Talent og skole i sociologisk perspektiv

Anmeldelse

Annette Rasmussen

Talent og skole i sociologisk perspektiv

VIASystime 159 s.

På det mer eller mindre hedengangne DPU udgiver (udgav?) man magasinet Asterisk. I novembernummeret 2010 med temaet 'Opdragelse til demokrati' er professor Lars Qvortrup forfatter til en leder  med titlen 'Economy stupid'. I den hedder det, at ”også på uddannelsesområdet er økonomien blevet det afgørende argument.” Og hvis vi vil sikre, ”at også vores børnebørn har råd til at komme på alderdomshjem” så skal vi blot sørge for, at ”Danmark forbedrer sin PISA-score med det der svarer til 25 point over de næste år” thi så ”vil resultatet være 250 procents forøgelse af bruttonationalproduktet i 2090.”

Det er især den såkaldte evidens-pædagogik, der menes at føre til disse forjættende fremtidsmål. Der lægges vægt på faglig kunnen, målt ved de såkaldte PISA-tests, indenfor et begrænset antal fag.

En alternativ strategi er den målrettede udvikling af de særligt begavede elever, talenterne. Annette Rasmussen har studeret forsøgene med talentudvikling og fremlægger sine resultater i denne lille bog, som alle med interesse for vor folkeskoles situation bør læse. Bogens otte kapitler bringer os godt rundt i landskabet.

I det indledende kapitel redegøres der for undersøgelsens teoretiske ståsted, nemlig Bourdieus refleksive sociologi. Målet er ikke handlingsanvisninger, men kritisk stillingtagen til skolens pædagogiske praksis. Undersøgelsen erklærer sig som "...eksponent for en anden tradition end den, der aktuelt efterspørger evidensbaseret viden for praksis om, hvad der virker og er den bedste praksis." (s. 11).

At det imidlertid ikke kun er udvikling af kulturel kapital a la Bourdieu, der har været drivkraft bag talentudviklingsbestræbelserne, blotlægges i kapitlet om de uddannelsespolitiske mål. Med basis i folkeskoleloven af 2006 (herom også senere) har der fundet en satsning sted på talentudvikling, især indenfor de naturvidenskabelige fag, mest markant med en donation fra A.P.Møllers fond på 130 mio. kr. til netop dette formål, "...da naturvidenskabelige fag i særlig grad formodes at indeholde et økonomisk vækstpotentiale." Undervisningsminister Haarder i en redegørelse til Folketinget i 2008: "Danmarks konkurrencedygtighed i det globale vidensamfund afhænger af, at vi bliver dygtigere til at udvikle talenter." (s. 28-29)

I bogens øvrige kapitler får vi indsigt i, hvorledes der konkret arbejdes med de talentfulde elever i klasserne. Forfatteren har haft samtale med såvel lærere som elever og i et vist omfang forældre, som fortæller om undervisningens indhold og metoder og deres holdninger til samme. Der foretages i den sammenhæng også en sammenligning mellem undervisning i hhv. folkeskole og gymnasium. Et kapitel er viet de talentfulde elevers sociale baggrund. Der skitseres en typologi: det markante, det stille, det flersidige og det stræbsomme talent.

Bogen lader læseren tage stilling. I konklusionen siges der neutralt: "Talentudvikling som uddannelsespolitik og pædagogisk praksis aktualiserer et spændingsforhold mellem forskellige holdninger til skole." På den ene side menneskeligt samvær og fællesskab, på den anden konkurrence og individuel stræben efter succes i den globale markedsøkonomi. (s. 148)

I samme nummer af 'Asterisk' - som jeg indledningvis citerede prof Qvortrup fra - var der et interview med professor Ove K. Pedersen om hans i 2011 udkomne bog  Konkurrencestaten – forhandlingsøkonomiens institutionelle historie. I denne hævder han, at vi idag er nået frem til, at være borgere i en konkurrencestat.

I en folkeskole- (og vel generelt i uddannelses-) sammenhæng er det interessant, at OKP mener at kunne afdække, hvorledes vort lands udvikling, fra nationalstat over velfærdsstat til konkurrencestat, har påvirket vore skiftende holdninger og forventninger til folkeskolens indhold og formål.

I nationalstatsperioden var formålet, kort og forenklet sagt, at gøre os til gode danske borgere. Med velfærdsstaten og skoleloven af 1975 blev vægten lagt på deltagelse i et demokratisk velfærdssamfund. Med folkeskoleloven af 2006 (jfr. ovenfor) sker der iflg. OKP et dramatisk skift. Han siger bl.a.

”Skolen skal nu primært fremme en forestilling om om individ og samfund, der har med konkurrence at gøre, og kun sekundært bygger på idealer om et mere demokratisk samfund...Konkurrencestaten gør op med skolen som demokratisk reservat!...Folkeskolen er i dag ved at blive en del af konkurrencestatens økonomisme, der i øjeblikket er kandidat til at blive samfundets ideologi nr. 1...Velfærdsstatens personideal var den eksistentielle person, mens det i konkurrencestaten er fagligheden, der skal åbne for den personlige udvikling i egen interesse...Den kamp, som foregår i klasseværelset, mellem skolelederen og læreren og mellem lederen og kommunen er derfor vigtig. Den afgør, hvor opportunistiske vi vil blive som 'soldater' i nationernes konkurrence.”

Den her anmeldte bog er moderat skeptisk overfor denne udvikling. Måske er det på tide, at vi finder frem til og satser på talenter, som kan lede vore samfund ind i nogle helt andre baner, end dem der for tiden synes stadigt mere usikre og uheldsvarslende?

Vækstdebat med blind makker

Det er påfaldende, hvorledes den stadigt mere ophedede debat omkring den fremtidige økonomiske vækst, er præget af et markant fravær.

Politikere, lederskribenter, økonomiske eksperter skændes op ad stolper ned ad vægge. Kan vi spare os til vækst? Eller skal vi putte penge i forskellige initiativer, som så formodes at sætte gang i væksten?

Alle disse væsentlige problemer debatteres, uden at en væsentlig, ja afgørende part i sagen overhovedet gør sig den ulejlighed, at komme med sit bidrag.

Her tænker jeg naturligvis på den eneste part, som kan skabe vækst, nemlig kapitalen, subsidiært dens ejere.

I den kreds er vækst ensbetydende med, at kapitalen vokser, efter at have være engageret i produktion af varer, som kan finde afsætning på et marked. Man behøver ikke være marxist for at indse, at det er den eneste sande form for vækst i et kapitalistisk system.(Den finanskapital, som har været årsag til de seneste års kriser, er i denne sammenhæng at betragte som en mer eller mindre unødvendig - men socialt, økonomisk og politisk meget indflydelsesrig - infrastruktur. Den kan ikke i sig selv skabe vækst.)

En sådan materiel produktion kræver i sin enkleste skikkelse: arbejdere, råvarer, maskiner. Med råvarer menes råstoffer, ressurser hentet i naturen, eller eventuelt halvfabrikata, produceret i den enkle form.

Det er en banalitet, at i den højt udviklede kapitalisme, som vi befinder os i, er denne enkle vækstmaskine i høj grad afhængig af en lang række andre produkter. Den nødvendige arbejdskrafts evner og uddannelsesgrad. Et smidigt fungerende kommunikationssystem, således at varer, produktionsudstyr og arbejdere kan bevæge sig optimalt mellem produktions- og ikke mindst salgsstederne. Lov og orden skal også sikre en vis minimumstilslutning til systemet som sådant, især for at sikre arbejdskraften engagement og loyalitet. Vigtigt for den nødvendige sociale stabilitet er også, at de producerende arbejdere i rimeligt omfang har købekraft til at erhverve de produkter, som de producerer. Men det er indlysende, at de ikke må få udbetalt så meget i løn, at deres købekraft tillader dem at købe hele produktionen. Den indskudte kapital kan kun vokse, hvis salget af de producerede varer kan indbringe mere (finde større købekraft) end produktionen totalt har kostet kapitalejeren. Det er en forudsætning for vækst, at den produktive kapital vokser. Og i takt hermed skal det samlede forbrug naturligvis også vokse, de producerede varer skal jo sælges!

Vor tids kapitalisme udgør et globalt og meget fleksibelt system. Den kan sagtens leve med at væksten visse steder i verden er mindre end andre steder, så længe der er en vis minimal vækst i hele systemet.

Dette er naturligvis en meget forenklet analyse, men jeg vil hævde, at den i sin grundsubstans er korrekt og uomgængelig.

Og her kommer jeg tilbage til den manglende part i den aktuelle vækstdebat. Her tænker jeg på de kapitalejere og -forvaltere, som i sidste ende er de eneste, der kan levere den vækst vi forventer os.

De må komme på banen med nogle konkrete bud på, hvad det er for produktioner, der skal bidrage til at kapitalen kan vokse. Hvor kan disse produktioner finde sted? Hvilke råstoffer skal danne den nødvendige basis? Hvilke former for arbejdskraft og hvor er den geografisk placeret?Er det allerede eksisterende varer, der 'blot' skal produceres nogle flere af? I så fald hvilke?

Det nytter jo ikke meget, at samfundet bruger købekraft (lånt eller opsparet) på at investere i infrastruktur eller uddannelse, hvis der ikke efterfølgende finder en produktion sted, som kan beskæftige den uddannede arbejdskraft og udnytte den nye infrastruktur.

I betragtning af, hvor totalt afhængige vi er af kapitalens adfærd og dispositioner, er det dybt foruroligende, at vi ikke fra de ledende kræfter indenfor dette system kan få nogle forståelige prognoser for, hvorledes man forestiller sig at vi kan overvinde de problemer, som vi for øjeblikket kæmper med.

Early Childhood Education for Sustainable Development

ScienceDaily (Jan. 11, 2011) — Small children are capable of engaging in issues concerning sustainable development.Their interests and rights must be better safeguarded in rules and policy decisions that concern the education of the youngest groups of children within the EU.

This is emphasised in the report "Taking children seriously -- How the EU can invest in early childhood education for a sustainable future," which was presented at a seminar in Brussels on 17 December.

The body behind the report is the European Panel on Sustainable Development (EPSD), an independent research-based network between the University of Gothenburg, Chalmers and Lund University.

Læs mere her

- og det var så det ! Marx - malet 1990

I 1990 malede jeg dette billede over en annonce i Wall Street Journal.

Teksten, på den plakat Marx holder, lyder i al sin dumstolthed:

WE ARE HELPING EASTERN EUROPE TRADE MARX FOR DOLLARS

The Bush administration established an Eastern European Growth Fund to encourage private investment in Central and Eastern Europe. The fund is to be administered through the U.S. goverment's Overseas Private Investment Corporation, and Salomon Brothers has been named both its investment advisor and manager.

We're pleased to play a part in the President's initiative.

While we make markets every day, it isn't often we get the privilege of helping develop a free one.

Salomon Brothers

Nu ved vi jo hvordan det er gået med store dele af den tidligere østeuropæiske økonomi, og ikke mindst med Salomon Brothers, som i den grad har fået socialhjælp af de amerikanske skatteydere.

Perverteret vs. pragmatisk kapitalisme?

Det var pinligt at se og høre Politikens Per Michael Jespersen i debat med Børsens Christopher Arzrouni i Deadline fredag d. 3. februar. Se og hør selv her.

Hele seancen var et stort belæg for den kritik, jeg ved flere lejligheder har rejst overfor Politiken, nemlig at man ikke har en klar og underbygget holdning til det kapitalistiske system, som i uhyggeligt voksende omfang dikterer vore tænke- og handlingsmønstre. Det er naturligvis en kritik, som med rette kan stiles til 99.9% af politikere, medier og meningsdannere, men man er jo nødt til at begynde et sted.

I løbet af debatten med Arzrouni fik PMJ introduceret et par nydannelser i kapitalismeanalysen (et noget misanvendt begreb i denne sammenhæng): den perverterede og den pragmatiske kapitalisme.

Den perverterede udgave er finanskapitalen, som kun har et for øje, nemlig at score kassen ved at lade kapitalerne hoppe ud og ind af markederne flere tusinde gange i døgnet. Hver gang kan der høstes en lille gevinst eller et lille tab, fidusen er, at ved dagens ende, er der plus på saldoen (hvis man er dygtig subs. heldig). Den sikre gevinst scores af alle Gekkoerne, som tjener kassen både ved tab og gevinst. Ikke mærkeligt, at David Cameron står vagt om det system.

Den pragmatiske kapitalisme iflg. PMJ er den gode gamle fabriksherre, med fabrikken placeret med sine rygende skorstene i det lille lokalsamfund. Jeg er gammel nok til at huske den tid, da fabrikanten var så stolt af sin fabrik, at et billede af den simpelthen var firmaets logo. Den tids kapitalist lod bygge små pæne boliger til arbejderne, og hver jul blev de inviteret  op på godset til glögg og småkager (eller hvad man nu foretrak der på egnen). Afvigere har naturligvis eksisteret, har man set den svenske film 'Morderenglen' vil man vide, hvad jeg tænker på.

Med denne henrivende kapitalismeopfattelse, kom PMJ i Arzrounis øjne til at ligne den lækre bøf, som Pluto i barndommens Disneyfilm så i sine drømme i hundehuset. Han behøvede bare at slå automatpiloten til, og ud kom historien om de fæle stater som havde undladt at kontrollere renten og, fy skamme, oven i købet havde givet grønt lys for udlån til fattige amerikanere, som derved blev i stand til at købe huse på betingelser, som beskæftigelsen i det kapitalistiske system slet ikke satte dem i stand til at overholde. Så oprømt blev Arzrouni over det ikke eksisterende modspil, at han kunne slippe afsted med at postulere, at det kapitalistiske system i virkeligheden er en måde at rette fejl i økonomien på, og spekulanterne er i virkeligheden offentlighedens tjenere, idet de, gennem deres selvforgyldende aktiviteter, er med til at gøre opmærksom på, at systemet ikke virker. Ja, vi skal vel egentlig også være taknemmelige for alle de små kræftceller, fordi de er der til at gøre opmærksom på en hæslig sygdom!

Det eneste lille glimmer af håb i denne 'duel' var, at vi hastigt nærmer os det lavpunkt i dumhed, hvor kurven da vel for pokker må vende. Hvis ikke, ser det i sandhed sort ud.

Selvransagelse og kapitalismeanalyse

I dagens udgave af Politiken efterlyser Per Michael Jespersen selvransagelse på højrefløjen i dansk politik. "Mens borgerlige i Europa selvransager efter finanskrisen, er der pinlig tavshed i Danmark" siger han. Ironisk nok kan han regne sin egen avis med til de pinligt tavse. Og der kan også stilles et stort spørgsmålstegn ved den kritik, der, efter PMJs opfattelse, udøves blandt borgerlige ude i Europa. Han citerer således som eksempel den schweiziske professor Klaus Schwab for, at finanskapitalismen er kommet ud af kontrol og systematisk nedbryder verdensøkonomien, fordi kapital ikke længere bliver brugt til at investere i produktion, men til at spekulere i kapitalen selv. Igen er det finanskapitalen, der bliver udråbt til den egentlige synder, mens kapitalen som sådan fremstilles som en velgørende funktion, med den eneste opgave, at producere. Her skjules behændigt den kendsgerning, at det i første instans er den akkumulerede merværdi fra den kapitalistiske produktion, der overhovedet har dannet basis for finanskapitalen. Og når dette er blevet tilfældet, kunne forklaringen jo tænkes at være, at der simpelthen ikke kan findes produktiv anvendelse, der i omfang svarer til de 'arbejdsløse' megaformuer som udgør den såkaldte finanskapital. Hvis der kunne tjenes flere penge på produktion, end ved finansspekulation, så ville formuerne vel søge derhen? Og det åbner så igen op for den kuldegysende mulighed, at når produktivitet og vækst tilsyneladende stagnerer, så er det ganske enkelt fordi der ikke er ubegrænset profitgivende produktionsmuligheder i verden af idag. Tanker i den retning blev luftet nytårsdag i Politiken af chefredaktør Bo Lidegaard i en artikel, 'Folket vs. folkestyret', som jeg indgående behandler i et tidligere blogindlæg.(Læs her)
Desværre har der ikke siden været tegn på, at avisen har fulgt op på chefredaktørens markante udmeldinger.

Jeg har ved flere tidligere lejligheder i ikke-bragte læserbreve, eksempler fra 2007 og 2008 nedenfor, opfordret Politiken til at lukke spalterne op for egentlige og radikalt tilbundsgående analyser af kapitalismens øjeblikkelige tilstand. Det være hermed gjort igen.

Juni 2007
Hunden der ikke gøede
Politiken bragte d. 17. juni 2007 et interview med koncernchef for ISS Jørgen Lindegaard.

