En liberalistisk velfærdsstat ?

I 1991 kommenterede jeg Hennings Fonsmarks bog "Historien om den danske utopi" - en bog som på mange måder kan hævdes at være forløber for disse dages liberalistiske kritik af velfærdsstaten, som f.eks. Henrik Gade Jensens nylige bog "Menneskekærlighedens værk".  Jeg afsluttede min kommentar således:

Velfærdsdemokrati eller velfærdsstat?
Det var udviklingen af velfærdsdemokratiet, efterhånden under total dominans af de socialdemokratiske elitetropper, som førte til etablering af velfærdsstaten. Den stat hvor vælgerne blev overtalt til at yde hinanden stadigt flere offentlige ydelser. Dette førte til et liv i overdreven luksus, som kun kunne finansieres på een måde, gennem såvel privat som offentlig gældsætning, hvor det især er den sidste der er uacceptabel.
Således kan man i kort og karikeret form sammentrænge Fonsmarks kritik af det han med titlen på sin bog har benævnt "den danske utopi". Denne bestod altså i, at politikerne og deres vælgere troede at man ukritisk kunne lade forbrugsmulighederne brede sig ud over hele befolkningen, uden at skele til på hvilke betingelser og under hvilke forudsætninger.
Det var denne ustandselige tilbøjelighed hos de herskende eliter til at ville "opdrage" befolkningen til gensidig hensyntagen og solidaritet, som førte til at vi blev så rare ved hinanden, at vi overskred vor økonomiske og produktive formåen. Igen ifølge Fonsmark.
Hvad burde man da have gjort i stedet? Hvordan ville den sande liberalist have handlet, hvis det havde været "den liberalistiske utopi" der var kommet på dagsordenen, og ikke som det skete, den kollektivistiske?
Dette udarbejder Fonsmark ikke i detaljer. Det nærmeste man kommer en positiv udmelding fra hans side i bogen kan læses på s. 196. Her citerer Fonsmark med helhjertet tilslutning en passus fra en artikel skrevet af den konservative Poul Møller i 1962:
"Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er 'samfundets skyld', så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn. Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret. Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et nyt frit samfund. Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne. Det lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andet ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært. Et hvilketsomhelst andet grundlag vil - om ikke formelt - så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers 'Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst' bliver folkestyrets svanesang."
Henning Fonsmark afslutter dette citat med disse hans egne ord:
"Dette er gengivet så udførligt, fordi det - i al sin gribende enkelthed - fortæller næsten alt om, hvad der er baggrunden for denne bogs fremstiling af demokratiets vilkår i Danmark efter 1945. Det enkle, for alle forståelige budskab om folkestyrets væsen i forhold til sit folk kan formuleres i det antal linjer, som Poul Møller her har brugt." (Fonsmark, 1990:197)
Og denne citatcitør vil slutte med, at disse udtalelser i al deres gribende enkelhed ikke er det dårligste udgangspunkt for en afsøgning af forholdet mellem statsmagt, levevilkår og livsformer set fra liberalismens position. Slut på citat fra 1991

Mine sidste linier skulle vistnok henvise til den kendsgerning, at især den fremhævede præmis i Poul Møllers ord forekom mig mere end problematisk. De sidste par års udvikling i vore økonomier har nu endegyldigt dokumenteret, at præmissen ikke holder. Hverken vælgere eller valgte er i dag oplyste, ansvarlige eller modne nok til at hamle op med de problemer, der tårner sig op dag for dag.

Hele min kommentar fra 1991 kan læses  her.

Folket vs. folkestyret - en artikel af Bo Lidegaard i Politiken

Efter at have lagt nedenstående ud her, fik jeg denne email:

Kære Ib Jørgensen

Vi er blevet opmærksomme på, at du på din blog http://www.bloggeroeven.blogspot.com/ gengiver store dele af en artikel fra Politiken. Det er - som du bør vide - klart ulovligt. Jeg skal bede dig fjerne artiklen omgående. For krænkelsen af Politikens ophavsret følger med posten et erstatningskrav på 3.000 kr.

Venlig hilsen

____________________

Kirsten Skylv

POLITIKEN

Rådhuspladsen 37

DK-1785  København V

 

 Jeg har rådført mig med en pressejurist, som mener at ca. 25% direkte citering er OK, hvis kommentarerne fylder væsentligt mere. Det prøver jeg så at overholde nedenfor. Jeg finder det imidlertid ikke rimeligt, at skulle betale nogen erstatning.
Politiken har d. 18. jan. frafaldet kravet om erstatning.

Da jeg i oktober 2010 startede denne blog, var det med en erklæring om, at især dagbladet Politiken's vattede holdning til den globale finanskrise i særdeleshed og kapitalismen i almindelighed, forekom mig at være stærkt utilfredsstillende. Som mangeårig abonnent var det blevet mig en hyppig kilde til irritation, at se hvorledes bladets medarbejdere, incl. daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden, godt kunne kritisere de værste udslag af vort økonomiske system, men uden at vise vilje (evne, mod?) til at søge ondets rod, dets radix, hvilket man skulle forvente af en selverklæret radixal avis. Hvorledes denne min utilfredshed er kommet til udtryk siden da, kan man informere sig om her.

Tingene blev ikke bedre efter den nye chefredaktør, Bo Lidegaards tiltræden, næmere tværtimod. De bonede gulve og diplomatiets omgangstone blev endnu mere fremtrædende end i Seidenfadens tid. BL's nedstamning fra højskolemiljøet var ikke til at få øje på. Så meget desto mere glædeligt var det nytårsdag at kunne læse analysen på bagsiden af tillægget PS, skrevet af BL under overskriften 'Folket vs. folkestyret'. Desværre har man ikke fundet det påkrævet, at lægge netop denne artikel ud på bladets hjemmeside. Jeg mailede til BL selv samt debatredaktionen og ankede over dette, da jeg gerne ville kunne henvise til artiklen her på min blog. Jeg 'truede' med at hvis det ikke skete, ville jeg offentliggøre den. Dette sker nu, dels i direkte citat og/eller referat nedenfor. Jeg havde oprindeligt tænkt mig at simpelthen afskrive hele historien. Men så besluttede jeg mig til kun at bringe de udvalgte dele, som jeg især finder markante, i håbet om at dette måske kan få bladet til at bringe hele artiklen på hjemmesiden. For yderligere at 'provokere' vil jeg tilføje mine egne tolkninger af BL's ord og de forventninger, jeg på den baggrund har til bladets fremtidige redaktionelle linje.

BL indleder med at konstatere, at efter Anden Verdenskrig lykkedes det USA og Vesteuropa at etablere en livskraftig udviklingsdynamik, baseret på 4 hjørnesten:

- demokrati

- liberal markedsøkonomi

- internationale institutioner

- nationalstaten, udgørende rammen for de tre første

Det er efter BL's mening pga disse hjørnesten, at genforeningen af Europa lykkedes og at vi fik etableret en vellykket vestlig udviklingsmodel. Her burde det måske have været tilføjet, at en af de væsentlige medvirkende faktorer var Marshall-hjælpen, hvis erklærede formål var at holde kommunismen ude af Vesteuropa. Bl.a. fordi dette lukkedes, fik disse hjørnestenhvad BL kalder "noget nær hellig status". Nationalstaternes afgjorte suverænitet var i den sammenhæng betydningsfuld. Om de fire hjørnesten hedder det imidlertid:

"Men disse værdier er lige så stille gledet i baggrunden, fortrængt af en konstant fællesnævner i form af fortsat økonomisk og materiel vækst. Væksten opfatter vi på en og samme tid som målet for vor bestræbelse og som midlet til at nå dette mål gennem ny innovation og beskæftigelse."

Fremhævelser er mine. Jeg håber, at dette nøgterne syn på væksten vil slå igennem, således at vi ikke i fremtiden i Politiken skal se uspecificerede henvisninger til vækst, slet og ret, som vej ud af vore aktuelle problemer. Det er mere end nogensinde af betydning at få slået fast, at en fornuftig vej ud af de kriser vi står med, ikke kan finde deres løsning på hidtil kendte måder. BL er enig i dette, idet han siger, at den model vi kender, ikke længere kan give de nødvendige svar. Dette fører, ikke underligt, til forvirring hos vore politikere, og som BL siger

" Når vore politikere fremstår som rådvilde, skyldes det ganske enkelt, at de er det."

Ja, lige netop - og det bør i allerhøjeste grad få konsekvenser for den måde man i fremtiden vil se Politikens medarbejdere behandle politikernes udtalelser. Få blotlagt den rådvildhed, i stedet for at sløre den. Befolkningen har krav på at få at vide, at politikerne ikke kan gennemskue situationens alvor. Eller, hvis de kan, søger at stikke os blår i øjnene, så vi ikke får kendskab til de faktiske forhold. Som jeg har fremhævet i tidligere indlæg her på bloggen, har der hidtil, måske indtil nu, hersket den grundholdning på bladet, at en mere fornuftig anvendelse af den model, som BL nu afskriver, ville være vejen frem. En egentlig dybtgående analyse af kapitalismen har man ikke set tilløb til. Forhåbentlig er nye takter nu ved at blive slået an.

BL konstaterer også at tendenserne til at internationale aftaler kan sætte vælgerne udenfor indflydelse, får disse til at nære mistillid til de politiske ledere, som under henvisning til sådanne aftaler kan søge at fralægge sig deres ansvar. Hertil kan tilføjes, at den rådvildhed, BL omtaler, er forskelligt fordelt og af forskellig karakter, selv inden for de enkelte partier. Se blot til den nuværende uenighed omkring en betalingsring ved København. Her er holdningen, at det ikke må kunne mærkes at gennemføre ændringer i trafikmønstret. Opstilling af vindmøller skal helst kunne ske, uden at nogen opdager det.. Indførelse af sundhedsfremmende reguleringer m.m. Børn skal da have lov til at spise, hvad de vil. På disse områder viser det sig gang på gang, at der ikke er parathed til at foretage de nødvendige ændringer, hverken blandt borgere eller lokale politikere.
En manglende parathed der kan tages som udtryk for den rådvildhed, BL omtaler.

BL mener ikke, at EU har evnet at skabe overbevisende demokratiske rammer omkring sit virke. Og de forslag til løsninger af de økonomiske og forfatningsmæssige kriser, som ligger på bordet, bygger alt for meget på traditionelle økonomiske forestillinger om øgning af det private forbrug, finansielle stramninger og lavere skat. Men som BL konstaterer

"Ingen indregner, at verden er omkalfatret, råvare- og energipriser eksploderet og udsigten til traditionel ikkegrøn vækst i EU og USA uden hold i virkeligheden."

Dette bør få den konsekvens, at Politiken fremover vil tage afstand traditionelle vækstforestillinger. Når politikere og erhvervsfolk fremover får lov til at tale om vækst, så må det kræves af dem, at de kan sandsynliggøre at der er tale om grøn vækst. Det sidste fænomen bør iøvrigt gøres til genstand for en gennemgribende analyse. Ikke al vækst, som synes grøn, er langtfra uden ikkegrønne konsekvenser.

Især ungdommen har BL's sympati og opmærksomhed. De ser hvorledes ungdomsarbejdsløsheden breder sig i USA og Europa. og deres tiltro til de gamle økonomiske modeller, som hidtil har været betragtet som de absolut bedste, bliver afløst af skepsis. Det synes klart at BL her især tænker på opstande og protester først i de sydeuropæiske lande, senere over hele klode i skikkelse af 'Occupy'-bevægelser af enhver art. Ungdommen konstaterer, at der sker et overforbug af naturressourcer og dette sammen med klimaforandringer skaber problemer for store befolkningsmasser, ligesom disse forhold har negative konsekvenser for deres egne fremtidsmuligheder. Oven i dette må de konstatere, at deres " ledere ser øget forbrug og vækst som eneste vej ud af krisen, men de samtidig forklarer, at vejen til at nå den er mindre offentlig velfærd og hårdere arbejde i længere tid til mindre løn. De noterer også, at en lille gruppe borgere, som i betænkelig grad ligner de politikere og finansielle ledere, der med størst iver præker tilbageholdenhed, oppebærer lønninger og opbygger formuer, som savner enhver forbindelse med de flestes hverdag."

Bo Lidegaard mener afsluttende, at der derfor er gode grunde til at de unge ønsker nye udviklingsveje. Hvis de skal støtte de fire hjørnesten, folkestyre, markedsøkonomi, internationalt samarbejde og en suveræn nationalstat, så kræves det at der fra og i disse kan ses troværdige svar på de udfordringer, vi står overfor.
BL afslutter:

"Folkestyret blev ikke skabt for at skabe økonomisk vækst. Og øgede forbrugsmuligheder er ikke demokratiets essens. Det er derimod tilliden til, at folket ikke kun har viljen, men også evnen til at tage ansvar for sin fremtid."

Og netop når det drejer sig de unge generationer, er det måske mediernes, herunder Politikens, mest påtrængende og altafgørende rolle og ansvar, at medvirke aktivt til at denne evne til at tage ansvar for klodens fremtid, opelskes og styrkes bedst muligt. Så hvis dette forhåbentlig kan aflæses i bladets fremtidige redaktionelle linje, så er der al mulig grund til at ønske os alle tillykke.

School Children Could Lead The Way On Sustainability (læs her)

...we need to encourage learning and change across whole communities. Children are well placed and also keen to take on wider roles and responsibilities as active (rather than passive) citizens in improving their communities -- for example, as activists in community based projects and campaigns, as community researchers, and as ambassadors of change in other schools and in community groups.
Some of the children in this study, for example, engaged in projects to encourage more sustainable approaches to food consumption involving community research into shopping habits, publishing a booklet about local opportunities for buying sustainable food, and lobbying supermarkets to decrease packaging and increase the stock of local produce. In another school, young people organised a No/Low Energy day in the school to explore what might be possible in reducing energy consumption.

Det lokale velfærdssamfund

(En reaktion på artikel om velfærdssamfundet af Jørn Henrik Petersen i dagens Information. Læs Her)

På basis af min forskning i lokalsamfundsorganisering i Chicago, skrev jeg i 1986 en artikel om nye livsformer på lokalt plan. I artiklen (læs den evt. her) konkluderede jeg således:

Det skal i denne forbindelse være min tese, at vel er en demokratisering af samfundet en tvingende nødvendighed, men ikke en hvilken som helst demokratisering. En demokratisering pa basis af den reelt eksisterende politiske bevidsthed i de gennemkapitaliserede vestlige samfund kan ikke blive andet og mere end en pseudo eller skin-demokratisering.... En demokratiseringsproces, der har et mere humant og retfærdigt samfund som sin målsætning, må efter min mening have indbygget i sig konkrete kapitalismekritiske og tendentielt kapitalismeafviklende elementer.

Gennem de sidste 10-15 år har det ikke skortet på analyser af den kapitalistiske og teknologiske udviklings konsekvenser for vore sociale systemer: arbejdsfællesskabets forfald, familiens funktionstømning, individualisering, atomisering, specialisering, marginalisering osv. Dette til trods har vi set meget få vellykkede forsøg på at etablere praktiske løsninger af disse meget reelle samfundsmæssige problemer. Der har naturligvis været masser af teoretisk inspirerede og individualistiske løsningsforsøg (produktions- og bofællesskaber, kollektiver, kommuner, men disse har kun på deklarationsplanet været skridt på vejen til en fundamental ændring af kapitalismen.

Lad det være sagt, så det ikke kan misforstås: livet under kapitalismen er ikke bar elendighed. I den vestlige verden er der stadigvæk tale om, at majoriteter af forskellig størrelse har deres på det tørre. Og har man de nødvendige intellektuelle og materielle ressourcer, så er det også muligt at unddrage sig de værste sociale og bevidsthedsmæssige konsekvenser af at leve i et kapitalistisk samfund. Man vælger at leve i et bofællesskab (en dyr boligform); man undlader at anskaffe sig et TV; man udnytter til fulde det selektivt understøttede kulturudbud; man sender sine børn i gods, selvstyrede privatskoler, etc. Der er tale om rimelige, fornuftige og ikke kritisable reaktioner på de betingelser det kapitalitiske samfund iøvrigt giver sine borgere. Men samtidig er det også løsninger, som kun er mulige, fordi de ikke afkræves det kapitalistiske samfund af alle. Og derfor bliver sådanne løsninger endnu et udtryk for det politiske "muskelsvind", som jeg indledningsvis postulerede.
Gennem de funktioner, vi er blevet tildelt i den samfundsmæssige arbejdsdeling, er vi selv medvirkende til at opretholde det samfundssystem, hvis negative konsekvenser vi mere eller mindre villigt kritiserer. En ansvarlig politisk debat vil ikke blot beskæftige sig med, hvordan vi kan hjælpe de fattige, de marginaliserede, osv. Den må også nødvendigvis inddrage nødvendige ændringer i de velbjergedes livsform og levestil, hvis vi skal nå frem til en rimelig situation for alle. Vi skal med andre ord have mennesker til at diskutere, hvordan de kan bidrage til en bedre social udvikling gennem at acceptere tilsyneladende forringelser af en levestandard, de er blevet tilvænnet. Den praktiske opgave, der således stiller sig, er at etablere de samfundsmæssige situationer, hvor en sådan debat får de bedste betingelser. Det er her, jeg ønsker at introducers det bevidst skabte autonome lokal- og arbejdsfællesskab som det mest realistiske instrument.
...
Tag saledes ungdomsarbejdsløsheden. Hvor længe vil forældre passivt affinde sig med, at deres børn sættes uden for det etablerede samfundsliv? Eller de selv, for den sags skyld, efterhånden som arbejdsløshed rammer flere og flere i de bedste arbejdsdygtige aldre og arbejdsløshedsunderstøttelsen forringes. Kunne det ikke blive en nærliggende tanke for et lokalsamfund at gå sammen om at skabe meningsfyldt arbejde for de arbejdsløse, arbejde som samtidig ville være til fordel for de stadigt beskæftigede? At etablere en virksomhed, hvis primære formål ikke skulle være et økonomisk overskud, men et socialt fællesskab. Hvor beboere som rationaliseringseksperter, EDB-folk, bankmennesker, arbejdsformidlere, socialrådgivere, fagforeningsformænd m.fl. kunne få lejlighed til at debattere og fortælle om deres daglige arbejdes betydning for den lokale og nationale arbejdsløshed. Med andre ord, udvikle spirerne til en livsform, som ville muliggøre en mere kvalificeret stillingtagen til samfundets problemer og dermed måske føre til gradvise ændringer i den politiske og økonomiske beslutningsproces. Det kunne meget vel tænkes, at en del af disse beslutninger ikke ville bryde afgørende med en kapitalrationel strategi. Men i så fald skulle det gerne være, fordi det var blevet sandsynliggjort gennem den interne debat i fællesskabet, at denne kapitalrationelle adfærd positivt kunne vises at være den i den givne situation optimale til opfyldelse af fællesskabets samfundssolidariske målsætning. Dette ville formentlig indebære, at det skulle kunne påvises, at anvendelsen af den kapitalrationelle strategi ikke ville indeholde elementer af udbytning og undertrykkelse. Selv tror jeg ikke meget på, at den situation kunne opstå - på den anden side er der ingen grund til at udelukke bestemte 1øsningsmodeller på forhånd.

Penge, magt og kærlighed

"Verden har ændret sig, det danske samfund har ændret sig, markederne har ændret sig, forbrugerne har ændret sig, og medarbejderne har ændret sig. Så hvorfor har vi ikke ændret vores måde at tænke på, vore begrebsapparater, vores måde at organisere os på?"
Dette er meget væsentlige konstateringer og helt afgørende spørgsmål som direktør Mette Bock [nu MF for Liberal Alliance] stillede i Børsens kronik d. 8/3-1993.

I en efterfølgende kronik - Penge, magt og kærlighed -  i samme avis d. 15/4-93, svarede jeg bl.a.:  (Læs hele mit svar her)

"Mit udgangspunkt skal være en opdeling af samfundet i stat, marked og civilsamfund. Mette Bock omtaler i sin kronik kun stat og marked direkte, medens det civile samfund er tilstede - vil jeg hævde - som det ikke omtalte tredje sted. Det sted nemlig, hvorfra Mette Bock kan udtrykke sin skepsis med hensyn til henholdsvis økonomiens, dvs. markedets, og det politiskes, dvs. statens, mangelfuldheder.
....
Lad os et kort øjeblik se på individets situation i den moderne, kapitalistiske nationalstat. Hvilke instanser kan den enkelte forlade sig på for at sikre sin eksistens. I første omgang vil man søge at gøre dette ved at etablere en god kontakt med markedet. Jo mere man er inde i varmen her, jo mindre behøver man at forlade sig på andre instanser. Det er naturligvis rart at staten sørger for en lang række servicefunktioner, men har man rigtigt styr på markedet så er man ikke direkte afhængig af dem. Lad det være sagt med det samme: det er meget få mennesker vi her taler om. Bl.a. fordi staten jo i vid udstrækning er et nødvendigt supplement til markedet. Men for nogle individer kan staten også gå hen og blive identisk med eller erstatning for markedet: den statsansatte og bistandsklienten er nærliggende eksempler.
Men hvad nu hvis såvel stat som marked svigter een? Før i tiden kunne nogle mennesker regne med at familie og/eller lokalsamfund ville samle dem op i sådanne situationer. Den moderne udvikling har medført, at dette langtfra altid er tilfældet. Samfundet må se på, at nogle mennesker tilsyneladende udstødes. Hvordan og hvor kan samfundet tænkes at gøre noget ved dette. Her kommer efter min mening det imaginære civilsamfund ind i billedet.

Det civile samfund er summen af de steder, hvor der kan handles uafhængigt af statens og markedets logikker. Det er også de steder, hvor der kan protesteres mod statens og markedets "totalitære" overgreb. Det civile samfund er derfor i mange tilfælde mere en mulighed end en realitet. Jo mindre disse muligheder er og jo mindre de eksisterende udnyttes, jo mere "totalitært" er samfundet.
....
For de to områder stat og marked har den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas argumenteret overbevisende for, at de hver især er domineret af et bestemt styringsmiddel. For statens vedkommende magt og for markedets penge.
Et forsøg på at give det civile samfund en lignende status som værende karakteriseret ved et bestemt styringsmiddel kan måske gøre det tydeligere, hvad der er det helt specielle særtræk ved det civile samfund. Det nærmeste jeg kan komme det er fænomener som sympati, kærlighed eller medmenneskelighed. Jeg vil ikke vove at påstå, at disse ikke forekommer på hhv. statens og markedets gebet, men i så fald er det ikke som styringsmidler. Man kan ikke styre eller regulere en stat eller en økonomi på basis af kærlighed, og det er heller ikke meningen. Men såfremt medmenneskelighed og kærlighed til næsten ikke kan få bugt med de uundgåelige inhumane effekter af statens og markedets måder at fungere på, så er det et udtryk for at disse har fået magten over denne kærlighed og medmenneskeligheds sted, det civile samfund, bl.a. derved at styringsmidlerne magt og penge har fået lov til at dominere, også på områder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt.
...
I det omfang det civile samfund er tavst vil problemerne blive søgt løst på statens eller markedets præmisser, hvilket i realiteten er ensbetydende med at borgerne i deres egenskab af civile privatpersoner har fralagt sig ansvaret.
Så snart vi overfor et problem tvinges til at sige: det kan ikke lade sig gennemføre politisk, eller: det er ikke økonomisk muligt - så er der ikke andet at gøre end at lade det civile samfunds styringsmedier, sympati og (næste)kærlighed få det sidste og afgørende ord. Og så er vi måske på vej til "de væltede mures samfund", som efterlyst af Mette Bock."

Altså for næsten 20 år siden. Idag ville jeg tilføje, at det civile samfund er stedet for det hellige, helligånden, befriet for Gud, Jahve, Muhammed, Buddha og hvad disse figurer ellers kaldes. Som Slavoj Zizek (her) sagde til OWS-demonstranterne:

"What is Christianity? It's the Holy Spirit. What is the Holy Spirit? It's an egalitarian community of believers who are linked by love for each other and who only have their own freedom and responsibility to do it. In this sense the Holy Spirit is here now..."

Læs gerne mere om det hellige HER.

Kriserne i EU

I Weekendavisen 18/11-11 prøver Leif Blædel, med svært gennemskuelige referencer til Estrup, det gamle Landsting og folkeafstemninger i Schweiz, at latterliggøre Informations Rune Lykkeberg, som i en artikel 4/11 (læs her) havde kritiseret at trojkaen (EU, IMF og ECB) havde formået at undertrykke græske Papandreous ønske om en folkeafstemning. En folkeafstemning om en hjælpepakke, som mange år frem i tiden vil binde det græske demokratis muligheder for at tage beslutninger om egne forhold. Nedenstående citater kan illustrere, at Lykkeberg ikke står alene med sine bekymringer over udviklingen. Omvendt må det konstateres, at Leif Blædel tilsyneladende ikke ser nogle problemer i, at udviklingen i EU med accellererende hastighed går mod et ekspert- og toppolitikerdiktatur, uden den ringeste opbakning fra store befolkningsmajoriteter.

Erik O. Eriksen, Director ARENA Centre for European Studies, Oslo:

"With his initiative, Papandreou has put democracy on the agenda and demonstrated what is now at stake. He has forcefully made clear the fact that the management of the eurozone crisis is a battle over what should have the upper hand: Economics or politics? Capitalism or democracy?" (Læs her)

Jürgen Habermas i 'Information' 19.-20. nov.:  (Læs her)

"Papandreou opgav planen om en folkeafstemning, da hans finansminister ved daggry forvandlede sig til en Brutus. Om eftermiddagen samme dag kunne Reuters melde, at euroen »reagerede på den græske regerings nært forestående sammenbrud« med betydelige stigninger, og at de europæiske børsers aktieindekser udviste opadgående tendenser. Først peripetien (græsk for ’dramatisk vending’, red.) i form af Papandreous kovending afslørede den kyniske betydning af dette græske drama: At mindre demokrati er bedre for markederne. Med rette har Frank Schirrmacher diagnosticeret hele affæren som et farvel til europæiske idealer.
....

Man kan ikke kun lære af Papandreous som tragisk helt. Også som en magttaktiker, der ville trække tæppet væk under en skruppelløs oppositions politisk-kriminelle rænkespil har han knapt en uge efter den formodet forkromede løsning blotlagt utilregneligheden i et splittet EU."

Det er efterhånden ikke længere et spørgsmål om, men hvornår, EU falder fra hinanden. Det burde derfor være en topprioritet for alle ansvarlige politikere i regionen, allerede nu at tage de nødvendige skridt, således at et sådant (forudsigeligt) sammenbrud kan få mindst muligt ødelæggende konsekvenser for befolkningerne. Som en sidste enkeltstående handling, kunne de jo passende enes om et forpligtende og altomfattende indgreb mod den globale finanskapital. Som det derefter måtte være op til de enkelte nationer at administrere i dialog med befolkningerne.

Så kunne man håbe på, at de enkelte nationer var i stand til at etablere relativt kapitaluafhængige systemer. Som kunne danne baggrund for mere omfattende organiseringer på globalt plan om 50-100 år. Det ville nok i de enkelte lande kræve oprettelse af regionale økonomier, af en sådan størrelse og række vidde, at det var muligt for befolkningerne at styre dem politisk. Den mulighed er i øjeblikket ikke-eksisterende, som det tydeligt turde fremgå af situationen.

Slem finanskapital, god kapitalisme?

Med den rolle, som de private banker spiller i verdensøkonomien i dag, er der al mulig grund til, at vi begynder at se noget mere indgående på, hvad det egentlig er, der er ved at ske. Selv om vi antager, at det ville være rimeligt, kan det så også siges at være fornuftigt,at de sociale systemer i en lang række lande trues i deres grundlæggende struktur, fordi de tvinges til at leve op til nogle abstrakte gælds- og rentebetalingsaftaler.

Kunne det ikke tænkes, at sådanne aftaler var indgået i en situation, hvor man ikke kunne overskue den kommende udvikling og dermed de konsekvenser, en afvikling på de oprindelige betingelser ville få?

Der må og skal tages hul på en tilbundsgående analyse og belysning af disse problemer. Vi må vide helt præcis hvem det er, vi skylder penge, hvor pengene oprindeligt kom fra (var det f. eks. amerikanske eller tyske arbejderes opsparing eller et par oliesheikers merindtægt på olieprisen?)

Vi må også vide, hvor stor en del af det skyldige beløb, der nu er renter eller renters rente, ligesom vi må vide, hvor og hvordan disse renter vil blive anvendt, når og hvis de tilbagebetales.

De besynderligt lydende eksempler kan skyldes at ovenstående linier blev skrevet for næsten 30 år siden. Nemlig i en dobbeltkronik, 'De manglende æsler', som jeg fik optaget i Aalborg Stiftstidende november 1982.

Min holdning dengang, som idag, var at der er noget grundlæggende galt med kapitalismen som sådan.

Titlen stammer fra den gamle vittighed om den mexicanske bonde, som - ridende på sit æsel efterfulgt af konen til fods - blev spurgt af turisten, hvorfor det ikke var konen, der red. Svaret lød: "Fordi hun ikke har noget æsel". Den bonde kunne være en af Liberal Alliances kernevælgere, eller analytiker i CEPOS. Eller også hed han Joachim B. Olsen. Det var jo nok konens egen skyld, at hun ikke havde været i stand til at købe sig et æsel.

Mit argument i kronikken (Læs her) er, at der er noget kapitalismen kan, men der er så absolut også noget den ikke kan: nemlig at skabe ligeværdige levevilkår for alle. Den skavank vil stadig eksistere, også selv om det skulle lykkes at trække de mest grådige og vildtvoksende tænder ud på finanskapitalen.
Sendt til Politiken d.d. - ikke bragt