Frygten for Kina - at ændre samfund og skole i samme proces

”Mens optimismen vinder frem i Asien, er Vesten ramt af frygt, og det forplanter sig negativt til uddannelsessystemet. Er positive følelser hemmeligheden bag, at asiatiske lande stormer frem i internationale undersøgelser som PISA?”

Sådan lyder manchetten til en artikel, ”Er frygten for Kina vores eneste håb?”, i det seneste nummer af ”Asterisk” uddannelsestidsskriftet som udgives af DPU. Læs her

En anden artikel har titlen: ”Kinesernes drøm er at forbruge som os, vores mareridt er at arbejde som dem.” Det er den franske politolog Dominique Moïsi, som har udtalt dette. Dette synes dog at være en lidt for forenklet konstatering.

En tredje artikel, ”En håbløs pædagogik”, konstaterer, at ”Opdragelse og uddannelse har gennem historien været båret af håb om frelse, fremskridt, frihed og lighed. I dag er frygten blevet drivkraften, når dansk uddannelsespolitik udformes.”

Men hvad er det da for en frygt, der er tale om? Jeg tror, at det er frygten hos politikerne, for ikke at kunne styre et samfund ved, gennem fortsat (høj?) vækst, at lægge et forsonende skær over tidligere tiders fejludviklinger. Jeg tror, at det er frygten hos borgerne for at deres (og efterkommernes) levevilkår og forbrugsmuligheder ikke kan opretholdes på det niveau, vi har vænnet os til. Jfr. interviewet i Politken i dag, lørdag d. 5/3 (2011) med forfatter og lektor i politisk økonomi Peter Nielsen., som siger: ”Forbrug gennemsyrer vores identiteter og handlemåder og skaber vores opfattelse af, hvad der er værdifuldt.”

Når hertil lægges, at eftersom vi hver eneste dag i medierne hører om forestående ressource- og miljøproblemer, så føjes endnu et frygtskabende element til den samfundsmæssige bevidsthed, som ligger bag vores holdninger til uddannelse i bred forstand.

Min pointe skal være, at vi som samfund ikke har en klar forestilling om, hvor vi vil hen og hvor vi er på vej hen. En situation som er totalt forskellig fra et land som Kina. At de så om ikke alt for længe formentlig vil stå i samme situation, som vi er i nu, ændrer ikke ved det øjeblikkelige billede.

Oprør og opbrud præger situationen i stadig flere lande i verden. Det vil også blive nødvendigt med et folkeligt oprør i vor del af verden, et oprør mod den hovedløse drift mod en fortsat økonomisk vækst med udvidelse af vort forbrug som målsætning. Udfordringen bliver at ændre folk og folkeskole i en og samme proces. At vi sætter nye mål for vort samfund og vor skole.

(Læs videre nedenfor) (Eller her)

Fra vækst og konkurrence til mådehold og solidaritet – det humane samfund som eksportvare?

Problemerne med folkeskolen (og vore uddannelsessystemer i det hele taget) er, at der kan konstateres en tilsyneladende bred samfundsmæssig accept af, at økonomisk vækst og konkurrenceevne skal være overordnede præmisser for samfundets udvikling. Denne accept har bevirket, at stærke kræfter indenfor de pædagogiske videnskaber mener at have fundet frem til de metoder, som folkeskolen skal anvende, for at ruste børnene bedst muligt til at tage de udfordringer op, som styrket vækst og konkurrenceevne vil kræve. Dette kræver opgivelse af flere af de humanistiske og pædagogiske dannelsesidealer, som hidtil, med større eller mindre styrke gennem tiden, har ligget til grund for vores forhold til børnenes skolegang. En situation som har som baggrund og styrkes af den kendsgerning, at de samfundsstrukturer, hvori de tidligere idealer opstod, er under drastisk ændring og opløsning. At opdrage og uddanne til fællesskab og demokrati bliver uhåndgribelige idealer, i takt med at disse fænomener kun med besvær kan lokaliseres i det omgivende samfund.

Et bud på en mulig udviklingsvej

Hvad der er behov for, er en større frihed for folkeskolen, kommunalpolitikere, skoleledere, lærere, elever og ikke mindst forældre, til at opstille andre mål for samfundsudviklingen end fortsat vækst og øget konkurrenceevne. Dette kan naturligvis ikke gøres i et tomrum. Og det er ikke kun en opgave for folkeskolen, men for hele uddannelsessektoren, gymnasier, erhvervs- og videregående uddannelser m.fl. Og det vil i stigende omfang gå op for borgerne, at det også er en opgave for samfundet som sådant.

Det erkendes i stadigt voksende kredse, at det træk på naturressourcerne, som vor nuværende livsstil og levestandard forudsætter, ikke er holdbart. Vi kan derfor lige så godt først som sidst indstille os på en mere bæredygtig tilværelse.

Nu forholder det sig heldigvis således, at de pædagogiske og uddannelsesmæssige ideologier, som lægger vægt på vækst og konkurrenceevne og bejler til PISA,, ikke er de eneste på bjerget. Indenfor tænketanken SOPHIA pågår et stort arbejde med at fastholde de uddannelses- og dannelsesidealer, som vi hidtil her i landet har sat højt. Læs her

Eksempelvis afholdt man i sept. 2010 et møde under overskriften ”Revisortankegangen truer professionsidentiteten” med begrundelsen ”Der er brug for alternative visioner for fremtidens uddannelser, som platform for kritik af neoliberalismens påvirkning af uddannelsessytemet.” Læs her

Medens den overordnede tilgang til problemerne i SOPHIA synes at være moderat revisionistisk, så findes der underprojekter som går mere radikalt til værks. Et af disse er Jakob Jespersens ”Education for a small planet” med dette afsæt:

”De biofysiske betingelser for menneskers liv på jorden i dette århundrede vil blive væsensforskellige fra dem, der prægede det forgangne århundrede. Derfor er der brug for en uddannelse, som matcher de enorme udfordringer, som mennesker og samfund kommer til at stå overfor i form af muldsvind, vandmangel, ustabilt klima og energimangel.” Læs her

På allersidste side af et større skrift, 'Glokalborgeren', som JJ har lagt ud på sin hjemmeside, siger han bl.m.a. ”I en verden hvor der skal være nogenlunde lige adgang til verdens ressourcer for alle mennesker i hele verden betyder det at vi i Danmark skal have meget mindre...Vi har en øget viden om hvad der gør mennesker tilfredse og det er ikke et stort ressourceforbrug. Vi har ligeledes en øget viden om effektiv udnyttelse af ressourcer, genanvendelse osv. Derfor er der et stort potentiale for det gode liv i Danmark med et ressourceforbrug, som kun er en brøkdel af det nuværende.” (s.31) Læs her

Det bør være indsigter i stil med disse, som lægges til grund for et nyt uddannelsesideal. Et ideal som skal have en konkret forankring i det lokale samfund. Det har været et gennemgående træk i de mange reaktioner på den sidste Pisa-undersøgelses skuffende resultater, at forældre i langt højere grad skal tage ansvar for deres børn læring. Desuden viser den demografiske udvikling , at vi i fremtiden vil stå med store grupper af raske og rørige ældre, som har forladt arbejdsmarkedet.

Nye sociale strukturer

Man kan derfor forestille sig, at der på lokalt plan etableres nye sociale strukturer omkring hvad man kunne kalde ”bæredygtighedsprojekter”, med det formål at reducere såvel det offentlige som det private forbrug i et eller andet omfang. Deltagerne i et sådant projekt kan være folkeskoler, gymnasier, højere uddannelser, hvis elever og ansatte er knyttet (mer eller mindre) til lokalområdet. Desuden skulle forældre og aktive ældre indgå i personkredsen. Det lokale plan kunne i nogle tilfælde være en kommune, i andre en mindre by eller en bydel. Men det kunne også være en almennyttig boligforening, eller sågar en enkelt karre. Den uddannelsesmæssig pointe ligger i, at eleverne deltager i konkrete samfundsaktiviteter med mening, hvilket vil være stærkt motiverende for de fleste. Samtidig betyder koblingen mellem uddannelse og samfund, at alle parter får en bedre indsigt i de dynamikker, som fremmer forståelse og solidaritet.

Dette lyder naturligvis vidtløftigt og overidealistisk. Men hvis man erkender, at uanset hvad vi gør, så vil vi af udviklingen blive tvunget til radikale omlægninger af vore levevilkår , så kunne en strategi som den jeg her foreslår, sammen med andre tiltag i samme retning, udgøre et rationelt, ansvarligt og socialt og menneskeligt afbalanceret forsøg på en tilpasning til de nye tider.

Jeg har sakset den kinesiske økonom Ha-Joon Changs udtalelser til Information d. 3/2-2011:

Eksportér verdens bedste livsstil

Tværs over det politiske spektrum i Danmark er der enighed om, at mere økonomisk vækst er vejen frem – statsministeren har endda gjort det til sit mål, at vi skal være verdens rigeste målt i kroner og øre.

Men et land i Danmarks situation burde tænke lige modsat, mener Ha-Joon Chang:»Jeres indkomstniveau taget i betragtning er der intet, som tyder på, at hurtigere vækst vil gøre jer gladere,« siger han.»Prøv i stedet at nedsætte arbejdstiden, reducere jeres CO2-aftryk og finde en bedre måde at leve på. I kan sælge jeres livsstil som et alternativ til den amerikanske, mere materialistiske. Hvis I efterfølgende kan overbevise verden om, at I har den bedste levevis, vil en masse mennesker købe jeres produkter, hvilket til dels også vil løse jeres eksport- og vækstproblemer. Så paradoksalt nok kunne I dække jeres behov langt bedre ved ikke at følge det materialistiske syn på det gode liv.« Læs her

Med andre ord: At kunne overleve på humane vilkår kan blive fremtidens eksportsucces.

Vækst må bestemmes kvalitativt og indholdsmæssigt

MandagMorgen har startet en bred politisk debat, bl.a. om vækst. (Læs her)

 Men vi er nødsaget til at spørge:
Hvad er det der skal vokse? Det må vi se meget mere indgående på. I den sammenhæng vil det utvivlsomt blive klart, at der er områder, hvor minus-vækst bliver nødvendig. F.eks. på transportområdet. Unødvendigt privat transportforbrug er noget vi ikke vedblivende kan tillade os. "Unødvendigt" siger jeg, hvem definerer det? Ja, det er lige akkurat problemet. Det må erkendes, at "evig vækst" er en umulighed. Der vil uvægerligt komme tilbageslag. Den demokratiske opgave er at styre disse, så de ikke får samfundstruende karakter. Vi kommer formentlig ikke uden om rationering på visse områder, hvis ikke det skal blive de stærke mod de svage. Velfærd, der koster mindre, vil forudsætte større beskedenhed hos alle de, der leverer velfærden. Men også hos leverandører af andre behov, funktionærer, arbejdere m.fl. Vi må lære at sætte vore krav til forbrug i bæredygtig relation til tilgængelige ressourcer, samt ikke mindst til behovet hos milliarder af fattige kloden over. De foranstaltninger det vil kræve, kan ikke etableres indenfor den kapitalistiske økonomi.
 Kun direkte politisk indgriben i disse forhold vil være effektive. Om de vil blive totalitære eller demokratiske kan kun fremtiden vise.

Fremtidens folkeskole

På DPU udgiver man magasinet Asterisk. I novembernummeret med temaet 'Opdragelse til demokrati' er professor Lars Qvortrup forfatter til en leder (Læs her) med titlen 'Economy stupid'. I den hedder det, at ”også på uddannelsesområdet er økonomien blevet det afgørende argument.” Og hvis vi vil sikre, ”at også vores børnebørn har råd til at komme på alderdomshjem” så skal vi blot sørge for, at ”Danmark forbedrer sin PISA-score med det der svarer til 25 point over de næste år” thi så ”vil resultatet være 250 procents forøgelse af bruttonationalproduktet i 2090.”

I samme nummer af 'Asterisk' er der et interview (Læs her) med professor Ove K. Pedersen, som i 2011 vil udgive en bog om Danmarks udvikling gennem de sidste 160 år. Titlen på bogen Konkurrencestaten – forhandlingsøkonomiens institutionelle historie signalerer, at vi i dag er nået frem til dette, at være borgere i en konkurrencestat.

I en folkeskole- (og vel generelt i uddannelses-) sammenhæng er det interessant, at OKP mener at kunne afdække, hvorledes vort lands udvikling, fra nationalstat over velfærdsstat til konkurrencestat, har påvirket vore skiftende holdninger og forventninger til folkeskolens indhold og formål.

I nationalstatsperioden var formålet, kort og forenklet sagt, at gøre os til gode danske borgere. Med velfærdsstaten og skoleloven af 1975 blev vægten lagt på deltagelse i et demokratisk velfærdssamfund. Med folkeskoleloven af 2006 sker der iflg. OKP et dramatisk skift. Han siger

”Skolen skal nu primært fremme en forestilling om om individ og samfund, der har med konkurrence at gøre, og kun sekundært bygger på idealer om et mere demokratisk samfund.”

”Konkurrencestaten gør op med skolen som demokratisk reservat!”

”Folkeskolen er i dag ved at blive en del af konkurrencestatens økonomisme, der i øjeblikket er kandidat til at blive samfundets ideologi nr. 1.”

”Velfærdsstatens personideal var den eksistentielle person, mens det i konkurrencestaten er fagligheden, der skal åbne for den personlige udvikling i egen interesse.”

”Den kamp, som foregår i klasseværelset, mellem skolelederen og læreren og mellem lederen og kommunen er derfor vigtig. Den afgør, hvor opportunistiske vi vil blive som 'soldater' i nationernes konkurrence.”

Med andre ord: Folkeskolen kan aldrig blive bedre, eller overskride, de holdninger og værdier der er de herskende i samfundet til enhver tid.

Derfor, hvis der er noget galt med folkeskolen, er det fordi der er noget galt med samfundet. OKP taler om, at vi alle i konkurrencestaten er blevet opportunistiske individer og 'soldater' i nationernes konkurrence, og det er sådanne 'soldater' folkeskolen nu indrettes til at uddanne.

Er det det, vi vil?

Skolen for og med lokalsamfund

I dagens kronik i Politiken Hvis folkeskolen skal være bedst argumenterer Pelle Dam for, at vi skal sætte fællesskabet i centrum, når det gælder indretningen af folkeskolen. Her et forslag, der går i den retning.

På Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) udgiver de hver 2. måned et tidsskrift, Asterisk. I novembernummeret er der (s. 10-12) (Læs her)et interview med professor Ove K. Pedersen, som i 2011 vil udgive en bog om Danmarks udvikling gennem de sidste 160 år. Titlen på bogen Konkurrencestaten – forhandlingsøkonomiens institutionelle historie signalerer, at vi i dag er nået frem til dette, at være borgere i en konkurrencestat.

I en folkeskole- (og vel generelt i uddannelses-) sammenhæng er det interessant, at OKP mener at kunne afdække, hvorledes vort lands udvikling, fra nationalstat over velfærdsstat til konkurrencestat, har påvirket vore skiftende holdninger og forventninger til folkeskolens indhold og formål.

I nationalstatsprioden var formålet, kort og forenklet sagt, at gøre os til gode danske borgere. Med velfærdsstaten og skoleloven af 1975 blev vægten lagt på deltagelse i et demokratisk velfærdssamfund. Med folkeskoleloven af 2006 sker der iflg. OKP et dramatisk skift. Han siger ”Skolen skal nu primært fremme en forestilling om om individ og samfund, der har med konkurrence at gøre, og kun sekundært bygger på idealer om et mere demokratisk samfund.”

Med andre ord: Folkeskolen kan aldrig blive bedre, eller overskride, de holdninger og værdier der er de herskende i samfundet til enhver tid.

Derfor, hvis der er noget galt med folkeskolen, er det fordi der er noget galt med samfundet. OKP taler om, at vi alle i konkurrencestaten er blevet opportunistiske individer og 'soldater' i nationernes konkurrence, og det er sådanne 'soldater' folkeskolen nu indrettes til at uddanne. Hårde ord i november.

Hos et voksende antal medborgere i vort land, er der en usikker formodning,grænsende til vished, om, at den udvikling vi står i er uholdbar, i vidt omfang uretfærdig og ikke mindst meget usikker. Der må mange steder være en parathed til at lave om på tingene, men viden, evner og muligheder synes ikke at foreligge.

Så i stedet for entydigt at lægge ansvaret for vor fremtidige udvikling over på børnene,

hvad med at folkeskolen tilbød sig her? Hvorfor ikke inddrage borgerne i et lokalsamfund i undervisningen, med det formål at forældre og børn sammen kunne prøve at udfinde, hvor der i deres nære omgivelser kunne skabes forbedringer, et bedre lokalsamfund. Som med tiden måske kunne føre til et bedre samfund, og dermed en bedre folkeskole.

Sendt til Politiken d.d. - ikke bragt

Statskapitalisme a la Tøger

I dagens leder i Poltiken (Læs her) gør Tøger Seidenfaden sig til talsmand for statslig kontrol med markedet, altså statskapitalisme. Det ser da også ud til at være den mest logiske løsning på de problemer, som finanskrisen har afdækket. Problemet er blot, at et statskontrolleret, kapitalistisk marked ikke vil ophøre med at være kapitalisme. Forstået på den måde, at sammenhængen mellem produktion og forbrug stadig vil være styret af uigennemsigtige forhold og profit- og vækstdrevet.

En form for statskapitalisme så vi i Sovjetunionen, og i vore dage først og fremmest i Kina. Sidstnævnte har helt klart lært af netop Sovjet, i og med at man ikke krampagtigt prøver at skabe lighed, men tværtimod tillader enorme sociale ubalancer. Jeg mener at have læst, at der nu er ca. 100 milliardærer i landet.

Regulering af kapitalismen, privat eller statslig, vil altid betyde indgreb i borgernes forbrugsmuligheder. Ønsker man et samfund med frie borgere, så skal disse i videst mulige omfang på demokratisk vis være bestemmende for, hvilke indgreb man ønsker og kan acceptere. Men først når samfundsmedlemmerne selv styrer produktionen, kan de få den endegyldige kontrol over økonomi og økologi. Jfr. mit tidligere indlæg nedenfor.
Sendt til Politiken og TS d.d. - ikke bragt

Underlige kapitalisme, underlige Signatur

”Nogen gange er kapitalismen meget underlig”. Her har Tøger Seidenfaden i dagens Signatur  (13/11 Læs her) vist leveret en ny replik til Rytteriets Fritz og Poul. Man ser de to rigmænd for sig, kommenterende en bekendts milliongevinst på etableringen af en snørebåndsfabrik i Kina. ”Snørebånd, kære Fritz, det er da vist kun de fattige, der bruger dem?”

Spøg til side. Gennem mange år har jeg med ujævne mellemrum i (afviste) læserbreve opfordret Politiken til at afsætte ressourcer til en dybtgående analyse af kapitalismens væsen.

Et sådant arbejde kunne eventuelt have afdækket, at det mest underlige ved kapitalismen, er vores urokkelige tro på den. Vores tro på, at den vækst, den dikterer, er den eneste vej frem. Hvorledes er det gået til, at en økonomisk maksime er flyttet ind i vor mentalitet og tankevirksomhed, på en sådan måde, at den optræder som ligeværdig med, eller bestemmende for, andre identitetsgivende værdier. Det er underligt.

Den væsentligste, enkle forklaring er nok, at den har købt sig til denne position. Ved at vælte en overflod af (i nogle tilfælde uanstændigt højt) forbrug ud over sine proselytter. Med store sociale uligheder som konsekvens. En anden del af forklaringen er naturligvis, at det fra tid til anden, hist og her, er lykkedes, gennem det vi kalder velfærd,  at afbøde de værste udslag af dens frie skalten og valten med natur og mennesker. Men dette sidste bliver, på dens aktuelle udviklingsstade, mere og mere vanskeligt. Og så dukker problemer op, som selv en chefredaktør ikke kan forstå.

Det underligste ved kapitalismen er nok, at der ikke er nogen logisk sammenhæng mellem den indsats mennesker yder, og den belønning de får. Det mest underlige er dog, at den tillader mennesker at ophobe enorme, ubegribelige kapitalsummer, uden at arbejde (det gør bl.a. Saxo Banks computersystemer), for at vi derefter må se disse ”rigdomme” destabilisere, tendentielt true, vore samfund.

I samme dags avis siger bankdirektør Peter Straarup ”Vi ville have fået en helt anden samfundsorden”, hvis ikke det var lykkedes staterne (midlertidigt?) at inddæmme finanskrisens ødelæggelser.

Det er underligt, at vi ikke i tide selv kan etablere den nye samfundsorden, baseret på rationelle og mellemmenneskelige overvejelser. I stedet for, som nu, at måtte vente på den underlige kapitalismes ubestemte venden op og ned på vore, og ikke mindst vore efterkommeres, liv og levevilkår.

Sendt til Politiken og TS d.d. - ikke bragt