Anmeldelse
Annette
Rasmussen
Talent
og skole i sociologisk perspektiv
VIASystime
159 s.
På
det mer eller mindre hedengangne DPU udgiver (udgav?) man magasinet
Asterisk. I novembernummeret 2010 med temaet 'Opdragelse til
demokrati' er professor Lars Qvortrup forfatter til en leder med
titlen 'Economy stupid'. I den hedder det, at ”også
på uddannelsesområdet er økonomien blevet det afgørende
argument.”
Og hvis vi vil sikre, ”at
også vores børnebørn har råd til at komme på alderdomshjem”
så skal vi blot sørge for, at ”Danmark
forbedrer sin PISA-score med det der svarer til 25 point over de
næste år”
thi så ”vil
resultatet være 250 procents forøgelse af bruttonationalproduktet i
2090.”
Det
er især den såkaldte evidens-pædagogik, der menes at føre til
disse forjættende fremtidsmål. Der lægges vægt på faglig
kunnen, målt ved de såkaldte PISA-tests, indenfor et begrænset
antal fag.
En
alternativ strategi er den målrettede udvikling af de særligt
begavede elever, talenterne. Annette Rasmussen har studeret forsøgene
med talentudvikling og fremlægger sine resultater i denne lille bog,
som alle med interesse for vor folkeskoles situation bør læse.
Bogens otte kapitler bringer os godt rundt i landskabet.
I
det indledende kapitel redegøres der for undersøgelsens teoretiske
ståsted, nemlig Bourdieus refleksive sociologi. Målet er ikke
handlingsanvisninger, men kritisk stillingtagen til skolens
pædagogiske praksis. Undersøgelsen erklærer sig som "...eksponent
for en anden tradition end den, der aktuelt efterspørger
evidensbaseret viden for praksis om, hvad der virker og er den
bedste praksis."
(s. 11).
At
det imidlertid ikke kun er udvikling af kulturel kapital a la
Bourdieu, der har været drivkraft bag
talentudviklingsbestræbelserne, blotlægges i kapitlet om de
uddannelsespolitiske mål. Med basis i folkeskoleloven af 2006 (herom
også senere) har der fundet en satsning sted på talentudvikling,
især indenfor de naturvidenskabelige fag, mest markant med en
donation fra A.P.Møllers fond på 130 mio. kr. til netop dette
formål, "...da
naturvidenskabelige fag i særlig grad formodes at indeholde et
økonomisk vækstpotentiale."
Undervisningsminister Haarder i en redegørelse til Folketinget i
2008: "Danmarks
konkurrencedygtighed i det globale vidensamfund afhænger af, at vi
bliver dygtigere til at udvikle talenter."
(s. 28-29)
I
bogens øvrige kapitler får vi indsigt i, hvorledes der konkret
arbejdes med de talentfulde elever i klasserne. Forfatteren har haft
samtale med såvel lærere som elever og i et vist omfang forældre,
som fortæller om undervisningens indhold og metoder og deres
holdninger til samme. Der foretages i den sammenhæng også en
sammenligning mellem undervisning i hhv. folkeskole og gymnasium. Et
kapitel er viet de talentfulde elevers sociale baggrund. Der
skitseres en typologi: det markante, det stille, det flersidige og
det stræbsomme talent.
Bogen
lader læseren tage stilling. I konklusionen siges der neutralt:
"Talentudvikling
som uddannelsespolitik og pædagogisk praksis aktualiserer et
spændingsforhold mellem forskellige holdninger til skole."
På den ene side menneskeligt samvær og fællesskab, på den anden
konkurrence og individuel stræben efter succes i den globale
markedsøkonomi. (s. 148)
I
samme nummer af 'Asterisk' - som jeg indledningvis citerede prof
Qvortrup fra - var der et interview med professor Ove K. Pedersen om
hans i 2011 udkomne bog Konkurrencestaten
– forhandlingsøkonomiens institutionelle historie. I
denne hævder han, at vi idag er nået frem til, at være borgere i
en konkurrencestat.
I en
folkeskole- (og vel generelt i uddannelses-) sammenhæng er det
interessant, at OKP mener at kunne afdække, hvorledes vort lands
udvikling, fra nationalstat over velfærdsstat til konkurrencestat,
har påvirket vore skiftende holdninger og forventninger til
folkeskolens indhold og formål.
I
nationalstatsperioden var formålet, kort og forenklet sagt, at gøre
os til gode danske borgere. Med velfærdsstaten og skoleloven af 1975
blev vægten lagt på deltagelse i et demokratisk velfærdssamfund.
Med folkeskoleloven af 2006 (jfr. ovenfor) sker der iflg. OKP et
dramatisk skift. Han siger bl.a.
”Skolen
skal nu primært fremme en forestilling om om individ og samfund, der
har med konkurrence at gøre, og kun sekundært bygger på idealer om
et mere demokratisk samfund...Konkurrencestaten gør op med skolen
som demokratisk reservat!...Folkeskolen er i dag ved at blive en del
af konkurrencestatens økonomisme, der i øjeblikket er kandidat til
at blive samfundets ideologi nr. 1...Velfærdsstatens personideal var
den eksistentielle person, mens det i konkurrencestaten er
fagligheden, der skal åbne for den personlige udvikling i egen
interesse...Den kamp, som foregår i klasseværelset, mellem
skolelederen og læreren og mellem lederen og kommunen er derfor
vigtig. Den afgør, hvor opportunistiske vi vil blive som 'soldater'
i nationernes konkurrence.”
Den
her anmeldte bog er moderat skeptisk overfor denne udvikling. Måske
er det på tide, at vi finder frem til og satser på talenter, som
kan lede vore samfund ind i nogle helt andre baner, end dem der for
tiden synes stadigt mere usikre og uheldsvarslende?
