Talent og skole i sociologisk perspektiv

Anmeldelse

Annette Rasmussen

Talent og skole i sociologisk perspektiv

VIASystime 159 s.

På det mer eller mindre hedengangne DPU udgiver (udgav?) man magasinet Asterisk. I novembernummeret 2010 med temaet 'Opdragelse til demokrati' er professor Lars Qvortrup forfatter til en leder  med titlen 'Economy stupid'. I den hedder det, at ”også på uddannelsesområdet er økonomien blevet det afgørende argument.” Og hvis vi vil sikre, ”at også vores børnebørn har råd til at komme på alderdomshjem” så skal vi blot sørge for, at ”Danmark forbedrer sin PISA-score med det der svarer til 25 point over de næste år” thi så ”vil resultatet være 250 procents forøgelse af bruttonationalproduktet i 2090.”

Det er især den såkaldte evidens-pædagogik, der menes at føre til disse forjættende fremtidsmål. Der lægges vægt på faglig kunnen, målt ved de såkaldte PISA-tests, indenfor et begrænset antal fag.

En alternativ strategi er den målrettede udvikling af de særligt begavede elever, talenterne. Annette Rasmussen har studeret forsøgene med talentudvikling og fremlægger sine resultater i denne lille bog, som alle med interesse for vor folkeskoles situation bør læse. Bogens otte kapitler bringer os godt rundt i landskabet.

I det indledende kapitel redegøres der for undersøgelsens teoretiske ståsted, nemlig Bourdieus refleksive sociologi. Målet er ikke handlingsanvisninger, men kritisk stillingtagen til skolens pædagogiske praksis. Undersøgelsen erklærer sig som "...eksponent for en anden tradition end den, der aktuelt efterspørger evidensbaseret viden for praksis om, hvad der virker og er den bedste praksis." (s. 11).

At det imidlertid ikke kun er udvikling af kulturel kapital a la Bourdieu, der har været drivkraft bag talentudviklingsbestræbelserne, blotlægges i kapitlet om de uddannelsespolitiske mål. Med basis i folkeskoleloven af 2006 (herom også senere) har der fundet en satsning sted på talentudvikling, især indenfor de naturvidenskabelige fag, mest markant med en donation fra A.P.Møllers fond på 130 mio. kr. til netop dette formål, "...da naturvidenskabelige fag i særlig grad formodes at indeholde et økonomisk vækstpotentiale." Undervisningsminister Haarder i en redegørelse til Folketinget i 2008: "Danmarks konkurrencedygtighed i det globale vidensamfund afhænger af, at vi bliver dygtigere til at udvikle talenter." (s. 28-29)

I bogens øvrige kapitler får vi indsigt i, hvorledes der konkret arbejdes med de talentfulde elever i klasserne. Forfatteren har haft samtale med såvel lærere som elever og i et vist omfang forældre, som fortæller om undervisningens indhold og metoder og deres holdninger til samme. Der foretages i den sammenhæng også en sammenligning mellem undervisning i hhv. folkeskole og gymnasium. Et kapitel er viet de talentfulde elevers sociale baggrund. Der skitseres en typologi: det markante, det stille, det flersidige og det stræbsomme talent.

Bogen lader læseren tage stilling. I konklusionen siges der neutralt: "Talentudvikling som uddannelsespolitik og pædagogisk praksis aktualiserer et spændingsforhold mellem forskellige holdninger til skole." På den ene side menneskeligt samvær og fællesskab, på den anden konkurrence og individuel stræben efter succes i den globale markedsøkonomi. (s. 148)

I samme nummer af 'Asterisk' - som jeg indledningvis citerede prof Qvortrup fra - var der et interview med professor Ove K. Pedersen om hans i 2011 udkomne bog  Konkurrencestaten – forhandlingsøkonomiens institutionelle historie. I denne hævder han, at vi idag er nået frem til, at være borgere i en konkurrencestat.

I en folkeskole- (og vel generelt i uddannelses-) sammenhæng er det interessant, at OKP mener at kunne afdække, hvorledes vort lands udvikling, fra nationalstat over velfærdsstat til konkurrencestat, har påvirket vore skiftende holdninger og forventninger til folkeskolens indhold og formål.

I nationalstatsperioden var formålet, kort og forenklet sagt, at gøre os til gode danske borgere. Med velfærdsstaten og skoleloven af 1975 blev vægten lagt på deltagelse i et demokratisk velfærdssamfund. Med folkeskoleloven af 2006 (jfr. ovenfor) sker der iflg. OKP et dramatisk skift. Han siger bl.a.

”Skolen skal nu primært fremme en forestilling om om individ og samfund, der har med konkurrence at gøre, og kun sekundært bygger på idealer om et mere demokratisk samfund...Konkurrencestaten gør op med skolen som demokratisk reservat!...Folkeskolen er i dag ved at blive en del af konkurrencestatens økonomisme, der i øjeblikket er kandidat til at blive samfundets ideologi nr. 1...Velfærdsstatens personideal var den eksistentielle person, mens det i konkurrencestaten er fagligheden, der skal åbne for den personlige udvikling i egen interesse...Den kamp, som foregår i klasseværelset, mellem skolelederen og læreren og mellem lederen og kommunen er derfor vigtig. Den afgør, hvor opportunistiske vi vil blive som 'soldater' i nationernes konkurrence.”

Den her anmeldte bog er moderat skeptisk overfor denne udvikling. Måske er det på tide, at vi finder frem til og satser på talenter, som kan lede vore samfund ind i nogle helt andre baner, end dem der for tiden synes stadigt mere usikre og uheldsvarslende?

Vækstdebat med blind makker

Det er påfaldende, hvorledes den stadigt mere ophedede debat omkring den fremtidige økonomiske vækst, er præget af et markant fravær.

Politikere, lederskribenter, økonomiske eksperter skændes op ad stolper ned ad vægge. Kan vi spare os til vækst? Eller skal vi putte penge i forskellige initiativer, som så formodes at sætte gang i væksten?

Alle disse væsentlige problemer debatteres, uden at en væsentlig, ja afgørende part i sagen overhovedet gør sig den ulejlighed, at komme med sit bidrag.

Her tænker jeg naturligvis på den eneste part, som kan skabe vækst, nemlig kapitalen, subsidiært dens ejere.

I den kreds er vækst ensbetydende med, at kapitalen vokser, efter at have være engageret i produktion af varer, som kan finde afsætning på et marked. Man behøver ikke være marxist for at indse, at det er den eneste sande form for vækst i et kapitalistisk system.(Den finanskapital, som har været årsag til de seneste års kriser, er i denne sammenhæng at betragte som en mer eller mindre unødvendig - men socialt, økonomisk og politisk meget indflydelsesrig - infrastruktur. Den kan ikke i sig selv skabe vækst.)

En sådan materiel produktion kræver i sin enkleste skikkelse: arbejdere, råvarer, maskiner. Med råvarer menes råstoffer, ressurser hentet i naturen, eller eventuelt halvfabrikata, produceret i den enkle form.

Det er en banalitet, at i den højt udviklede kapitalisme, som vi befinder os i, er denne enkle vækstmaskine i høj grad afhængig af en lang række andre produkter. Den nødvendige arbejdskrafts evner og uddannelsesgrad. Et smidigt fungerende kommunikationssystem, således at varer, produktionsudstyr og arbejdere kan bevæge sig optimalt mellem produktions- og ikke mindst salgsstederne. Lov og orden skal også sikre en vis minimumstilslutning til systemet som sådant, især for at sikre arbejdskraften engagement og loyalitet. Vigtigt for den nødvendige sociale stabilitet er også, at de producerende arbejdere i rimeligt omfang har købekraft til at erhverve de produkter, som de producerer. Men det er indlysende, at de ikke må få udbetalt så meget i løn, at deres købekraft tillader dem at købe hele produktionen. Den indskudte kapital kan kun vokse, hvis salget af de producerede varer kan indbringe mere (finde større købekraft) end produktionen totalt har kostet kapitalejeren. Det er en forudsætning for vækst, at den produktive kapital vokser. Og i takt hermed skal det samlede forbrug naturligvis også vokse, de producerede varer skal jo sælges!

Vor tids kapitalisme udgør et globalt og meget fleksibelt system. Den kan sagtens leve med at væksten visse steder i verden er mindre end andre steder, så længe der er en vis minimal vækst i hele systemet.

Dette er naturligvis en meget forenklet analyse, men jeg vil hævde, at den i sin grundsubstans er korrekt og uomgængelig.

Og her kommer jeg tilbage til den manglende part i den aktuelle vækstdebat. Her tænker jeg på de kapitalejere og -forvaltere, som i sidste ende er de eneste, der kan levere den vækst vi forventer os.

De må komme på banen med nogle konkrete bud på, hvad det er for produktioner, der skal bidrage til at kapitalen kan vokse. Hvor kan disse produktioner finde sted? Hvilke råstoffer skal danne den nødvendige basis? Hvilke former for arbejdskraft og hvor er den geografisk placeret?Er det allerede eksisterende varer, der 'blot' skal produceres nogle flere af? I så fald hvilke?

Det nytter jo ikke meget, at samfundet bruger købekraft (lånt eller opsparet) på at investere i infrastruktur eller uddannelse, hvis der ikke efterfølgende finder en produktion sted, som kan beskæftige den uddannede arbejdskraft og udnytte den nye infrastruktur.

I betragtning af, hvor totalt afhængige vi er af kapitalens adfærd og dispositioner, er det dybt foruroligende, at vi ikke fra de ledende kræfter indenfor dette system kan få nogle forståelige prognoser for, hvorledes man forestiller sig at vi kan overvinde de problemer, som vi for øjeblikket kæmper med.

Early Childhood Education for Sustainable Development

ScienceDaily (Jan. 11, 2011) — Small children are capable of engaging in issues concerning sustainable development.Their interests and rights must be better safeguarded in rules and policy decisions that concern the education of the youngest groups of children within the EU.

This is emphasised in the report "Taking children seriously -- How the EU can invest in early childhood education for a sustainable future," which was presented at a seminar in Brussels on 17 December.

The body behind the report is the European Panel on Sustainable Development (EPSD), an independent research-based network between the University of Gothenburg, Chalmers and Lund University.

Læs mere her

Selvransagelse og kapitalismeanalyse

I dagens udgave af Politiken efterlyser Per Michael Jespersen selvransagelse på højrefløjen i dansk politik. "Mens borgerlige i Europa selvransager efter finanskrisen, er der pinlig tavshed i Danmark" siger han. Ironisk nok kan han regne sin egen avis med til de pinligt tavse. Og der kan også stilles et stort spørgsmålstegn ved den kritik, der, efter PMJs opfattelse, udøves blandt borgerlige ude i Europa. Han citerer således som eksempel den schweiziske professor Klaus Schwab for, at finanskapitalismen er kommet ud af kontrol og systematisk nedbryder verdensøkonomien, fordi kapital ikke længere bliver brugt til at investere i produktion, men til at spekulere i kapitalen selv. Igen er det finanskapitalen, der bliver udråbt til den egentlige synder, mens kapitalen som sådan fremstilles som en velgørende funktion, med den eneste opgave, at producere. Her skjules behændigt den kendsgerning, at det i første instans er den akkumulerede merværdi fra den kapitalistiske produktion, der overhovedet har dannet basis for finanskapitalen. Og når dette er blevet tilfældet, kunne forklaringen jo tænkes at være, at der simpelthen ikke kan findes produktiv anvendelse, der i omfang svarer til de 'arbejdsløse' megaformuer som udgør den såkaldte finanskapital. Hvis der kunne tjenes flere penge på produktion, end ved finansspekulation, så ville formuerne vel søge derhen? Og det åbner så igen op for den kuldegysende mulighed, at når produktivitet og vækst tilsyneladende stagnerer, så er det ganske enkelt fordi der ikke er ubegrænset profitgivende produktionsmuligheder i verden af idag. Tanker i den retning blev luftet nytårsdag i Politiken af chefredaktør Bo Lidegaard i en artikel, 'Folket vs. folkestyret', som jeg indgående behandler i et tidligere blogindlæg.(Læs her)
Desværre har der ikke siden været tegn på, at avisen har fulgt op på chefredaktørens markante udmeldinger.

Jeg har ved flere tidligere lejligheder i ikke-bragte læserbreve, eksempler fra 2007 og 2008 nedenfor, opfordret Politiken til at lukke spalterne op for egentlige og radikalt tilbundsgående analyser af kapitalismens øjeblikkelige tilstand. Det være hermed gjort igen.

Juni 2007
Hunden der ikke gøede
Politiken bragte d. 17. juni 2007 et interview med koncernchef for ISS Jørgen Lindegaard.

Jeg har ikke hørt en hund gø i den anledning. Kan dette i sig selv være et betydningsfuldt tegn? Som da Sherlock Holmes opklarede en af sine sager, netop på grund af en hund, der ikke gøede. Hvad kan det da være for en "forbrydelse" der kan ligge bag i den sag, jeg her beskæftiger mig med?
Først til nogle af de foreliggende indicier. Jørgen Lindegaard udtaler sig om de trecifrede milliongevinster, han står til at kunne indkassere, efter mindre end et år på posten som koncernchef. Jeg klipper her i hans udsagn, det forvrider ikke sagens indhold. "Det er ikke noget, jeg har bedt om, sådan er systemet....du vil aldrig få mig til at sige, det er rimeligt...Ingen kan forstå det...der er ingen, der kan forholde sig til de her store beløb."
Hvori består den bagvedliggende "forbrydelse"? Deri, at med kapitalismen i dens nuværende form er sammenhængen mellem den enkeltes indsats og den deraf følgende belønning blevet totalt tilfældig. Den måde hvorpå økonomien fordeler og aflønner arbejdet er blevet uigennemskuelig og uforklarlig. Ikke blot på det niveau hvor Jørgen Lindegaard befinder sig, men i størstedelen af det kapitalistisk organiserede arbejdsliv.
Er det nødvendigt at påpege, hvilke konsekvenser det har haft, og i stigende grad vil få, for den samfundsmoral og -solidaritet, som har en væsentlig del af sin bevidsthedsmæssige basis i den måde, hvorpå vi som individer deltager/ikke deltager i produktionslivet. Når uklarhed, uigennemsigtighed - og i et voksende antal tilfælde direkte urimelighed - er normen der, hvordan skal vi da orientere os her i samfundslivet? Hos Conan Doyle undlod hunden at gø, fordi den kendte misdæderen, havde en slags fortrolighedsforhold til ham. Er det samme sket i mit tilfælde her? Har kapitalismen i den grad forført og og skaffet sig grundlæggende accept hos de stemmer i samfundet, som kunne og burde være på vagt overfor den ugerning, som er under udvikling. Her tænker jeg først og fremmest på vore velaflagte medborgere ved medierne, i den akademiske verden og andre intellektuelt overfrankerede.
Den dag i fremtiden, hvor historien om den endelige destruktion skal skrives, vil der blive spurgt: "Hvorfor var der ingen der advarede? Der var jo ikke en hund, der gøede!" Og svaret vil med stor sandsynlighed være: "En uskøn blanding af afmagt, afhængighed og overflod gav anledning til en dødlignende tavshed."

April 2008
Politiken og finanskrisen
Væk en hvilken som helst middelmådigt opmærksom Politiken-læser midt om natten, og stil ham/hende spørgsmålet: Hvad er årsagen til den amerikanske finanskrise? Svaret vil komme som skidt fra en nyfødt ko. Bankerne havde for mange penge, dem lånte de ud til fattige amerikanere, som gerne ville købe et hus. Da huspriserne faldt, kunne de fattige husejere ikke betale lånene tilbage, og så....ved vi jo hvordan det gik. Helt ærligt, er det forklaring nok? Hvorfor havde bankerne for mange penge? Hvorfor var der så mange huse på markedet, at de måtte sælges til folk som ikke havde råd til dem?
I gamle dage - sådan ca. for 40 år siden - lærte nogen af os om kapitalismens mange dårligdomme. Der var noget med kriser som følge af over- og under akkumulation, men før det var der noget med merværdi. Merværdi kunne akkumuleres, fordi arbejdet og dets udbytte blev skilt fra hinanden ved hjælp af pengene (finanserne?). Så igennem mere end 300 år har vi langsomt lært at acceptere, at der ikke er en nødvendig sammenhæng mellem det man yder, og det man får.
Jeg vil tro at indtil flere af os, der i sin tid lærte os disse ting, idag sidder med en tydelig fornemmelse af, at det der sker i verdensøkonomien for tiden, har en direkte sammenhæng med sådanne for kapitalismen grundlæggende særtræk. Nu skal man ikke uden videre jævnføre naturkræfter og samfundsfænomener. Men hvis vi f.eks. vil vide noget om vulkaner, så lader vi os ikke nøje med at studere lavaformationer og askenedfald. Vi går dybere. Prøver at finde ud, hvilke kræfter i jordens indre, der giver anledning til vulkanske udbrud.
På forsiden af Politiken kunne vi for et par dage side læse, at vi har at gøre med en frisindet avis. Kunne man håbe på, at dette frisind vil række til at hyre en eller to medarbejdere, som systematisk og på et dybere teoretisk - ja, også marxistisk - grundlag vil søge at analysere og forklare udviklingen i den globale kapitalisme? Blot som supplement til mere gængse forklaringsforsøg, såsom grådighed og forhøjet testosteronniveau hos mandlige børsmæglere.
Ib J.

Kære Tøger Seidenfaden
Jeg fik ovenstående retur og det er for så vidt OK - ikke alt kan bringes. Men da der i mit indlæg ligger en ærligt ment opfordring om opgradering af jeres dækning af udviklingen i kapitalismen, så sender jeg den til dig. Jeg mener - støttet af et stigende antal analyser verden rundt - at der er alvorligt voksende spændinger i kapitalismen, som kan føre til dramatiske sammenbrud. Det burde vel være også mediernes - måske især Politikens ? - opgave, på et dybtgående plan at bidrage til belysningen af sådanne udviklingsmuligheder og -tendenser . At der nu mest er tale om symptombeskrivelse, er påstanden i mit læserbrev.
Med venlig hilsen - Ib J.

Folket vs. folkestyret - en artikel af Bo Lidegaard i Politiken

Efter at have lagt nedenstående ud her, fik jeg denne email:

Kære Ib Jørgensen

Vi er blevet opmærksomme på, at du på din blog http://www.bloggeroeven.blogspot.com/ gengiver store dele af en artikel fra Politiken. Det er - som du bør vide - klart ulovligt. Jeg skal bede dig fjerne artiklen omgående. For krænkelsen af Politikens ophavsret følger med posten et erstatningskrav på 3.000 kr.

Venlig hilsen

____________________

Kirsten Skylv

POLITIKEN

Rådhuspladsen 37

DK-1785  København V

 

 Jeg har rådført mig med en pressejurist, som mener at ca. 25% direkte citering er OK, hvis kommentarerne fylder væsentligt mere. Det prøver jeg så at overholde nedenfor. Jeg finder det imidlertid ikke rimeligt, at skulle betale nogen erstatning.
Politiken har d. 18. jan. frafaldet kravet om erstatning.

Da jeg i oktober 2010 startede denne blog, var det med en erklæring om, at især dagbladet Politiken's vattede holdning til den globale finanskrise i særdeleshed og kapitalismen i almindelighed, forekom mig at være stærkt utilfredsstillende. Som mangeårig abonnent var det blevet mig en hyppig kilde til irritation, at se hvorledes bladets medarbejdere, incl. daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden, godt kunne kritisere de værste udslag af vort økonomiske system, men uden at vise vilje (evne, mod?) til at søge ondets rod, dets radix, hvilket man skulle forvente af en selverklæret radixal avis. Hvorledes denne min utilfredshed er kommet til udtryk siden da, kan man informere sig om her.

Tingene blev ikke bedre efter den nye chefredaktør, Bo Lidegaards tiltræden, næmere tværtimod. De bonede gulve og diplomatiets omgangstone blev endnu mere fremtrædende end i Seidenfadens tid. BL's nedstamning fra højskolemiljøet var ikke til at få øje på. Så meget desto mere glædeligt var det nytårsdag at kunne læse analysen på bagsiden af tillægget PS, skrevet af BL under overskriften 'Folket vs. folkestyret'. Desværre har man ikke fundet det påkrævet, at lægge netop denne artikel ud på bladets hjemmeside. Jeg mailede til BL selv samt debatredaktionen og ankede over dette, da jeg gerne ville kunne henvise til artiklen her på min blog. Jeg 'truede' med at hvis det ikke skete, ville jeg offentliggøre den. Dette sker nu, dels i direkte citat og/eller referat nedenfor. Jeg havde oprindeligt tænkt mig at simpelthen afskrive hele historien. Men så besluttede jeg mig til kun at bringe de udvalgte dele, som jeg især finder markante, i håbet om at dette måske kan få bladet til at bringe hele artiklen på hjemmesiden. For yderligere at 'provokere' vil jeg tilføje mine egne tolkninger af BL's ord og de forventninger, jeg på den baggrund har til bladets fremtidige redaktionelle linje.

BL indleder med at konstatere, at efter Anden Verdenskrig lykkedes det USA og Vesteuropa at etablere en livskraftig udviklingsdynamik, baseret på 4 hjørnesten:

- demokrati

- liberal markedsøkonomi

- internationale institutioner

- nationalstaten, udgørende rammen for de tre første

Det er efter BL's mening pga disse hjørnesten, at genforeningen af Europa lykkedes og at vi fik etableret en vellykket vestlig udviklingsmodel. Her burde det måske have været tilføjet, at en af de væsentlige medvirkende faktorer var Marshall-hjælpen, hvis erklærede formål var at holde kommunismen ude af Vesteuropa. Bl.a. fordi dette lukkedes, fik disse hjørnestenhvad BL kalder "noget nær hellig status". Nationalstaternes afgjorte suverænitet var i den sammenhæng betydningsfuld. Om de fire hjørnesten hedder det imidlertid:

"Men disse værdier er lige så stille gledet i baggrunden, fortrængt af en konstant fællesnævner i form af fortsat økonomisk og materiel vækst. Væksten opfatter vi på en og samme tid som målet for vor bestræbelse og som midlet til at nå dette mål gennem ny innovation og beskæftigelse."

Fremhævelser er mine. Jeg håber, at dette nøgterne syn på væksten vil slå igennem, således at vi ikke i fremtiden i Politiken skal se uspecificerede henvisninger til vækst, slet og ret, som vej ud af vore aktuelle problemer. Det er mere end nogensinde af betydning at få slået fast, at en fornuftig vej ud af de kriser vi står med, ikke kan finde deres løsning på hidtil kendte måder. BL er enig i dette, idet han siger, at den model vi kender, ikke længere kan give de nødvendige svar. Dette fører, ikke underligt, til forvirring hos vore politikere, og som BL siger

" Når vore politikere fremstår som rådvilde, skyldes det ganske enkelt, at de er det."

Ja, lige netop - og det bør i allerhøjeste grad få konsekvenser for den måde man i fremtiden vil se Politikens medarbejdere behandle politikernes udtalelser. Få blotlagt den rådvildhed, i stedet for at sløre den. Befolkningen har krav på at få at vide, at politikerne ikke kan gennemskue situationens alvor. Eller, hvis de kan, søger at stikke os blår i øjnene, så vi ikke får kendskab til de faktiske forhold. Som jeg har fremhævet i tidligere indlæg her på bloggen, har der hidtil, måske indtil nu, hersket den grundholdning på bladet, at en mere fornuftig anvendelse af den model, som BL nu afskriver, ville være vejen frem. En egentlig dybtgående analyse af kapitalismen har man ikke set tilløb til. Forhåbentlig er nye takter nu ved at blive slået an.

BL konstaterer også at tendenserne til at internationale aftaler kan sætte vælgerne udenfor indflydelse, får disse til at nære mistillid til de politiske ledere, som under henvisning til sådanne aftaler kan søge at fralægge sig deres ansvar. Hertil kan tilføjes, at den rådvildhed, BL omtaler, er forskelligt fordelt og af forskellig karakter, selv inden for de enkelte partier. Se blot til den nuværende uenighed omkring en betalingsring ved København. Her er holdningen, at det ikke må kunne mærkes at gennemføre ændringer i trafikmønstret. Opstilling af vindmøller skal helst kunne ske, uden at nogen opdager det.. Indførelse af sundhedsfremmende reguleringer m.m. Børn skal da have lov til at spise, hvad de vil. På disse områder viser det sig gang på gang, at der ikke er parathed til at foretage de nødvendige ændringer, hverken blandt borgere eller lokale politikere.
En manglende parathed der kan tages som udtryk for den rådvildhed, BL omtaler.

BL mener ikke, at EU har evnet at skabe overbevisende demokratiske rammer omkring sit virke. Og de forslag til løsninger af de økonomiske og forfatningsmæssige kriser, som ligger på bordet, bygger alt for meget på traditionelle økonomiske forestillinger om øgning af det private forbrug, finansielle stramninger og lavere skat. Men som BL konstaterer

"Ingen indregner, at verden er omkalfatret, råvare- og energipriser eksploderet og udsigten til traditionel ikkegrøn vækst i EU og USA uden hold i virkeligheden."

Dette bør få den konsekvens, at Politiken fremover vil tage afstand traditionelle vækstforestillinger. Når politikere og erhvervsfolk fremover får lov til at tale om vækst, så må det kræves af dem, at de kan sandsynliggøre at der er tale om grøn vækst. Det sidste fænomen bør iøvrigt gøres til genstand for en gennemgribende analyse. Ikke al vækst, som synes grøn, er langtfra uden ikkegrønne konsekvenser.