Jeg har ikke hørt en hund gø i den anledning. Kan dette i sig selv være et betydningsfuldt tegn? Som da Sherlock Holmes opklarede en af sine sager, netop på grund af en hund, der ikke gøede. Hvad kan det da være for en "forbrydelse" der kan ligge bag i den sag, jeg her beskæftiger mig med?
Først til nogle af de foreliggende indicier. Jørgen Lindegaard udtaler sig om de trecifrede milliongevinster, han står til at kunne indkassere, efter mindre end et år på posten som koncernchef. Jeg klipper her i hans udsagn, det forvrider ikke sagens indhold. "Det er ikke noget, jeg har bedt om, sådan er systemet....du vil aldrig få mig til at sige, det er rimeligt...Ingen kan forstå det...der er ingen, der kan forholde sig til de her store beløb."
Hvori består den bagvedliggende "forbrydelse"? Deri, at med kapitalismen i dens nuværende form er sammenhængen mellem den enkeltes indsats og den deraf følgende belønning blevet totalt tilfældig. Den måde hvorpå økonomien fordeler og aflønner arbejdet er blevet uigennemskuelig og uforklarlig. Ikke blot på det niveau hvor Jørgen Lindegaard befinder sig, men i størstedelen af det kapitalistisk organiserede arbejdsliv.
Er det nødvendigt at påpege, hvilke konsekvenser det har haft, og i stigende grad vil få, for den samfundsmoral og -solidaritet, som har en væsentlig del af sin bevidsthedsmæssige basis i den måde, hvorpå vi som individer deltager/ikke deltager i produktionslivet. Når uklarhed, uigennemsigtighed - og i et voksende antal tilfælde direkte urimelighed - er normen der, hvordan skal vi da orientere os her i samfundslivet? Hos Conan Doyle undlod hunden at gø, fordi den kendte misdæderen, havde en slags fortrolighedsforhold til ham. Er det samme sket i mit tilfælde her? Har kapitalismen i den grad forført og og skaffet sig grundlæggende accept hos de stemmer i samfundet, som kunne og burde være på vagt overfor den ugerning, som er under udvikling. Her tænker jeg først og fremmest på vore velaflagte medborgere ved medierne, i den akademiske verden og andre intellektuelt overfrankerede.
Den dag i fremtiden, hvor historien om den endelige destruktion skal skrives, vil der blive spurgt: "Hvorfor var der ingen der advarede? Der var jo ikke en hund, der gøede!" Og svaret vil med stor sandsynlighed være: "En uskøn blanding af afmagt, afhængighed og overflod gav anledning til en dødlignende tavshed."

April 2008
Politiken og finanskrisen
Væk en hvilken som helst middelmådigt opmærksom Politiken-læser midt om natten, og stil ham/hende spørgsmålet: Hvad er årsagen til den amerikanske finanskrise? Svaret vil komme som skidt fra en nyfødt ko. Bankerne havde for mange penge, dem lånte de ud til fattige amerikanere, som gerne ville købe et hus. Da huspriserne faldt, kunne de fattige husejere ikke betale lånene tilbage, og så....ved vi jo hvordan det gik. Helt ærligt, er det forklaring nok? Hvorfor havde bankerne for mange penge? Hvorfor var der så mange huse på markedet, at de måtte sælges til folk som ikke havde råd til dem?
I gamle dage - sådan ca. for 40 år siden - lærte nogen af os om kapitalismens mange dårligdomme. Der var noget med kriser som følge af over- og under akkumulation, men før det var der noget med merværdi. Merværdi kunne akkumuleres, fordi arbejdet og dets udbytte blev skilt fra hinanden ved hjælp af pengene (finanserne?). Så igennem mere end 300 år har vi langsomt lært at acceptere, at der ikke er en nødvendig sammenhæng mellem det man yder, og det man får.
Jeg vil tro at indtil flere af os, der i sin tid lærte os disse ting, idag sidder med en tydelig fornemmelse af, at det der sker i verdensøkonomien for tiden, har en direkte sammenhæng med sådanne for kapitalismen grundlæggende særtræk. Nu skal man ikke uden videre jævnføre naturkræfter og samfundsfænomener. Men hvis vi f.eks. vil vide noget om vulkaner, så lader vi os ikke nøje med at studere lavaformationer og askenedfald. Vi går dybere. Prøver at finde ud, hvilke kræfter i jordens indre, der giver anledning til vulkanske udbrud.
På forsiden af Politiken kunne vi for et par dage side læse, at vi har at gøre med en frisindet avis. Kunne man håbe på, at dette frisind vil række til at hyre en eller to medarbejdere, som systematisk og på et dybere teoretisk - ja, også marxistisk - grundlag vil søge at analysere og forklare udviklingen i den globale kapitalisme? Blot som supplement til mere gængse forklaringsforsøg, såsom grådighed og forhøjet testosteronniveau hos mandlige børsmæglere.
Ib J.

Kære Tøger Seidenfaden
Jeg fik ovenstående retur og det er for så vidt OK - ikke alt kan bringes. Men da der i mit indlæg ligger en ærligt ment opfordring om opgradering af jeres dækning af udviklingen i kapitalismen, så sender jeg den til dig. Jeg mener - støttet af et stigende antal analyser verden rundt - at der er alvorligt voksende spændinger i kapitalismen, som kan føre til dramatiske sammenbrud. Det burde vel være også mediernes - måske især Politikens ? - opgave, på et dybtgående plan at bidrage til belysningen af sådanne udviklingsmuligheder og -tendenser . At der nu mest er tale om symptombeskrivelse, er påstanden i mit læserbrev.
Med venlig hilsen - Ib J.

INFORMATIONSSAMFUND - et tilbud, du ikke kan sige nej til

Publiceret i tidsskriftet Salt Dec. 94, her lettere redigeret.

"Mennesker har hyldet den anskuelse, at en konge kunne gøre regn; vi siger, det strider med al erfaring: I dag hylder man den anskuelse, at flyvemaskinen, radioen o.s.v. er midler til at skabe nærmere kontakt mellem folkeslagene og udbrede kultur."

Ludwig Wittgenstein: Om Vished, # 132 Philosophia:Århus 1989

Wittgenstein så åbenbart den moderne kommunikationsteknologi som et tendentielt distanceskabende element mellem folk og mennesker.


På linie med begrebet "servicesamfund" har vi nu fået det nye "info-samfund", eller informationssamfund, som det er blevet kaldt indtil Lone Dybkjær og Søren Christensen i 1994 publicerede deres rapport "Info-samfund år 2000". Disse begreber har en næsten magisk funktion. De henter i vid udstrækning deres udbredelse og berettigelse gennem at kunne bruges af politikere, erhvervsfolk, visse videnskabelige typer og alle disse gruppers velvillige kolportører indenfor medieverdenen. Resultatet af denne brug er - bevidst eller ubevidst - at dramatiske og tendentielt samfundstruende udviklingstendenser ikke behandles seriøst, fordi det mer eller mindre antydes, at når først vi har "servicen" og "informationen" på plads og i orden, så vil alle de andre problemer - hokus pokus - forsvinde næsten pr. automatik. Til trods for at det mere end nogen sinde tidligere er vor stræben efter at sikre eller udvide vort materielle forbrug der styrer vores adfærd, så foregøgler snakken om service- og info-samfund, at vi har frigjort os fra afhængigheden af den "antikverede" industri, som suverænt producerer dette forbrug.


Misforstå mig ikke - jeg er ikke et sekund i tvivl om at info-teknologien allerede har betydet vældige samfundsændringer. Jeg er heller ikke bange for at erkende, at mange af disse ændringer har været i princippet positive. Derfor skal der ikke lyde nogen opfordring fra min side til uden videre at skrotte alle PC'er, Mainframes og hvad de ellers hedder, disse vidunderlige maskiner.


I det følgende vil jeg blot prøve at argumentere for, at hele denne info-teknologi ikke i sig bærer løsningen på de eksistentielle problemer, som den menneskelige art står overfor. Jeg vil endog mere end antyde, at info-teknologien kan komme til at udgøre - og måske allerede udgør - en del af truslerne mod samme menneskelige art, hvis ikke teknologien bringes under kontrol af nogle styringsmekanismer og organisationsformer, som den ikke selv kan levere.


I hvilken udstrækning det overhovedet vil være muligt - givet den fremskredne udvikling - at etablere disse styringsmekanismer og organisationsformer, det er yderst tvivlsomt. For hver dag der går melder flere og flere særdeles tænksomme skeptikere sig på banen: filosoffer, økonomer og naturvidenskabsmænd. Et gennemgående træk i deres analyser er, at menneskeartens evolution har formet sig således, at den tilsyneladende er på vej til at selvdestruere. En udvikling som set fra den globale økologis synspunkt i allerhøjeste grad vil være såvel "bærbar" som "bæredygtig", for nu at bruge et par ord som der også slides godt på i denne tid.


 Læs videre her: