Problemerne med folkeskolen (og vore uddannelsessystemer i det hele taget) er, at der kan konstateres en tilsyneladende bred samfundsmæssig accept af, at økonomisk vækst og konkurrenceevne skal være overordnede præmisser for samfundets udvikling. Denne accept har bevirket, at stærke kræfter indenfor de pædagogiske videnskaber mener at have fundet frem til de metoder, som folkeskolen skal anvende, for at ruste børnene bedst muligt til at tage de udfordringer op, som styrket vækst og konkurrenceevne vil kræve. Dette kræver opgivelse af flere af de humanistiske og pædagogiske dannelsesidealer, som hidtil, med større eller mindre styrke gennem tiden, har ligget til grund for vores forhold til børnenes skolegang. En situation som har som baggrund og styrkes af den kendsgerning, at de samfundsstrukturer, hvori de tidligere idealer opstod, er under drastisk ændring og opløsning. At opdrage og uddanne til fællesskab og demokrati bliver uhåndgribelige idealer, i takt med at disse fænomener kun med besvær kan lokaliseres i det omgivende samfund.
Et bud på en mulig udviklingsvej
Hvad der er behov for, er en større frihed for folkeskolen, kommunalpolitikere, skoleledere, lærere, elever og ikke mindst forældre, til at opstille andre mål for samfundsudviklingen end fortsat vækst og øget konkurrenceevne. Dette kan naturligvis ikke gøres i et tomrum. Og det er ikke kun en opgave for folkeskolen, men for hele uddannelsessektoren, gymnasier, erhvervs- og videregående uddannelser m.fl. Og det vil i stigende omfang gå op for borgerne, at det også er en opgave for samfundet som sådant.
Det erkendes i stadigt voksende kredse, at det træk på naturressourcerne, som vor nuværende livsstil og levestandard forudsætter, ikke er holdbart. Vi kan derfor lige så godt først som sidst indstille os på en mere bæredygtig tilværelse.
Nu forholder det sig heldigvis således, at de pædagogiske og uddannelsesmæssige ideologier, som lægger vægt på vækst og konkurrenceevne og bejler til PISA,, ikke er de eneste på bjerget. Indenfor tænketanken SOPHIA pågår et stort arbejde med at fastholde de uddannelses- og dannelsesidealer, som vi hidtil her i landet har sat højt. Læs her
Eksempelvis afholdt man i sept. 2010 et møde under overskriften ”Revisortankegangen truer professionsidentiteten” med begrundelsen ”Der er brug for alternative visioner for fremtidens uddannelser, som platform for kritik af neoliberalismens påvirkning af uddannelsessytemet.” Læs her
Medens den overordnede tilgang til problemerne i SOPHIA synes at være moderat revisionistisk, så findes der underprojekter som går mere radikalt til værks. Et af disse er Jakob Jespersens ”Education for a small planet” med dette afsæt:
”De biofysiske betingelser for menneskers liv på jorden i dette århundrede vil blive væsensforskellige fra dem, der prægede det forgangne århundrede. Derfor er der brug for en uddannelse, som matcher de enorme udfordringer, som mennesker og samfund kommer til at stå overfor i form af muldsvind, vandmangel, ustabilt klima og energimangel.” Læs her
På allersidste side af et større skrift, 'Glokalborgeren', som JJ har lagt ud på sin hjemmeside, siger han bl.m.a. ”I en verden hvor der skal være nogenlunde lige adgang til verdens ressourcer for alle mennesker i hele verden betyder det at vi i Danmark skal have meget mindre...Vi har en øget viden om hvad der gør mennesker tilfredse og det er ikke et stort ressourceforbrug. Vi har ligeledes en øget viden om effektiv udnyttelse af ressourcer, genanvendelse osv. Derfor er der et stort potentiale for det gode liv i Danmark med et ressourceforbrug, som kun er en brøkdel af det nuværende.” (s.31) Læs her
Det bør være indsigter i stil med disse, som lægges til grund for et nyt uddannelsesideal. Et ideal som skal have en konkret forankring i det lokale samfund. Det har været et gennemgående træk i de mange reaktioner på den sidste Pisa-undersøgelses skuffende resultater, at forældre i langt højere grad skal tage ansvar for deres børn læring. Desuden viser den demografiske udvikling , at vi i fremtiden vil stå med store grupper af raske og rørige ældre, som har forladt arbejdsmarkedet.
Nye sociale strukturer
Man kan derfor forestille sig, at der på lokalt plan etableres nye sociale strukturer omkring hvad man kunne kalde ”bæredygtighedsprojekter”, med det formål at reducere såvel det offentlige som det private forbrug i et eller andet omfang. Deltagerne i et sådant projekt kan være folkeskoler, gymnasier, højere uddannelser, hvis elever og ansatte er knyttet (mer eller mindre) til lokalområdet. Desuden skulle forældre og aktive ældre indgå i personkredsen. Det lokale plan kunne i nogle tilfælde være en kommune, i andre en mindre by eller en bydel. Men det kunne også være en almennyttig boligforening, eller sågar en enkelt karre. Den uddannelsesmæssig pointe ligger i, at eleverne deltager i konkrete samfundsaktiviteter med mening, hvilket vil være stærkt motiverende for de fleste. Samtidig betyder koblingen mellem uddannelse og samfund, at alle parter får en bedre indsigt i de dynamikker, som fremmer forståelse og solidaritet.
Dette lyder naturligvis vidtløftigt og overidealistisk. Men hvis man erkender, at uanset hvad vi gør, så vil vi af udviklingen blive tvunget til radikale omlægninger af vore levevilkår , så kunne en strategi som den jeg her foreslår, sammen med andre tiltag i samme retning, udgøre et rationelt, ansvarligt og socialt og menneskeligt afbalanceret forsøg på en tilpasning til de nye tider.
Jeg har sakset den kinesiske økonom Ha-Joon Changs udtalelser til Information d. 3/2-2011:
Eksportér verdens bedste livsstil
Tværs over det politiske spektrum i Danmark er der enighed om, at mere økonomisk vækst er vejen frem – statsministeren har endda gjort det til sit mål, at vi skal være verdens rigeste målt i kroner og øre.
Men et land i Danmarks situation burde tænke lige modsat, mener Ha-Joon Chang:»Jeres indkomstniveau taget i betragtning er der intet, som tyder på, at hurtigere vækst vil gøre jer gladere,« siger han.»Prøv i stedet at nedsætte arbejdstiden, reducere jeres CO2-aftryk og finde en bedre måde at leve på. I kan sælge jeres livsstil som et alternativ til den amerikanske, mere materialistiske. Hvis I efterfølgende kan overbevise verden om, at I har den bedste levevis, vil en masse mennesker købe jeres produkter, hvilket til dels også vil løse jeres eksport- og vækstproblemer. Så paradoksalt nok kunne I dække jeres behov langt bedre ved ikke at følge det materialistiske syn på det gode liv.« Læs her
Med andre ord: At kunne overleve på humane vilkår kan blive fremtidens eksportsucces.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar