Det var pinligt at se og høre Politikens Per Michael Jespersen i debat med Børsens Christopher Arzrouni i Deadline fredag d. 3. februar. Se og hør selv her.
Hele seancen var et stort belæg for den kritik, jeg ved flere lejligheder har rejst overfor Politiken, nemlig at man ikke har en klar og underbygget holdning til det kapitalistiske system, som i uhyggeligt voksende omfang dikterer vore tænke- og handlingsmønstre. Det er naturligvis en kritik, som med rette kan stiles til 99.9% af politikere, medier og meningsdannere, men man er jo nødt til at begynde et sted.
I løbet af debatten med Arzrouni fik PMJ introduceret et par nydannelser i kapitalismeanalysen (et noget misanvendt begreb i denne sammenhæng): den perverterede og den pragmatiske kapitalisme.
Den perverterede udgave er finanskapitalen, som kun har et for øje, nemlig at score kassen ved at lade kapitalerne hoppe ud og ind af markederne flere tusinde gange i døgnet. Hver gang kan der høstes en lille gevinst eller et lille tab, fidusen er, at ved dagens ende, er der plus på saldoen (hvis man er dygtig subs. heldig). Den sikre gevinst scores af alle Gekkoerne, som tjener kassen både ved tab og gevinst. Ikke mærkeligt, at David Cameron står vagt om det system.
Den pragmatiske kapitalisme iflg. PMJ er den gode gamle fabriksherre, med fabrikken placeret med sine rygende skorstene i det lille lokalsamfund. Jeg er gammel nok til at huske den tid, da fabrikanten var så stolt af sin fabrik, at et billede af den simpelthen var firmaets logo. Den tids kapitalist lod bygge små pæne boliger til arbejderne, og hver jul blev de inviteret op på godset til glögg og småkager (eller hvad man nu foretrak der på egnen). Afvigere har naturligvis eksisteret, har man set den svenske film 'Morderenglen' vil man vide, hvad jeg tænker på.
Med denne henrivende kapitalismeopfattelse, kom PMJ i Arzrounis øjne til at ligne den lækre bøf, som Pluto i barndommens Disneyfilm så i sine drømme i hundehuset. Han behøvede bare at slå automatpiloten til, og ud kom historien om de fæle stater som havde undladt at kontrollere renten og, fy skamme, oven i købet havde givet grønt lys for udlån til fattige amerikanere, som derved blev i stand til at købe huse på betingelser, som beskæftigelsen i det kapitalistiske system slet ikke satte dem i stand til at overholde. Så oprømt blev Arzrouni over det ikke eksisterende modspil, at han kunne slippe afsted med at postulere, at det kapitalistiske system i virkeligheden er en måde at rette fejl i økonomien på, og spekulanterne er i virkeligheden offentlighedens tjenere, idet de, gennem deres selvforgyldende aktiviteter, er med til at gøre opmærksom på, at systemet ikke virker. Ja, vi skal vel egentlig også være taknemmelige for alle de små kræftceller, fordi de er der til at gøre opmærksom på en hæslig sygdom!
Det eneste lille glimmer af håb i denne 'duel' var, at vi hastigt nærmer os det lavpunkt i dumhed, hvor kurven da vel for pokker må vende. Hvis ikke, ser det i sandhed sort ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar