Frygten for Kina - at ændre samfund og skole i samme proces

”Mens optimismen vinder frem i Asien, er Vesten ramt af frygt, og det forplanter sig negativt til uddannelsessystemet. Er positive følelser hemmeligheden bag, at asiatiske lande stormer frem i internationale undersøgelser som PISA?”

Sådan lyder manchetten til en artikel, ”Er frygten for Kina vores eneste håb?”, i det seneste nummer af ”Asterisk” uddannelsestidsskriftet som udgives af DPU. Læs her

En anden artikel har titlen: ”Kinesernes drøm er at forbruge som os, vores mareridt er at arbejde som dem.” Det er den franske politolog Dominique Moïsi, som har udtalt dette. Dette synes dog at være en lidt for forenklet konstatering.

En tredje artikel, ”En håbløs pædagogik”, konstaterer, at ”Opdragelse og uddannelse har gennem historien været båret af håb om frelse, fremskridt, frihed og lighed. I dag er frygten blevet drivkraften, når dansk uddannelsespolitik udformes.”

Men hvad er det da for en frygt, der er tale om? Jeg tror, at det er frygten hos politikerne, for ikke at kunne styre et samfund ved, gennem fortsat (høj?) vækst, at lægge et forsonende skær over tidligere tiders fejludviklinger. Jeg tror, at det er frygten hos borgerne for at deres (og efterkommernes) levevilkår og forbrugsmuligheder ikke kan opretholdes på det niveau, vi har vænnet os til. Jfr. interviewet i Politken i dag, lørdag d. 5/3 (2011) med forfatter og lektor i politisk økonomi Peter Nielsen., som siger: ”Forbrug gennemsyrer vores identiteter og handlemåder og skaber vores opfattelse af, hvad der er værdifuldt.”

Når hertil lægges, at eftersom vi hver eneste dag i medierne hører om forestående ressource- og miljøproblemer, så føjes endnu et frygtskabende element til den samfundsmæssige bevidsthed, som ligger bag vores holdninger til uddannelse i bred forstand.

Min pointe skal være, at vi som samfund ikke har en klar forestilling om, hvor vi vil hen og hvor vi er på vej hen. En situation som er totalt forskellig fra et land som Kina. At de så om ikke alt for længe formentlig vil stå i samme situation, som vi er i nu, ændrer ikke ved det øjeblikkelige billede.

Oprør og opbrud præger situationen i stadig flere lande i verden. Det vil også blive nødvendigt med et folkeligt oprør i vor del af verden, et oprør mod den hovedløse drift mod en fortsat økonomisk vækst med udvidelse af vort forbrug som målsætning. Udfordringen bliver at ændre folk og folkeskole i en og samme proces. At vi sætter nye mål for vort samfund og vor skole.

(Læs videre nedenfor) (Eller her)