Hendes indledende analyse var da også ret fyldestgørende. Seks tendenser har præget udviklingen på uddannelses institutionerne (og i samfundet?): fra fælleskab til individualisering; fra selvstyre til selveje; fra faglighed til New Public Management; fra forskning til faktura; fra kalds- til lønmodtagerbevidsthed og sluttelig fra myndiggørelse til proletarisering. Om det sidste gælder de ansatte eller de studerende, eller begge grupper, fik jeg ikke fat i.
MB havde i sit virke på SDU oplevet hvordan vækst og viden havde udmanøvreret erkendelse og indsigt som målsætninger.
Og hun udkastede et Magna Charta for universiteterne, hvis enkelte punkter jeg desværre ikke fik noteret mig. Jeg vil prøve at få hende til at sende mig sine PP. Så vender jeg tilbage.
En konklusion var imidlertid, at der er for meget lønmodtagerbevidsthed og for lidt kald over indstillingen på universiteterne. Jeg spurgte, om det ikke netop var kravene til vækst og økonomisk relevans i uddannelserne der havde resulteret i den udvikling, så at sige på dialektisk vis. Jeg er ikke sikker på at mit spørgsmål blev forstået, da MB replicerede at man da ikke kunne stille sig ligegyldig overfor hvorledes samfundets ressourcer til uddannelse blev anvendt. Under alle omstændigheder: som repræsentant for et (hyper?)liberalt parti kunne det være spændende at følge MB og hendes tanker om en renæssance for kaldsbevidsthed som en drivende kraft på universiteter og uddannelsesinstitutioner. Skal vi tilbage til et denne gang oplyst professorvælde?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar