellem den nationale stat og den nationale kapitalisme.

Dette samarbejde mellem økonomi og politik har dannet baggrund for den økonomiske nationalisme, den følelse at man som politisk borger og vælger måtte have en interesse i at bidrage til bevaring og udvikling af den nationale kapitalisme. Til gengæld har borgerne forventet, at det nationale erhvervsliv var i stand til at sikre stadigt bedre og tilfredsstillende levevilkår for samfundsmedlemmerne i kraft af de arbejdspladser og deraf flydende lønindtægter, som erhvervslivet kunne levere. Strukturen i arbejds- og erhvervslivet har været således, at man så at sige kunne få fornemmelsen af at "være i samme båd".

De tider er ovre, siger Robert Reich. Nu ser vi ikke een, men tre eller måske fire amerikanske både som søger at sejle i konvoj på den globale økonomis urolige hav. Globaliseringen af det økonomiske liv har medført strukturændringer i arbejdslivet, som bevirker nye skel og modsætninger mellem borgerne i USA.

Hvor kapitalismen tidligere var knyttet til og afhængig af den nationale stats geografi, der har den nu været nødsaget til at gøre sig fri af disse alt for snævre rammer og har udviklet sig til et transnationalt system, som ikke længere er afhængigt af nogen enkelt politisk statsmagt.

Der findes ikke længere et amerikansk erhvervsliv og en amerikansk kapitalisme. I et karakteristisk afsnit fra bogen hedder det således:

"Amerikanske" firmaer og "amerikanske" industrier er holdt op med at eksistere på en måde som gør det meningsfuldt at adskille dem fra resten af den globale økonomi. Heller ikke den amerikanske økonomi kan siges at udgøre en afgrænset enhed, indenfor hvilken amerikanerne sammen har succes eller fiasko. Man vil derfor gøre sig skyldig i forældet tænkning, hvis man tror at en genoplivning af disse abstrakte enheder vil være til hjælp for amerikanerne. Amerikanernes levestandard, ligesom borgernes i andre nationer, vil komme til at afhænge mindre af succes for nationens nøglefirmaer og -industrier eller selv noget som kaldes den "nationale økonomi". Amerikanernes levestandard vil blive mere og mere afhængig af den verdensomspændende efterspørgsel på deres kunnen og viden." (s. 77, min oversættelse)

I takt med disse radikale strukturændringer i kapitalismen, sker der nogle sociale, økonomiske og kulturelle ændringer, som får vidtrækkende betydning for det politiske systems funktionsbetingelser.

Robert Reich mener således, at udviklingen på arbejdsmarkedet har ført til dannelsen af 3 nye grupperinger, som i en vis udstrækning går på tværs af de hidtidige skel mellem klasser og sociale lag.

I den første gruppe har vi folk som er beskæftiget ved rutinepræget produktion - herunder megen databehandling - og de dertil knyttede ledelsesfunktioner. Den anden gruppe udgøres af mennesker som leverer serviceydelser af forskellig slags. Endelig er der den tredie gruppe (hvortil formentlig de fleste af BØRSEN's læsere hører), dem der arbejder kreativt med informationer og symboler. Det er især resultatet af sidstnævnte gruppes arbejde, der fører til de høje værditilvækster. I USA udgør disse 3 grupper hhv. 25, 30 og 20% af den amerikanske arbejdsstyrke. De sidste 25% er landmænd, fiskere, offentligt ansatte, m.fl.

De høje værditilvækster skyldes som sagt indsatsen fra de højtuddannede som kan behandle og udnytte informationer og symboler. Dette er en forudsætning for at etablere nye produktioner og nye produktionsnetværk af stadigt højere effektivitet og lønsomhed, idet der spilles på hele den globale kapitalismes klaviatur. Det er her en del af årsagen til de nye spændinger skal søges.

Denne elites medlemmer er pr. definition meget kosmopolitisk orienteret, hvilket medfører at de ofte ser på den gamle nationalstat som en forældet og hæmmende konstruktion. I en given national sammenhæng vil de have en tilbøjelighed til at isolere sig fra den øvrige befolkning, såvel geografisk, som social og kulturelt.

De mennesker derimod, der får deres udkomme gennem arbejde i den mere rutineprægede del af erhvervslivet, typisk industriel masseproduktion, vil for at beskytte deres eksistensbetingelser kræve af den nationale regering, at den gennem protektionisme og støtteordninger holder liv i den nationale industri. Heri vil de blive støttet af repræsentanter for de primære erhverv, landbrug, minedrift, etc. Dette betegner Reich som den "negative nationalisme", som er yderligere en årsag til, at man ikke længere er i samme båd.

De servicebeskæftigede vil vælge side - eller båd - alt efter hvilke grupper man fortrinsvis lever af at betjene.

Det er disse disse to holdninger, Robert Reich betragter som alvorlige trusler mod det amerikanske samfunds indre sammenhængskraft og evne til overleven på langt sigt. På den ene side elitearbejdernes kosmopolitiske orientering og selvtilstrækkelighed, på den anden rutineproducenternes negative, protektionistiske nationalisme.

Det er på denne baggrund han slår til lyd for en "positiv nationalisme", som vil bestå i at alle de nævnte grupper, selv om de ikke længere holdes sammen af en økonomisk struktur og nødvendighed, finder sammen omkring deres fælles situation som borgere i USA.

Her må han appellere stærkest til de veluddannede og højtlønnede. De vil være nødt til at yde nogle økonomiske ofre, hvis det skal være muligt at lade en stadigt voksende del af den amerikanske befolkning bidrage til den økonomiske vækst. Det er bl.a på denne baggrund, man skal forstå præsident Clinton's forsøg på at få vedtaget større skatter fra de velhavende og godt stillede.

Mer polykrati mod kvindehandel

Jeg sad med min krydsord og tumlede med et svar på 'Indgreb' på 9 bogstaver. Fandt endelig ud af at det måtte være 'polykrati', et ord hvis betydning jeg ikke kendte. Slog det op og fandt definitionen: 'statsmagtens indgreb i privatlivet'. Efter læsning af de mange gruopvækkende artikler om den stadigt voksende kvindehandel, kom jeg til den opfattelse, at her er et punkt hvor vi har behov for noget mere polykrati. Hvis vi virkeligt mener det alvorligt med bekæmpelse af handel med kvinder, så er der nogle ting vi er nødt til at se i øjnene. Den første er, at i et kapitalistisk samfund er fænomener som moral, etik, kærlighed, etc. ikke adfærdsregulerende størrelser med mere end svag gennemslagskraft, om overhovedet nogen. Kun politisk magt kan i et vist omfang tage topen af de værste udslag af kapitalens funktioner, såsom kvindehandel. Dernæst må vi erkende, at vi ikke i nogen overskuelig fremtid vil nå frem til et samfund uden prostitution (m/k/t). Hvis vi derfor vil have prostitution UDEN kvindehandel, så må statsmagten træde til og gribe ind i vore privatliv. For det første må prostitution gøres til et legitimt erhverv, på linje med alle andre lønarbejderes. Men ligesom staten kræver opfyldelse af visse krav før servicearbejdere som læger, psykologer m.m. kan få lov til at praktisere, så må de kvinder der ønsker at arbejde som prostituerede underlægge sig nogle krav fra det offentliges side.De skal lade sig registrere og med regelmæssige mellemrum dokumentere, at deres helbredstilstand er i orden. De skal arbejde på bestemte forretningsadresser. Og de skal betale skat ligesom alle os andre (mange af dem gør allerede dette, ved jeg). Faget skal naturligvis være åbent for alle nationaliteter og køn, dog vil man sikkert med fordel kunne kræve en alder på f.eks 21 år før en licens udstedes. Hvor mange prostituerede der er behov for i de enkelte samfund (dette må være en EU foranstaltning, mindst) må kunne fastslås gennem praksis og sociologiske meningsmålinger. Først når dette system er på plads kan den virkeligt effektive indsats mod kvindehandel sættes i værk. For nu kan samfundet med fuld ret gå hårdt til kunderne. Det skal være ensbetydende med store bøder, evt. fængselsstraf, hvis man gribes i at købe sig til sex udenfor det statsautoriserede system. Desuden vil sådanne lovbrydere kunne få deres navne offentliggjort i Statstidende. Man vil indvende, at så vil den ulovlige prostitution 'gå under jorden'. Muligvis, men allerede derved er den formentlig gjort så besværlig at den vil dale betydeligt i omfang og økonomisk profitabilitet og dermed i antal af handlede kvinder. Men det kan desuden gøres til et borgerligt hædershverv at spore og anmelde ulovlig prostitution, måske med økonomisk belønning. Til slut en bemærkning til et af de eksisterende forslag, at gøre den økonomiske situation i leverandørlandene så gunstig, at grundlaget for handel med kvinderne smuldrer væk. Det minder mig i uhyggelig grad om tilsvarende forslag på ulandshjælpens område, som man nu har kunnet lytte til i 30-40 år. Og vidner i høj grad om enten uvidenhed, kynisme eller hykleri hos dem der fremsætter det.

Det autonome, lokale arbejdsfællesskab (1986)

Der kan opstilles en række ideelle krav til et sådant arbejdsfællesskab, som formentlig ikke vil kunne opfyldes i alle tilfælde. Kravene bør være lokalt forankret i en overskuelig geografisk enhed, inden for hvilken de bør være inklusive, dvs. principielt inddragende alle (børn som gamle, rige som fattige, osv.). Den aktivitet (arbejdsproces), der udvælges, skal i et vist omfang gøre fællesskabet uafhængigt af såvel den private som den offentlige sektor, hvilket bl.a vil sige, at den skal være selvfinansieret. På samme tid skal det være klart, at fællesskabets målsætning også er en 1æreproces, som skal muliggøre en løbende refleksion over medlemmernes rolle og funktion i det omgivende samfund. Fællesskabet er et sted, hvor det erkendes og accepteres, at vi er blevet tildelt forskellige funktioner i et system, som vi ikke uden videre kan opgive, men vi er forpligtede til at forholde os kritisk til de roller, vi udfylder. Fællesskabet skal være et sted, hvor vi i tryghed, uden at skulle drage drastiske konsekvenser, kan forholde os til den kendsgerning, at vi er vore egne undertrykkere, bl.a. ved at sætte de rationalitetsmaximer, som vi følger i vort "normale" arbejdsliv, i relation til dem, vi udvikler i vort eget, autonome fællesskab.

Hvad kan få mennesker i større antal til at gå ind på at etablere sådanne samfundseksperimenter? For det første kan der tænkes mere eller mindre radikale afvigelser fra den ideelle model, selv om der naturligvis er en undergrænse for, hvor meget der kan afviges. For det andet mener jeg, at den objektive samfundsudvikling skaber et behov og et potentiale for mere meningsgivende aktiviteter, men også aktiviteter, som kan afhjælpe de trusler mod vor tilværelse, som systemet konfronterer os med i voksende omfang.

