Edward N. Luttwaks relevans for Europa og Danmark i dag

1. Relevans for Europa Luttwak er fortsat relevant, fordi hans analyser af stormagtslogik rammer præcist ind i Europas strategiske udfordringer: et mere aggressivt Rusland, et mere assertivt Kina og en mere uforudsigelig USA‑relation. Hans pointe om, at stater må tænke i samlet strategisk logik – ikke sektor for sektor – er noget EU stadig kæmper med. Hans begreb geoøkonomi er direkte anvendeligt i EU’s nuværende politik for “de-risking”, industripolitik og teknologisk suverænitet.

2. Hvor hans tænkning rammer plet i europæisk kontekst • Europa er tvunget til at kombinere økonomiske og sikkerhedspolitiske instrumenter, præcis som Luttwak forudså. • Hans analyse af, at Kina bruger økonomiske midler strategisk, er nu mainstream i EU’s Kina-politik. • Hans advarsel om, at militær magt aldrig forsvinder som faktor, er blevet bekræftet af Ukraine-krigen.

3. Hvor hans tilgang er problematisk for Europa • Hans strategiske determinisme passer dårligt til EU’s politiske kompleksitet og konsensuskultur. • Hans syn på konflikter som noget, der nogle gange bør “løbe sin logiske bane”, er uforeneligt med EU’s normative selvforståelse. • Hans fokus på stormagtslogik overser småstaters og multilaterale institutioners rolle – centrale elementer i europæisk sikkerhed.

4. Relevans for Danmark Danmark befinder sig i et sikkerhedspolitisk miljø, hvor Luttwaks pointer om alliancer, afskrækkelse og strategisk klarhed er direkte relevante. • Danmark er dybt afhængig af USA’s sikkerhedsgaranti; Luttwak minder om, at alliancer kun fungerer, hvis de opfattes som strategisk nødvendige af alle parter. • Hans fokus på militær kapacitet som forudsætning for politisk handlekraft er blevet aktualiseret af danske investeringer i forsvar og Arktis. • Hans geoøkonomiske perspektiv er relevant for dansk erhvervspolitik, især i forhold til Kina, kritiske råstoffer og teknologisk afhængighed.

(oprettet med hjælp af Copilot)

DEN POSITIVE NATIONALISME ?

Dette blev bragt som kronik i 'Børsen' 1993. Idag d. 11/2-2017, næsten 25 år senere, efterlyses en positiv nationalisme i en forsidesartikel i 'Politiken' - historiens hjul maler langsomt!

Da dronning Margrethe blev interviewet i forbindelse med sit nylige besøg i Polen, fandt hun anledning til at nævne, at havde det ikke været for polakkernes nationalisme, så havde Polen ikke eksisteret som land og nation i dag.

At nationalisme altså ikke eentydigt kan betragtes som noget negativt er også budskabet fra Robert Reich, arbejdsminister i præsident Clintons regering. Han slår nemlig i sin bog The Work of Nations (Vintage 1991) til lyd for, at der i USA tages skridt til udvikling af en "positiv nationalisme". Dette, mener han, er en forudsætning for at landet kan klare sig i den økonomiske konkurrence med Japan og Europa i fremtiden.

I en tid hvor nationsbegrebet i vor del af verden - d.v.s. Vesteuropa - tilsyneladende er under voksende kritik og nedbrydning (med bl.a. vor dronning som en modererende stemme), kan det være oplysende at se på, hvad det er for tendenser i samfundsudviklingen, der får Robert Reich til at gøre sig til talsmand for en genoplivning af de nationale følelser, omend med erklæret positiv fortegn.

Det har altid været et centralt emne i samfundsvidenskaberne, hvad det er for kræfter og tilskyndelser, der er medvirkende til at skabe den sammenhængskraft og solidaritet, som har gjort det muligt for samfund at udvikle sig økonomisk, socialt og kulturelt. Disse årsager er blevet søgt i påvirkninger fra ydre kræfter, såsom behovet for at forsvare sig mod fjender, eller overleve i barske omgivelser. Andre forklaringer lægger mere vægt på de særlige kendetegn som karakteriserer mennesket som væsen. Dette at mennesker, til forskel fra dyrene, har været henvist til at udvikle ikke-instinktive, sociale samværsformer, for overhovedet at kunne overleve. Resultatet er blevet forskellige civilisationsformer, karakteriseret ved forskellige økonomiske og politiske systemer.

Den civilisationsform som har dannet baggrund for den vesteuropæiske kulturkreds - d.v.s. Europa og Nordamerika - har været den kapitalistiske nationalstat.

Robert Reich påviser i sin bog hvorledes de kapitalistiske virksomheder i USA indtil for ganske nylig har været betragtet som nationale, d.v.s. amerikanske firmaer, hvorfor det da også har været en legitim og selvfølgelig opgave for den amerikanske stat, at føre en politik, som var til gavn for disse nationale enheder. Dette forhold kan genfindes i alle kapitalistiske lande, hvis nationaløkonomier har udviklet sig gennem et aktivt samarbejde mellem den nationale stat og den nationale kapitalisme.

Dette samarbejde mellem økonomi og politik har dannet baggrund for den økonomiske nationalisme, den følelse at man som politisk borger og vælger måtte have en interesse i at bidrage til bevaring og udvikling af den nationale kapitalisme. Til gengæld har borgerne forventet, at det nationale erhvervsliv var i stand til at sikre stadigt bedre og tilfredsstillende levevilkår for samfundsmedlemmerne i kraft af de arbejdspladser og deraf flydende lønindtægter, som erhvervslivet kunne levere. Strukturen i arbejds- og erhvervslivet har været således, at man så at sige kunne få fornemmelsen af at "være i samme båd".

De tider er ovre, siger Robert Reich. Nu ser vi ikke een, men tre eller måske fire amerikanske både som søger at sejle i konvoj på den globale økonomis urolige hav. Globaliseringen af det økonomiske liv har medført strukturændringer i arbejdslivet, som bevirker nye skel og modsætninger mellem borgerne i USA.

Hvor kapitalismen tidligere var knyttet til og afhængig af den nationale stats geografi, der har den nu været nødsaget til at gøre sig fri af disse alt for snævre rammer og har udviklet sig til et transnationalt system, som ikke længere er afhængigt af nogen enkelt politisk statsmagt.

Der findes ikke længere et amerikansk erhvervsliv og en amerikansk kapitalisme. I et karakteristisk afsnit fra bogen hedder det således:

"Amerikanske" firmaer og "amerikanske" industrier er holdt op med at eksistere på en måde som gør det meningsfuldt at adskille dem fra resten af den globale økonomi. Heller ikke den amerikanske økonomi kan siges at udgøre en afgrænset enhed, indenfor hvilken amerikanerne sammen har succes eller fiasko. Man vil derfor gøre sig skyldig i forældet tænkning, hvis man tror at en genoplivning af disse abstrakte enheder vil være til hjælp for amerikanerne. Amerikanernes levestandard, ligesom borgernes i andre nationer, vil komme til at afhænge mindre af succes for nationens nøglefirmaer og -industrier eller selv noget som kaldes den "nationale økonomi". Amerikanernes levestandard vil blive mere og mere afhængig af den verdensomspændende efterspørgsel på deres kunnen og viden." (s. 77, min oversættelse)

I takt med disse radikale strukturændringer i kapitalismen, sker der nogle sociale, økonomiske og kulturelle ændringer, som får vidtrækkende betydning for det politiske systems funktionsbetingelser.

Robert Reich mener således, at udviklingen på arbejdsmarkedet har ført til dannelsen af 3 nye grupperinger, som i en vis udstrækning går på tværs af de hidtidige skel mellem klasser og sociale lag.

I den første gruppe har vi folk som er beskæftiget ved rutinepræget produktion - herunder megen databehandling - og de dertil knyttede ledelsesfunktioner. Den anden gruppe udgøres af mennesker som leverer serviceydelser af forskellig slags. Endelig er der den tredie gruppe (hvortil formentlig de fleste af BØRSEN's læsere hører), dem der arbejder kreativt med informationer og symboler. Det er især resultatet af sidstnævnte gruppes arbejde, der fører til de høje værditilvækster. I USA udgør disse 3 grupper hhv. 25, 30 og 20% af den amerikanske arbejdsstyrke. De sidste 25% er landmænd, fiskere, offentligt ansatte, m.fl.

De høje værditilvækster skyldes som sagt indsatsen fra de højtuddannede som kan behandle og udnytte informationer og symboler. Dette er en forudsætning for at etablere nye produktioner og nye produktionsnetværk af stadigt højere effektivitet og lønsomhed, idet der spilles på hele den globale kapitalismes klaviatur. Det er her en del af årsagen til de nye spændinger skal søges.

Denne elites medlemmer er pr. definition meget kosmopolitisk orienteret, hvilket medfører at de ofte ser på den gamle nationalstat som en forældet og hæmmende konstruktion. I en given national sammenhæng vil de have en tilbøjelighed til at isolere sig fra den øvrige befolkning, såvel geografisk, som social og kulturelt.

De mennesker derimod, der får deres udkomme gennem arbejde i den mere rutineprægede del af erhvervslivet, typisk industriel masseproduktion, vil for at beskytte deres eksistensbetingelser kræve af den nationale regering, at den gennem protektionisme og støtteordninger holder liv i den nationale industri. Heri vil de blive støttet af repræsentanter for de primære erhverv, landbrug, minedrift, etc. Dette betegner Reich som den "negative nationalisme", som er yderligere en årsag til, at man ikke længere er i samme båd.

De servicebeskæftigede vil vælge side - eller båd - alt efter hvilke grupper man fortrinsvis lever af at betjene.

Det er disse disse to holdninger, Robert Reich betragter som alvorlige trusler mod det amerikanske samfunds indre sammenhængskraft og evne til overleven på langt sigt. På den ene side elitearbejdernes kosmopolitiske orientering og selvtilstrækkelighed, på den anden rutineproducenternes negative, protektionistiske nationalisme.

Det er på denne baggrund han slår til lyd for en "positiv nationalisme", som vil bestå i at alle de nævnte grupper, selv om de ikke længere holdes sammen af en økonomisk struktur og nødvendighed, finder sammen omkring deres fælles situation som borgere i USA.

Her må han appellere stærkest til de veluddannede og højtlønnede. De vil være nødt til at yde nogle økonomiske ofre, hvis det skal være muligt at lade en stadigt voksende del af den amerikanske befolkning bidrage til den økonomiske vækst. Det er bl.a på denne baggrund, man skal forstå præsident Clinton's forsøg på at få vedtaget større skatter fra de velhavende og godt stillede.

Mer polykrati mod kvindehandel

Jeg sad med min krydsord og tumlede med et svar på 'Indgreb' på 9 bogstaver. Fandt endelig ud af at det måtte være 'polykrati', et ord hvis betydning jeg ikke kendte. Slog det op og fandt definitionen: 'statsmagtens indgreb i privatlivet'. Efter læsning af de mange gruopvækkende artikler om den stadigt voksende kvindehandel, kom jeg til den opfattelse, at her er et punkt hvor vi har behov for noget mere polykrati. Hvis vi virkeligt mener det alvorligt med bekæmpelse af handel med kvinder, så er der nogle ting vi er nødt til at se i øjnene. Den første er, at i et kapitalistisk samfund er fænomener som moral, etik, kærlighed, etc. ikke adfærdsregulerende størrelser med mere end svag gennemslagskraft, om overhovedet nogen. Kun politisk magt kan i et vist omfang tage topen af de værste udslag af kapitalens funktioner, såsom kvindehandel. Dernæst må vi erkende, at vi ikke i nogen overskuelig fremtid vil nå frem til et samfund uden prostitution (m/k/t). Hvis vi derfor vil have prostitution UDEN kvindehandel, så må statsmagten træde til og gribe ind i vore privatliv. For det første må prostitution gøres til et legitimt erhverv, på linje med alle andre lønarbejderes. Men ligesom staten kræver opfyldelse af visse krav før servicearbejdere som læger, psykologer m.m. kan få lov til at praktisere, så må de kvinder der ønsker at arbejde som prostituerede underlægge sig nogle krav fra det offentliges side.De skal lade sig registrere og med regelmæssige mellemrum dokumentere, at deres helbredstilstand er i orden. De skal arbejde på bestemte forretningsadresser. Og de skal betale skat ligesom alle os andre (mange af dem gør allerede dette, ved jeg). Faget skal naturligvis være åbent for alle nationaliteter og køn, dog vil man sikkert med fordel kunne kræve en alder på f.eks 21 år før en licens udstedes. Hvor mange prostituerede der er behov for i de enkelte samfund (dette må være en EU foranstaltning, mindst) må kunne fastslås gennem praksis og sociologiske meningsmålinger. Først når dette system er på plads kan den virkeligt effektive indsats mod kvindehandel sættes i værk. For nu kan samfundet med fuld ret gå hårdt til kunderne. Det skal være ensbetydende med store bøder, evt. fængselsstraf, hvis man gribes i at købe sig til sex udenfor det statsautoriserede system. Desuden vil sådanne lovbrydere kunne få deres navne offentliggjort i Statstidende. Man vil indvende, at så vil den ulovlige prostitution 'gå under jorden'. Muligvis, men allerede derved er den formentlig gjort så besværlig at den vil dale betydeligt i omfang og økonomisk profitabilitet og dermed i antal af handlede kvinder. Men det kan desuden gøres til et borgerligt hædershverv at spore og anmelde ulovlig prostitution, måske med økonomisk belønning. Til slut en bemærkning til et af de eksisterende forslag, at gøre den økonomiske situation i leverandørlandene så gunstig, at grundlaget for handel med kvinderne smuldrer væk. Det minder mig i uhyggelig grad om tilsvarende forslag på ulandshjælpens område, som man nu har kunnet lytte til i 30-40 år. Og vidner i høj grad om enten uvidenhed, kynisme eller hykleri hos dem der fremsætter det.

