Kriserne i EU

I Weekendavisen 18/11-11 prøver Leif Blædel, med svært gennemskuelige referencer til Estrup, det gamle Landsting og folkeafstemninger i Schweiz, at latterliggøre Informations Rune Lykkeberg, som i en artikel 4/11 (læs her) havde kritiseret at trojkaen (EU, IMF og ECB) havde formået at undertrykke græske Papandreous ønske om en folkeafstemning. En folkeafstemning om en hjælpepakke, som mange år frem i tiden vil binde det græske demokratis muligheder for at tage beslutninger om egne forhold. Nedenstående citater kan illustrere, at Lykkeberg ikke står alene med sine bekymringer over udviklingen. Omvendt må det konstateres, at Leif Blædel tilsyneladende ikke ser nogle problemer i, at udviklingen i EU med accellererende hastighed går mod et ekspert- og toppolitikerdiktatur, uden den ringeste opbakning fra store befolkningsmajoriteter.

Erik O. Eriksen, Director ARENA Centre for European Studies, Oslo:

"With his initiative, Papandreou has put democracy on the agenda and demonstrated what is now at stake. He has forcefully made clear the fact that the management of the eurozone crisis is a battle over what should have the upper hand: Economics or politics? Capitalism or democracy?" (Læs her)

Jürgen Habermas i 'Information' 19.-20. nov.:  (Læs her)

"Papandreou opgav planen om en folkeafstemning, da hans finansminister ved daggry forvandlede sig til en Brutus. Om eftermiddagen samme dag kunne Reuters melde, at euroen »reagerede på den græske regerings nært forestående sammenbrud« med betydelige stigninger, og at de europæiske børsers aktieindekser udviste opadgående tendenser. Først peripetien (græsk for ’dramatisk vending’, red.) i form af Papandreous kovending afslørede den kyniske betydning af dette græske drama: At mindre demokrati er bedre for markederne. Med rette har Frank Schirrmacher diagnosticeret hele affæren som et farvel til europæiske idealer.
....

Man kan ikke kun lære af Papandreous som tragisk helt. Også som en magttaktiker, der ville trække tæppet væk under en skruppelløs oppositions politisk-kriminelle rænkespil har han knapt en uge efter den formodet forkromede løsning blotlagt utilregneligheden i et splittet EU."

Det er efterhånden ikke længere et spørgsmål om, men hvornår, EU falder fra hinanden. Det burde derfor være en topprioritet for alle ansvarlige politikere i regionen, allerede nu at tage de nødvendige skridt, således at et sådant (forudsigeligt) sammenbrud kan få mindst muligt ødelæggende konsekvenser for befolkningerne. Som en sidste enkeltstående handling, kunne de jo passende enes om et forpligtende og altomfattende indgreb mod den globale finanskapital. Som det derefter måtte være op til de enkelte nationer at administrere i dialog med befolkningerne.

Så kunne man håbe på, at de enkelte nationer var i stand til at etablere relativt kapitaluafhængige systemer. Som kunne danne baggrund for mere omfattende organiseringer på globalt plan om 50-100 år. Det ville nok i de enkelte lande kræve oprettelse af regionale økonomier, af en sådan størrelse og række vidde, at det var muligt for befolkningerne at styre dem politisk. Den mulighed er i øjeblikket ikke-eksisterende, som det tydeligt turde fremgå af situationen.