Tag således unge arbejdsløse og dele af kontanthjælpsmodtagerne. Hvor længe vil vi passivt affinde sig med, at vores medborgere, mod deres ønske, sættes uden for det etablerede samfundsliv? Eller de selv, for den sags skyld, efterhånden som arbejdsløshed rammer flere og flere i de bedste arbejdsdygtige aldre og arbejdsløshedsunderstøttelsen forringes. Kunne det ikke blive en nærliggende tanke for et lokalsamfund at gå sammen om at skabe meningsfyldt arbejde for de arbejdsløse, arbejde som samtidig ville være til fordel for de stadigt beskæftigede? At etablere en virksomhed, hvis primære formål ikke skulle være et økonomisk overskud, men et socialt fællesskab. Hvor beboere som rationaliseringseksperter, EDB-folk, bankmennesker, arbejdsformidlere, socialrådgivere, fagforeningsformænd m.fl. kunne få lejlighed til at debattere og fortælle om deres daglige arbejdes betydning for den lokale og nationale arbejdsløshed. Med andre ord, udvikle spirerne til en livsform, som ville muliggøre en mere kvalificeret stillingtagen til samfundets problemer og dermed måske føre til gradvise ændringer i den politiske og økonomiske beslutningsproces. Det kunne meget vel tænkes, at en del af disse beslutninger ikke ville bryde afgørende med en kapitalrationel strategi. Men i så fald skulle det gerne være, fordi det var blevet sandsynliggjort gennem den interne debat i fællesskabet, at denne kapitalrationelle adfærd positivt kunne vises at være den i den givne situation optimale til opfyldelse af fællesskabets samfundssolidariske målsætning. Dette ville formentlig indebære, at det skulle kunne påvises, at anvendelsen af den kapitalrationelle strategi ikke ville indeholde elementer af udbytning og undertrykkelse. Selv tror jeg ikke meget på, at den situation kunne opstå - på den anden side er der ingen grund til at udelukke bestemte 1øsningsmodeller på forhånd.

Hvad jeg her forestiller mig indeholder naturligvis i princippet intet som helst nyt. Lignende samfundseksperimenter er talrige og udførligt beskrevet i den samfundsvidenskabelige og -filosofiske litteratur. Ser vi på det danske samfunds udvikling siden 60'ernes slutning, er det også indlysende, at mange ting har været forsøgt i denne retning. Hvis der er noget nyt i situationen, som skulle tale til fordel for en genoptagelse og videreudbygning af disse ideer (og det mener jeg, der er), så ligger det i den objektive samfundsudvikling, vi er vidne til i denne periode. Kapitalismen som økonomisk system har aldrig nogensinde stillet nogen i udsigt, at den ville være i stand til at skabe en rimelig tilværelse for alle på denne klode. Kapitalismen er et system, som aldrig vil kunne yde mere end at begunstige en global minoritet på majoritetens bekostning. Det er minoritetens ideologer, som har en åbenbar interesse i at fremstille kapitalismen som det økonomiske system, der engang med tiden vil sprede sine gyldne vinger over os alle.

Indtil et vist tidspunkt efter 2. verdenskrig forekom dette overforbrug af ressourcer i den kapitalistiske verden at være et problem mellem landene i hhv. den 1., 2. og 3. verden. Det nye i vor situation er, at vi med stadig større tydelighed får denne problemstilling ind på livet, indenfor vore egne nationer. Ingen ved sine sansers fulde fem kan således forestille sig, at det sydlige Chicago nogensinde vil blive udviklet til en sådan overflod, som tilfældet p.t. er i visse forstæder og ikke mindst den centrale bykerne. Men ikke nok med det, det er tilmed vanskeligt at forestille sig de mekanismer, der skal bringe de fattige områder op på et blot nogenlunde rimeligt økonomisk niveau. Samme forhold til i stigende grad træde frem i Vesteuropa og Danmark. Dette må betyde bevidsthedsskred hos flere og flere mennesker, og dette skred vil igen gore det muligt at komme igennem med nye samfundseksperimenter, i stil med hvad jeg ovenfor har beskrevet.