Især ungdommen har BL's sympati og opmærksomhed. De ser hvorledes ungdomsarbejdsløsheden breder sig i USA og Europa. og deres tiltro til de gamle økonomiske modeller, som hidtil har været betragtet som de absolut bedste, bliver afløst af skepsis. Det synes klart at BL her især tænker på opstande og protester først i de sydeuropæiske lande, senere over hele klode i skikkelse af 'Occupy'-bevægelser af enhver art. Ungdommen konstaterer, at der sker et overforbug af naturressourcer og dette sammen med klimaforandringer skaber problemer for store befolkningsmasser, ligesom disse forhold har negative konsekvenser for deres egne fremtidsmuligheder. Oven i dette må de konstatere, at deres " ledere ser øget forbrug og vækst som eneste vej ud af krisen, men de samtidig forklarer, at vejen til at nå den er mindre offentlig velfærd og hårdere arbejde i længere tid til mindre løn. De noterer også, at en lille gruppe borgere, som i betænkelig grad ligner de politikere og finansielle ledere, der med størst iver præker tilbageholdenhed, oppebærer lønninger og opbygger formuer, som savner enhver forbindelse med de flestes hverdag."

Bo Lidegaard mener afsluttende, at der derfor er gode grunde til at de unge ønsker nye udviklingsveje. Hvis de skal støtte de fire hjørnesten, folkestyre, markedsøkonomi, internationalt samarbejde og en suveræn nationalstat, så kræves det at der fra og i disse kan ses troværdige svar på de udfordringer, vi står overfor.
BL afslutter:

"Folkestyret blev ikke skabt for at skabe økonomisk vækst. Og øgede forbrugsmuligheder er ikke demokratiets essens. Det er derimod tilliden til, at folket ikke kun har viljen, men også evnen til at tage ansvar for sin fremtid."

Og netop når det drejer sig de unge generationer, er det måske mediernes, herunder Politikens, mest påtrængende og altafgørende rolle og ansvar, at medvirke aktivt til at denne evne til at tage ansvar for klodens fremtid, opelskes og styrkes bedst muligt. Så hvis dette forhåbentlig kan aflæses i bladets fremtidige redaktionelle linje, så er der al mulig grund til at ønske os alle tillykke.

Penge, magt og kærlighed

"Verden har ændret sig, det danske samfund har ændret sig, markederne har ændret sig, forbrugerne har ændret sig, og medarbejderne har ændret sig. Så hvorfor har vi ikke ændret vores måde at tænke på, vore begrebsapparater, vores måde at organisere os på?"
Dette er meget væsentlige konstateringer og helt afgørende spørgsmål som direktør Mette Bock [nu MF for Liberal Alliance] stillede i Børsens kronik d. 8/3-1993.

I en efterfølgende kronik - Penge, magt og kærlighed -  i samme avis d. 15/4-93, svarede jeg bl.a.:  (Læs hele mit svar her)

"Mit udgangspunkt skal være en opdeling af samfundet i stat, marked og civilsamfund. Mette Bock omtaler i sin kronik kun stat og marked direkte, medens det civile samfund er tilstede - vil jeg hævde - som det ikke omtalte tredje sted. Det sted nemlig, hvorfra Mette Bock kan udtrykke sin skepsis med hensyn til henholdsvis økonomiens, dvs. markedets, og det politiskes, dvs. statens, mangelfuldheder.
....
Lad os et kort øjeblik se på individets situation i den moderne, kapitalistiske nationalstat. Hvilke instanser kan den enkelte forlade sig på for at sikre sin eksistens. I første omgang vil man søge at gøre dette ved at etablere en god kontakt med markedet. Jo mere man er inde i varmen her, jo mindre behøver man at forlade sig på andre instanser. Det er naturligvis rart at staten sørger for en lang række servicefunktioner, men har man rigtigt styr på markedet så er man ikke direkte afhængig af dem. Lad det være sagt med det samme: det er meget få mennesker vi her taler om. Bl.a. fordi staten jo i vid udstrækning er et nødvendigt supplement til markedet. Men for nogle individer kan staten også gå hen og blive identisk med eller erstatning for markedet: den statsansatte og bistandsklienten er nærliggende eksempler.
Men hvad nu hvis såvel stat som marked svigter een? Før i tiden kunne nogle mennesker regne med at familie og/eller lokalsamfund ville samle dem op i sådanne situationer. Den moderne udvikling har medført, at dette langtfra altid er tilfældet. Samfundet må se på, at nogle mennesker tilsyneladende udstødes. Hvordan og hvor kan samfundet tænkes at gøre noget ved dette. Her kommer efter min mening det imaginære civilsamfund ind i billedet.

Det civile samfund er summen af de steder, hvor der kan handles uafhængigt af statens og markedets logikker. Det er også de steder, hvor der kan protesteres mod statens og markedets "totalitære" overgreb. Det civile samfund er derfor i mange tilfælde mere en mulighed end en realitet. Jo mindre disse muligheder er og jo mindre de eksisterende udnyttes, jo mere "totalitært" er samfundet.
....
For de to områder stat og marked har den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas argumenteret overbevisende for, at de hver især er domineret af et bestemt styringsmiddel. For statens vedkommende magt og for markedets penge.
Et forsøg på at give det civile samfund en lignende status som værende karakteriseret ved et bestemt styringsmiddel kan måske gøre det tydeligere, hvad der er det helt specielle særtræk ved det civile samfund. Det nærmeste jeg kan komme det er fænomener som sympati, kærlighed eller medmenneskelighed. Jeg vil ikke vove at påstå, at disse ikke forekommer på hhv. statens og markedets gebet, men i så fald er det ikke som styringsmidler. Man kan ikke styre eller regulere en stat eller en økonomi på basis af kærlighed, og det er heller ikke meningen. Men såfremt medmenneskelighed og kærlighed til næsten ikke kan få bugt med de uundgåelige inhumane effekter af statens og markedets måder at fungere på, så er det et udtryk for at disse har fået magten over denne kærlighed og medmenneskeligheds sted, det civile samfund, bl.a. derved at styringsmidlerne magt og penge har fået lov til at dominere, også på områder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt.
...
I det omfang det civile samfund er tavst vil problemerne blive søgt løst på statens eller markedets præmisser, hvilket i realiteten er ensbetydende med at borgerne i deres egenskab af civile privatpersoner har fralagt sig ansvaret.
Så snart vi overfor et problem tvinges til at sige: det kan ikke lade sig gennemføre politisk, eller: det er ikke økonomisk muligt - så er der ikke andet at gøre end at lade det civile samfunds styringsmedier, sympati og (næste)kærlighed få det sidste og afgørende ord. Og så er vi måske på vej til "de væltede mures samfund", som efterlyst af Mette Bock."

Altså for næsten 20 år siden. Idag ville jeg tilføje, at det civile samfund er stedet for det hellige, helligånden, befriet for Gud, Jahve, Muhammed, Buddha og hvad disse figurer ellers kaldes. Som Slavoj Zizek (her) sagde til OWS-demonstranterne:

"What is Christianity? It's the Holy Spirit. What is the Holy Spirit? It's an egalitarian community of believers who are linked by love for each other and who only have their own freedom and responsibility to do it. In this sense the Holy Spirit is here now..."

Læs gerne mere om det hellige HER.

Slem finanskapital, god kapitalisme?

Med den rolle, som de private banker spiller i verdensøkonomien i dag, er der al mulig grund til, at vi begynder at se noget mere indgående på, hvad det egentlig er, der er ved at ske. Selv om vi antager, at det ville være rimeligt, kan det så også siges at være fornuftigt,at de sociale systemer i en lang række lande trues i deres grundlæggende struktur, fordi de tvinges til at leve op til nogle abstrakte gælds- og rentebetalingsaftaler.

Kunne det ikke tænkes, at sådanne aftaler var indgået i en situation, hvor man ikke kunne overskue den kommende udvikling og dermed de konsekvenser, en afvikling på de oprindelige betingelser ville få?

Der må og skal tages hul på en tilbundsgående analyse og belysning af disse problemer. Vi må vide helt præcis hvem det er, vi skylder penge, hvor pengene oprindeligt kom fra (var det f. eks. amerikanske eller tyske arbejderes opsparing eller et par oliesheikers merindtægt på olieprisen?)

Vi må også vide, hvor stor en del af det skyldige beløb, der nu er renter eller renters rente, ligesom vi må vide, hvor og hvordan disse renter vil blive anvendt, når og hvis de tilbagebetales.

De besynderligt lydende eksempler kan skyldes at ovenstående linier blev skrevet for næsten 30 år siden. Nemlig i en dobbeltkronik, 'De manglende æsler', som jeg fik optaget i Aalborg Stiftstidende november 1982.

Min holdning dengang, som idag, var at der er noget grundlæggende galt med kapitalismen som sådan.

Titlen stammer fra den gamle vittighed om den mexicanske bonde, som - ridende på sit æsel efterfulgt af konen til fods - blev spurgt af turisten, hvorfor det ikke var konen, der red. Svaret lød: "Fordi hun ikke har noget æsel". Den bonde kunne være en af Liberal Alliances kernevælgere, eller analytiker i CEPOS. Eller også hed han Joachim B. Olsen. Det var jo nok konens egen skyld, at hun ikke havde været i stand til at købe sig et æsel.

Mit argument i kronikken (Læs her) er, at der er noget kapitalismen kan, men der er så absolut også noget den ikke kan: nemlig at skabe ligeværdige levevilkår for alle. Den skavank vil stadig eksistere, også selv om det skulle lykkes at trække de mest grådige og vildtvoksende tænder ud på finanskapitalen.
Sendt til Politiken d.d. - ikke bragt

Frygten for Kina - at ændre samfund og skole i samme proces

”Mens optimismen vinder frem i Asien, er Vesten ramt af frygt, og det forplanter sig negativt til uddannelsessystemet. Er positive følelser hemmeligheden bag, at asiatiske lande stormer frem i internationale undersøgelser som PISA?”

Sådan lyder manchetten til en artikel, ”Er frygten for Kina vores eneste håb?”, i det seneste nummer af ”Asterisk” uddannelsestidsskriftet som udgives af DPU. Læs her

En anden artikel har titlen: ”Kinesernes drøm er at forbruge som os, vores mareridt er at arbejde som dem.” Det er den franske politolog Dominique Moïsi, som har udtalt dette. Dette synes dog at være en lidt for forenklet konstatering.

En tredje artikel, ”En håbløs pædagogik”, konstaterer, at ”Opdragelse og uddannelse har gennem historien været båret af håb om frelse, fremskridt, frihed og lighed. I dag er frygten blevet drivkraften, når dansk uddannelsespolitik udformes.”

Men hvad er det da for en frygt, der er tale om? Jeg tror, at det er frygten hos politikerne, for ikke at kunne styre et samfund ved, gennem fortsat (høj?) vækst, at lægge et forsonende skær over tidligere tiders fejludviklinger. Jeg tror, at det er frygten hos borgerne for at deres (og efterkommernes) levevilkår og forbrugsmuligheder ikke kan opretholdes på det niveau, vi har vænnet os til. Jfr. interviewet i Politken i dag, lørdag d. 5/3 (2011) med forfatter og lektor i politisk økonomi Peter Nielsen., som siger: ”Forbrug gennemsyrer vores identiteter og handlemåder og skaber vores opfattelse af, hvad der er værdifuldt.”

Når hertil lægges, at eftersom vi hver eneste dag i medierne hører om forestående ressource- og miljøproblemer, så føjes endnu et frygtskabende element til den samfundsmæssige bevidsthed, som ligger bag vores holdninger til uddannelse i bred forstand.

Min pointe skal være, at vi som samfund ikke har en klar forestilling om, hvor vi vil hen og hvor vi er på vej hen. En situation som er totalt forskellig fra et land som Kina. At de så om ikke alt for længe formentlig vil stå i samme situation, som vi er i nu, ændrer ikke ved det øjeblikkelige billede.

Oprør og opbrud præger situationen i stadig flere lande i verden. Det vil også blive nødvendigt med et folkeligt oprør i vor del af verden, et oprør mod den hovedløse drift mod en fortsat økonomisk vækst med udvidelse af vort forbrug som målsætning. Udfordringen bliver at ændre folk og folkeskole i en og samme proces. At vi sætter nye mål for vort samfund og vor skole.

(Læs videre nedenfor) (Eller her)

Fra vækst og konkurrence til mådehold og solidaritet – det humane samfund som eksportvare?

Problemerne med folkeskolen (og vore uddannelsessystemer i det hele taget) er, at der kan konstateres en tilsyneladende bred samfundsmæssig accept af, at økonomisk vækst og konkurrenceevne skal være overordnede præmisser for samfundets udvikling. Denne accept har bevirket, at stærke kræfter indenfor de pædagogiske videnskaber mener at have fundet frem til de metoder, som folkeskolen skal anvende, for at ruste børnene bedst muligt til at tage de udfordringer op, som styrket vækst og konkurrenceevne vil kræve. Dette kræver opgivelse af flere af de humanistiske og pædagogiske dannelsesidealer, som hidtil, med større eller mindre styrke gennem tiden, har ligget til grund for vores forhold til børnenes skolegang. En situation som har som baggrund og styrkes af den kendsgerning, at de samfundsstrukturer, hvori de tidligere idealer opstod, er under drastisk ændring og opløsning. At opdrage og uddanne til fællesskab og demokrati bliver uhåndgribelige idealer, i takt med at disse fænomener kun med besvær kan lokaliseres i det omgivende samfund.

Et bud på en mulig udviklingsvej

Hvad der er behov for, er en større frihed for folkeskolen, kommunalpolitikere, skoleledere, lærere, elever og ikke mindst forældre, til at opstille andre mål for samfundsudviklingen end fortsat vækst og øget konkurrenceevne. Dette kan naturligvis ikke gøres i et tomrum. Og det er ikke kun en opgave for folkeskolen, men for hele uddannelsessektoren, gymnasier, erhvervs- og videregående uddannelser m.fl. Og det vil i stigende omfang gå op for borgerne, at det også er en opgave for samfundet som sådant.

Det erkendes i stadigt voksende kredse, at det træk på naturressourcerne, som vor nuværende livsstil og levestandard forudsætter, ikke er holdbart. Vi kan derfor lige så godt først som sidst indstille os på en mere bæredygtig tilværelse.

Nu forholder det sig heldigvis således, at de pædagogiske og uddannelsesmæssige ideologier, som lægger vægt på vækst og konkurrenceevne og bejler til PISA,, ikke er de eneste på bjerget. Indenfor tænketanken SOPHIA pågår et stort arbejde med at fastholde de uddannelses- og dannelsesidealer, som vi hidtil her i landet har sat højt. Læs her

Eksempelvis afholdt man i sept. 2010 et møde under overskriften ”Revisortankegangen truer professionsidentiteten” med begrundelsen ”Der er brug for alternative visioner for fremtidens uddannelser, som platform for kritik af neoliberalismens påvirkning af uddannelsessytemet.” Læs her

Medens den overordnede tilgang til problemerne i SOPHIA synes at være moderat revisionistisk, så findes der underprojekter som går mere radikalt til værks. Et af disse er Jakob Jespersens ”Education for a small planet” med dette afsæt:

”De biofysiske betingelser for menneskers liv på jorden i dette århundrede vil blive væsensforskellige fra dem, der prægede det forgangne århundrede. Derfor er der brug for en uddannelse, som matcher de enorme udfordringer, som mennesker og samfund kommer til at stå overfor i form af muldsvind, vandmangel, ustabilt klima og energimangel.” Læs her

På allersidste side af et større skrift, 'Glokalborgeren', som JJ har lagt ud på sin hjemmeside, siger han bl.m.a. ”I en verden hvor der skal være nogenlunde lige adgang til verdens ressourcer for alle mennesker i hele verden betyder det at vi i Danmark skal have meget mindre...Vi har en øget viden om hvad der gør mennesker tilfredse og det er ikke et stort ressourceforbrug. Vi har ligeledes en øget viden om effektiv udnyttelse af ressourcer, genanvendelse osv. Derfor er der et stort potentiale for det gode liv i Danmark med et ressourceforbrug, som kun er en brøkdel af det nuværende.” (s.31) Læs her

Det bør være indsigter i stil med disse, som lægges til grund for et nyt uddannelsesideal. Et ideal som skal have en konkret forankring i det lokale samfund. Det har været et gennemgående træk i de mange reaktioner på den sidste Pisa-undersøgelses skuffende resultater, at forældre i langt højere grad skal tage ansvar for deres børn læring. Desuden viser den demografiske udvikling , at vi i fremtiden vil stå med store grupper af raske og rørige ældre, som har forladt arbejdsmarkedet.

Nye sociale strukturer

Man kan derfor forestille sig, at der på lokalt plan etableres nye sociale strukturer omkring hvad man kunne kalde ”bæredygtighedsprojekter”, med det formål at reducere såvel det offentlige som det private forbrug i et eller andet omfang. Deltagerne i et sådant projekt kan være folkeskoler, gymnasier, højere uddannelser, hvis elever og ansatte er knyttet (mer eller mindre) til lokalområdet. Desuden skulle forældre og aktive ældre indgå i personkredsen. Det lokale plan kunne i nogle tilfælde være en kommune, i andre en mindre by eller en bydel. Men det kunne også være en almennyttig boligforening, eller sågar en enkelt karre. Den uddannelsesmæssig pointe ligger i, at eleverne deltager i konkrete samfundsaktiviteter med mening, hvilket vil være stærkt motiverende for de fleste. Samtidig betyder koblingen mellem uddannelse og samfund, at alle parter får en bedre indsigt i de dynamikker, som fremmer forståelse og solidaritet.

Dette lyder naturligvis vidtløftigt og overidealistisk. Men hvis man erkender, at uanset hvad vi gør, så vil vi af udviklingen blive tvunget til radikale omlægninger af vore levevilkår , så kunne en strategi som den jeg her foreslår, sammen med andre tiltag i samme retning, udgøre et rationelt, ansvarligt og socialt og menneskeligt afbalanceret forsøg på en tilpasning til de nye tider.

Jeg har sakset den kinesiske økonom Ha-Joon Changs udtalelser til Information d. 3/2-2011:

Eksportér verdens bedste livsstil

Tværs over det politiske spektrum i Danmark er der enighed om, at mere økonomisk vækst er vejen frem – statsministeren har endda gjort det til sit mål, at vi skal være verdens rigeste målt i kroner og øre.

Men et land i Danmarks situation burde tænke lige modsat, mener Ha-Joon Chang:»Jeres indkomstniveau taget i betragtning er der intet, som tyder på, at hurtigere vækst vil gøre jer gladere,« siger han.»Prøv i stedet at nedsætte arbejdstiden, reducere jeres CO2-aftryk og finde en bedre måde at leve på. I kan sælge jeres livsstil som et alternativ til den amerikanske, mere materialistiske. Hvis I efterfølgende kan overbevise verden om, at I har den bedste levevis, vil en masse mennesker købe jeres produkter, hvilket til dels også vil løse jeres eksport- og vækstproblemer. Så paradoksalt nok kunne I dække jeres behov langt bedre ved ikke at følge det materialistiske syn på det gode liv.« Læs her

Med andre ord: At kunne overleve på humane vilkår kan blive fremtidens eksportsucces.

