Kampen om folkeskolen

Med dagens kronik (Læs her) i Politiken affyrer undervisningsminister Tine Nedergaard det seneste skud i den kamp om folkeskolen, som har udspillet sig i de seneste år. Denne krig tog for alvor til i styrke med introduktionen af PISA-undersøgelserne i begyndelsen af 00'erne. Folkene bag disse undersøgelser hævdede at kunne se en sammenhæng mellem skolelevers prøveresultater og landenes økonomiske placering internationalt.

”PISA-undersøgelsen, som bruges til at måle og sammenligne landenes uddannelsesniveau, er uvidenskabelig og producerer udelukkende politiske argumenter, der kan bruges efter smag og behag. Sådan lyder kritikken fra 15 forskere fra syv europæiske lande, der mandag offentliggør en kritisk gennemgang af PISA-undersøgelsens formål og metoder.” Dette kunne man læse i Politiken 2/12-2007. Læs her

Ikke desto mindre er ideologien bag denne form for uddannelsespædagogik blevet grundstenen bag uddannelserne hos DPU, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, i form af den såkaldte evidenspædagogik. Det er da også tydeligt for enhver, der kender til forholdene der, at det er kredsen omkring DPU's leder, professor Lars Qvortrup, der har været pennefører for undervisningsministerens kronik.

På et enkelt punkt, mål 5, i regeringens 7-måls program for ”en ny og bedre folkeskole” er der dog sket en kosmetisk ændring, måske for ikke alt for tydeligt at afsløre kronikkens inspirationskilde. I et tidligere udkast lyder mål 5 nemlig således: ”Undervisningen skal i højere grad baseres på evidens. Derfor skal forskningen i, hvad der virker, styrkes i et samarbejde mellem universiteter og professionshøjskoler og ud på skolerne.”

Det er i kronikken blevet til, at ”Undervisningen skal baseres på viden, ikke på vane” men i den efterfølgende lyriske beskrivelse af resultatet anno 2020 lægges der ikke skjul på, at folkeskolelærerne skal have deres aktiviteter rettet ind efter de seneste videnskabelige undersøgelsesresultater.

Lad der ikke herske tvivl om, at videnskab kan være godt som baggrund for undervisning af kommende generationer. Men værdien står og falder med, hvilke videnskaber, der bliver de normsættende. Der er videnskaber, mest udpræget de fleste økonomiske, der virker blinde overfor de udfordringer vore børnebørn vil stå overfor. Og der er andre som har øje for, at vi af mange grunde ikke kan fortsætte den form for vækst, som i øjeblikket er den eneste gyldige.

Der er modstandere af DPU's overordnede tilgang, også blandt forskere ved DPU, samt på andre af landets forskningsinstitutioner, hvor man bedriver uddannelsesforskning. Således udtalte Paola Valero til ugebladet Ingeniøren i forbindelse med sin tiltræden som professor i uddannelsesforskning (matematik og naturfag) ved Aalborg universitet: ”Evidensbaseret pædagogik er noget crap” og hun fortsatte ”..hvis vi fortsætter med at stirre os blinde på fagligheden, vil vi aldrig kunne udvikle skolen i samklang med den generelle udvikling i samfundet.” Læs her

Men hos DPU sætter man økonomien som motoren bag pædagogikken, forstået på den måde, at vi skal undervise ligesom de lande der p.t. klarer sig bedst i den globale konkurrence, målt ved hjælp af PISA.

På DPU udgiver man magasinet Asterisk. I novembernummeret med temaet 'Opdragelse til demokrati' er professor Lars Qvortrup forfatter til en leder med titlen 'Economy stupid'. I den hedder det, at ”også på uddannelsesområdet er økonomien blevet det afgørende argument.” Og hvis vi vil sikre, ”at også vores børnebørn har råd til at komme på alderdomshjem” så skal vi blot sørge for, at ”Danmark forbedrer sin PISA-score med det der svarer til 25 point over de næste år” thi så ”vil resultatet være 250 procents forøgelse af bruttonationalproduktet i 2090.” 250 procent??? 2090???  Læs her

Her ville jeg gerne harcellere, men det synes omsonst. Det turde imidlertid stå klart, at det er på høje tid, at vi får befolkningen involveret i disse for vore efterkommere aldeles skæbnesvangre beslutninger.

Sendt til Politiken d.d. - ikke bragt.