Lad mig slutte med nogle forestillinger om, hvordan der burde kunne skabes en sammenhæng mellem vort undervisningssystem og denne lokalsamfundsudvikling. I det øjeblik, et lokalsamfund beslutter sig for et "autonomi-program", vil der være brug for at lade nogle af samfundsmedlemmerne uddanne sig specielt til at assistere i den påtænkte virksomhed. Dette kan ske ved at lade unge og/eller arbejdsløse få bestemte uddannelser, som der bliver brug for i arbejdet. Her vil der også kunne blive brug for de færdigheder, som visse universitetsuddannelser - omend nu i faldende omfang - har kunnet give sine kandidater. Lokalsamfundet vil få brug for at kende sin historie, sin sociologi, de indbyrdes økonomiske relationer. Og det vil være helt afgørende at vide noget om de psykologiske og socialpsykologiske problemer, som uvægerligt vil opstå i et sådant samfundseksperiment. En studerende, som ved, at han eller hun skal arbejde i et bestemt lokalsamfund efter færdig uddannelse, vil for en del af uddannelsens vedkommende kunne have det pågældende samfund som sit laboratorium, vel at mærke ikke som den objektive og udefra kommende analytiker, men som en person solidarisk med det samfund og de mennesker, han eller hun er en del af. For mange universitetslærere (heriblandt undertegnede) kunne sadanne uddannelsesforsøg tillige skabe lidt mening i den ørkenvandring, vi ellers synes at have indledt i de seneste år. Men kan det ikke ske på universiteterne - som i stigende omfang bliver halehæng til en kapitalistisk økonomi og en statssektor til regulering af denne, ja, så er der vel andre muligheder.

(Ovenstående er afslutningen på en længere (quasividenskabelig) artikel om samfundsmæssige nybrud på lokalt plan, skrevet på baggrund af et forskningsophold i Chicago 1986. Den lange artikel kan findes her )

Min nye blog om det hellige

kan nu findes her

Denne blog bygger på en overbevisning. Overbevisningen om, at der er noget helligt i den menneskelige tilværelse. Dette hellige kom til verden sammen med og i mennesket. Der er - dette er min tese - to grundlæggende elementer i det hellige: respekt for den natur, vore forfædre og -mødre var trådt ud af, samt respekt og omsorg for det nye væsen, man udviklede sig til.

Læs videre

Talent og skole i sociologisk perspektiv

Anmeldelse

Annette Rasmussen

Talent og skole i sociologisk perspektiv

VIASystime 159 s.

På det mer eller mindre hedengangne DPU udgiver (udgav?) man magasinet Asterisk. I novembernummeret 2010 med temaet 'Opdragelse til demokrati' er professor Lars Qvortrup forfatter til en leder  med titlen 'Economy stupid'. I den hedder det, at ”også på uddannelsesområdet er økonomien blevet det afgørende argument.” Og hvis vi vil sikre, ”at også vores børnebørn har råd til at komme på alderdomshjem” så skal vi blot sørge for, at ”Danmark forbedrer sin PISA-score med det der svarer til 25 point over de næste år” thi så ”vil resultatet være 250 procents forøgelse af bruttonationalproduktet i 2090.”

Det er især den såkaldte evidens-pædagogik, der menes at føre til disse forjættende fremtidsmål. Der lægges vægt på faglig kunnen, målt ved de såkaldte PISA-tests, indenfor et begrænset antal fag.

En alternativ strategi er den målrettede udvikling af de særligt begavede elever, talenterne. Annette Rasmussen har studeret forsøgene med talentudvikling og fremlægger sine resultater i denne lille bog, som alle med interesse for vor folkeskoles situation bør læse. Bogens otte kapitler bringer os godt rundt i landskabet.

I det indledende kapitel redegøres der for undersøgelsens teoretiske ståsted, nemlig Bourdieus refleksive sociologi. Målet er ikke handlingsanvisninger, men kritisk stillingtagen til skolens pædagogiske praksis. Undersøgelsen erklærer sig som "...eksponent for en anden tradition end den, der aktuelt efterspørger evidensbaseret viden for praksis om, hvad der virker og er den bedste praksis." (s. 11).

At det imidlertid ikke kun er udvikling af kulturel kapital a la Bourdieu, der har været drivkraft bag talentudviklingsbestræbelserne, blotlægges i kapitlet om de uddannelsespolitiske mål. Med basis i folkeskoleloven af 2006 (herom også senere) har der fundet en satsning sted på talentudvikling, især indenfor de naturvidenskabelige fag, mest markant med en donation fra A.P.Møllers fond på 130 mio. kr. til netop dette formål, "...da naturvidenskabelige fag i særlig grad formodes at indeholde et økonomisk vækstpotentiale." Undervisningsminister Haarder i en redegørelse til Folketinget i 2008: "Danmarks konkurrencedygtighed i det globale vidensamfund afhænger af, at vi bliver dygtigere til at udvikle talenter." (s. 28-29)

I bogens øvrige kapitler får vi indsigt i, hvorledes der konkret arbejdes med de talentfulde elever i klasserne. Forfatteren har haft samtale med såvel lærere som elever og i et vist omfang forældre, som fortæller om undervisningens indhold og metoder og deres holdninger til samme. Der foretages i den sammenhæng også en sammenligning mellem undervisning i hhv. folkeskole og gymnasium. Et kapitel er viet de talentfulde elevers sociale baggrund. Der skitseres en typologi: det markante, det stille, det flersidige og det stræbsomme talent.

Bogen lader læseren tage stilling. I konklusionen siges der neutralt: "Talentudvikling som uddannelsespolitik og pædagogisk praksis aktualiserer et spændingsforhold mellem forskellige holdninger til skole." På den ene side menneskeligt samvær og fællesskab, på den anden konkurrence og individuel stræben efter succes i den globale markedsøkonomi. (s. 148)

I samme nummer af 'Asterisk' - som jeg indledningvis citerede prof Qvortrup fra - var der et interview med professor Ove K. Pedersen om hans i 2011 udkomne bog  Konkurrencestaten – forhandlingsøkonomiens institutionelle historie. I denne hævder han, at vi idag er nået frem til, at være borgere i en konkurrencestat.

I en folkeskole- (og vel generelt i uddannelses-) sammenhæng er det interessant, at OKP mener at kunne afdække, hvorledes vort lands udvikling, fra nationalstat over velfærdsstat til konkurrencestat, har påvirket vore skiftende holdninger og forventninger til folkeskolens indhold og formål.

I nationalstatsperioden var formålet, kort og forenklet sagt, at gøre os til gode danske borgere. Med velfærdsstaten og skoleloven af 1975 blev vægten lagt på deltagelse i et demokratisk velfærdssamfund. Med folkeskoleloven af 2006 (jfr. ovenfor) sker der iflg. OKP et dramatisk skift. Han siger bl.a.

”Skolen skal nu primært fremme en forestilling om om individ og samfund, der har med konkurrence at gøre, og kun sekundært bygger på idealer om et mere demokratisk samfund...Konkurrencestaten gør op med skolen som demokratisk reservat!...Folkeskolen er i dag ved at blive en del af konkurrencestatens økonomisme, der i øjeblikket er kandidat til at blive samfundets ideologi nr. 1...Velfærdsstatens personideal var den eksistentielle person, mens det i konkurrencestaten er fagligheden, der skal åbne for den personlige udvikling i egen interesse...Den kamp, som foregår i klasseværelset, mellem skolelederen og læreren og mellem lederen og kommunen er derfor vigtig. Den afgør, hvor opportunistiske vi vil blive som 'soldater' i nationernes konkurrence.”

Den her anmeldte bog er moderat skeptisk overfor denne udvikling. Måske er det på tide, at vi finder frem til og satser på talenter, som kan lede vore samfund ind i nogle helt andre baner, end dem der for tiden synes stadigt mere usikre og uheldsvarslende?

Vækstdebat med blind makker

Det er påfaldende, hvorledes den stadigt mere ophedede debat omkring den fremtidige økonomiske vækst, er præget af et markant fravær.

Politikere, lederskribenter, økonomiske eksperter skændes op ad stolper ned ad vægge. Kan vi spare os til vækst? Eller skal vi putte penge i forskellige initiativer, som så formodes at sætte gang i væksten?

Alle disse væsentlige problemer debatteres, uden at en væsentlig, ja afgørende part i sagen overhovedet gør sig den ulejlighed, at komme med sit bidrag.

Her tænker jeg naturligvis på den eneste part, som kan skabe vækst, nemlig kapitalen, subsidiært dens ejere.

I den kreds er vækst ensbetydende med, at kapitalen vokser, efter at have være engageret i produktion af varer, som kan finde afsætning på et marked. Man behøver ikke være marxist for at indse, at det er den eneste sande form for vækst i et kapitalistisk system.(Den finanskapital, som har været årsag til de seneste års kriser, er i denne sammenhæng at betragte som en mer eller mindre unødvendig - men socialt, økonomisk og politisk meget indflydelsesrig - infrastruktur. Den kan ikke i sig selv skabe vækst.)

En sådan materiel produktion kræver i sin enkleste skikkelse: arbejdere, råvarer, maskiner. Med råvarer menes råstoffer, ressurser hentet i naturen, eller eventuelt halvfabrikata, produceret i den enkle form.

Det er en banalitet, at i den højt udviklede kapitalisme, som vi befinder os i, er denne enkle vækstmaskine i høj grad afhængig af en lang række andre produkter. Den nødvendige arbejdskrafts evner og uddannelsesgrad. Et smidigt fungerende kommunikationssystem, således at varer, produktionsudstyr og arbejdere kan bevæge sig optimalt mellem produktions- og ikke mindst salgsstederne. Lov og orden skal også sikre en vis minimumstilslutning til systemet som sådant, især for at sikre arbejdskraften engagement og loyalitet. Vigtigt for den nødvendige sociale stabilitet er også, at de producerende arbejdere i rimeligt omfang har købekraft til at erhverve de produkter, som de producerer. Men det er indlysende, at de ikke må få udbetalt så meget i løn, at deres købekraft tillader dem at købe hele produktionen. Den indskudte kapital kan kun vokse, hvis salget af de producerede varer kan indbringe mere (finde større købekraft) end produktionen totalt har kostet kapitalejeren. Det er en forudsætning for vækst, at den produktive kapital vokser. Og i takt hermed skal det samlede forbrug naturligvis også vokse, de producerede varer skal jo sælges!

Vor tids kapitalisme udgør et globalt og meget fleksibelt system. Den kan sagtens leve med at væksten visse steder i verden er mindre end andre steder, så længe der er en vis minimal vækst i hele systemet.

Dette er naturligvis en meget forenklet analyse, men jeg vil hævde, at den i sin grundsubstans er korrekt og uomgængelig.

Og her kommer jeg tilbage til den manglende part i den aktuelle vækstdebat. Her tænker jeg på de kapitalejere og -forvaltere, som i sidste ende er de eneste, der kan levere den vækst vi forventer os.

De må komme på banen med nogle konkrete bud på, hvad det er for produktioner, der skal bidrage til at kapitalen kan vokse. Hvor kan disse produktioner finde sted? Hvilke råstoffer skal danne den nødvendige basis? Hvilke former for arbejdskraft og hvor er den geografisk placeret?Er det allerede eksisterende varer, der 'blot' skal produceres nogle flere af? I så fald hvilke?

Det nytter jo ikke meget, at samfundet bruger købekraft (lånt eller opsparet) på at investere i infrastruktur eller uddannelse, hvis der ikke efterfølgende finder en produktion sted, som kan beskæftige den uddannede arbejdskraft og udnytte den nye infrastruktur.

I betragtning af, hvor totalt afhængige vi er af kapitalens adfærd og dispositioner, er det dybt foruroligende, at vi ikke fra de ledende kræfter indenfor dette system kan få nogle forståelige prognoser for, hvorledes man forestiller sig at vi kan overvinde de problemer, som vi for øjeblikket kæmper med.

Early Childhood Education for Sustainable Development

ScienceDaily (Jan. 11, 2011) — Small children are capable of engaging in issues concerning sustainable development.Their interests and rights must be better safeguarded in rules and policy decisions that concern the education of the youngest groups of children within the EU.

This is emphasised in the report "Taking children seriously -- How the EU can invest in early childhood education for a sustainable future," which was presented at a seminar in Brussels on 17 December.

The body behind the report is the European Panel on Sustainable Development (EPSD), an independent research-based network between the University of Gothenburg, Chalmers and Lund University.

Læs mere her