Vækst må bestemmes kvalitativt og indholdsmæssigt

MandagMorgen har startet en bred politisk debat, bl.a. om vækst. (Læs her)

 Men vi er nødsaget til at spørge:
Hvad er det der skal vokse? Det må vi se meget mere indgående på. I den sammenhæng vil det utvivlsomt blive klart, at der er områder, hvor minus-vækst bliver nødvendig. F.eks. på transportområdet. Unødvendigt privat transportforbrug er noget vi ikke vedblivende kan tillade os. "Unødvendigt" siger jeg, hvem definerer det? Ja, det er lige akkurat problemet. Det må erkendes, at "evig vækst" er en umulighed. Der vil uvægerligt komme tilbageslag. Den demokratiske opgave er at styre disse, så de ikke får samfundstruende karakter. Vi kommer formentlig ikke uden om rationering på visse områder, hvis ikke det skal blive de stærke mod de svage. Velfærd, der koster mindre, vil forudsætte større beskedenhed hos alle de, der leverer velfærden. Men også hos leverandører af andre behov, funktionærer, arbejdere m.fl. Vi må lære at sætte vore krav til forbrug i bæredygtig relation til tilgængelige ressourcer, samt ikke mindst til behovet hos milliarder af fattige kloden over. De foranstaltninger det vil kræve, kan ikke etableres indenfor den kapitalistiske økonomi.
 Kun direkte politisk indgriben i disse forhold vil være effektive. Om de vil blive totalitære eller demokratiske kan kun fremtiden vise.

Underlige kapitalisme, underlige Signatur

”Nogen gange er kapitalismen meget underlig”. Her har Tøger Seidenfaden i dagens Signatur  (13/11 Læs her) vist leveret en ny replik til Rytteriets Fritz og Poul. Man ser de to rigmænd for sig, kommenterende en bekendts milliongevinst på etableringen af en snørebåndsfabrik i Kina. ”Snørebånd, kære Fritz, det er da vist kun de fattige, der bruger dem?”

Spøg til side. Gennem mange år har jeg med ujævne mellemrum i (afviste) læserbreve opfordret Politiken til at afsætte ressourcer til en dybtgående analyse af kapitalismens væsen.

Et sådant arbejde kunne eventuelt have afdækket, at det mest underlige ved kapitalismen, er vores urokkelige tro på den. Vores tro på, at den vækst, den dikterer, er den eneste vej frem. Hvorledes er det gået til, at en økonomisk maksime er flyttet ind i vor mentalitet og tankevirksomhed, på en sådan måde, at den optræder som ligeværdig med, eller bestemmende for, andre identitetsgivende værdier. Det er underligt.

Den væsentligste, enkle forklaring er nok, at den har købt sig til denne position. Ved at vælte en overflod af (i nogle tilfælde uanstændigt højt) forbrug ud over sine proselytter. Med store sociale uligheder som konsekvens. En anden del af forklaringen er naturligvis, at det fra tid til anden, hist og her, er lykkedes, gennem det vi kalder velfærd,  at afbøde de værste udslag af dens frie skalten og valten med natur og mennesker. Men dette sidste bliver, på dens aktuelle udviklingsstade, mere og mere vanskeligt. Og så dukker problemer op, som selv en chefredaktør ikke kan forstå.

Det underligste ved kapitalismen er nok, at der ikke er nogen logisk sammenhæng mellem den indsats mennesker yder, og den belønning de får. Det mest underlige er dog, at den tillader mennesker at ophobe enorme, ubegribelige kapitalsummer, uden at arbejde (det gør bl.a. Saxo Banks computersystemer), for at vi derefter må se disse ”rigdomme” destabilisere, tendentielt true, vore samfund.

I samme dags avis siger bankdirektør Peter Straarup ”Vi ville have fået en helt anden samfundsorden”, hvis ikke det var lykkedes staterne (midlertidigt?) at inddæmme finanskrisens ødelæggelser.

Det er underligt, at vi ikke i tide selv kan etablere den nye samfundsorden, baseret på rationelle og mellemmenneskelige overvejelser. I stedet for, som nu, at måtte vente på den underlige kapitalismes ubestemte venden op og ned på vore, og ikke mindst vore efterkommeres, liv og levevilkår.

Sendt til Politiken og TS d.d. - ikke bragt

Middelklassepanik eller Politikens Signatur

To dage i rap har to af Politikens stjernejournalister, Lars Trier Mogensen Læs her og Per Michael Jespersen Læs her, eksemplificeret, hvorledes den velbjergede middelklasse nu føler sig truet på eksistensen.

    LTM går 9. nov. til angreb på de medborgere han, med sikker sans for god debattone, kalder ”dødslobbyen”. Den består af alle de forkælede ældre, som rejser billigt med tog, betaler mindre på museer og i nogle tilfælde får nedsat deres ejendomsskat. Ikke nok med det, de har også alt for let til at blive behandlet, hvis de, som mange gør, får problemer med helbredet. Sådanne urimelige fordele bør, iflg. LTM, beskæres, således at der kan blive mulighed for skattenedsættelser og flere penge til uddannelse af de unge. Sidstnævnte tiltag er en forudsætning for at vi kan klare os i den globale konkurrence, sandsynligvis for derved at sikre at middelklassens langt højere forbrug også kan opretholdes i fremtiden.

Er produktivitet altid smart?

I Politiken i dag slår Per Michael Jespersen et slag for at nogle af os i Danmark skal være lidt smartere. (Læs her) Det er nemlig smarthed der kan gøre ”os” (hvem spørger jeg) mere produktive, og det er det det gælder om at være.

Dette fik mig til på Politikens netavis at kommentere således:

De smarte narrer de mindre smarte, slet og ret. Når forældre presses til at købe dyrt mærkevaretøj til deres børn, så er de oppe mod en overgennemsnitligt produktiv tøjfabrikant. Produktivitet er en teknisk term, som i en kapitalistisk økonomi betyder at producenten maksimerer forholdet mellem indsats og udbytte. Hvorledes dette kommer til udtryk på samfundsplan er i princippet uforudsigeligt. (netkommentar slut)

Kapitalens universitet?

Med en fælleserklæring i Politiken d. 28/10 udsteder direktør Søren Sørensen, Grundfos og rektor Finn Kjærsdam, Aalborg universitet endnu et vidnesbyrd om den hastigt voksende sammensmeltning af kapital og universitet. Der skal flere midler til forskning og "Pengene skal ud at arbejde på universiteterne i samarbejde med virksomhederne og deres produktion..." 

Påstanden i de to herrers indlæg er, at universiteterne kan dæmme op for fyringer a la Vestas ved at uddanne de eksperter erhvervslivet har brug for. Derfor skal universiteterne have flere penge til dette.