Det autonome, lokale arbejdsfællesskab (1986)

Der kan opstilles en række ideelle krav til et sådant arbejdsfællesskab, som formentlig ikke vil kunne opfyldes i alle tilfælde. Kravene bør være lokalt forankret i en overskuelig geografisk enhed, inden for hvilken de bør være inklusive, dvs. principielt inddragende alle (børn som gamle, rige som fattige, osv.). Den aktivitet (arbejdsproces), der udvælges, skal i et vist omfang gøre fællesskabet uafhængigt af såvel den private som den offentlige sektor, hvilket bl.a vil sige, at den skal være selvfinansieret. På samme tid skal det være klart, at fællesskabets målsætning også er en 1æreproces, som skal muliggøre en løbende refleksion over medlemmernes rolle og funktion i det omgivende samfund. Fællesskabet er et sted, hvor det erkendes og accepteres, at vi er blevet tildelt forskellige funktioner i et system, som vi ikke uden videre kan opgive, men vi er forpligtede til at forholde os kritisk til de roller, vi udfylder. Fællesskabet skal være et sted, hvor vi i tryghed, uden at skulle drage drastiske konsekvenser, kan forholde os til den kendsgerning, at vi er vore egne undertrykkere, bl.a. ved at sætte de rationalitetsmaximer, som vi følger i vort "normale" arbejdsliv, i relation til dem, vi udvikler i vort eget, autonome fællesskab.

Hvad kan få mennesker i større antal til at gå ind på at etablere sådanne samfundseksperimenter? For det første kan der tænkes mere eller mindre radikale afvigelser fra den ideelle model, selv om der naturligvis er en undergrænse for, hvor meget der kan afviges. For det andet mener jeg, at den objektive samfundsudvikling skaber et behov og et potentiale for mere meningsgivende aktiviteter, men også aktiviteter, som kan afhjælpe de trusler mod vor tilværelse, som systemet konfronterer os med i voksende omfang.

Tag således unge arbejdsløse og dele af kontanthjælpsmodtagerne. Hvor længe vil vi passivt affinde sig med, at vores medborgere, mod deres ønske, sættes uden for det etablerede samfundsliv? Eller de selv, for den sags skyld, efterhånden som arbejdsløshed rammer flere og flere i de bedste arbejdsdygtige aldre og arbejdsløshedsunderstøttelsen forringes. Kunne det ikke blive en nærliggende tanke for et lokalsamfund at gå sammen om at skabe meningsfyldt arbejde for de arbejdsløse, arbejde som samtidig ville være til fordel for de stadigt beskæftigede? At etablere en virksomhed, hvis primære formål ikke skulle være et økonomisk overskud, men et socialt fællesskab. Hvor beboere som rationaliseringseksperter, EDB-folk, bankmennesker, arbejdsformidlere, socialrådgivere, fagforeningsformænd m.fl. kunne få lejlighed til at debattere og fortælle om deres daglige arbejdes betydning for den lokale og nationale arbejdsløshed. Med andre ord, udvikle spirerne til en livsform, som ville muliggøre en mere kvalificeret stillingtagen til samfundets problemer og dermed måske føre til gradvise ændringer i den politiske og økonomiske beslutningsproces. Det kunne meget vel tænkes, at en del af disse beslutninger ikke ville bryde afgørende med en kapitalrationel strategi. Men i så fald skulle det gerne være, fordi det var blevet sandsynliggjort gennem den interne debat i fællesskabet, at denne kapitalrationelle adfærd positivt kunne vises at være den i den givne situation optimale til opfyldelse af fællesskabets samfundssolidariske målsætning. Dette ville formentlig indebære, at det skulle kunne påvises, at anvendelsen af den kapitalrationelle strategi ikke ville indeholde elementer af udbytning og undertrykkelse. Selv tror jeg ikke meget på, at den situation kunne opstå - på den anden side er der ingen grund til at udelukke bestemte 1øsningsmodeller på forhånd.

Hvad jeg her forestiller mig indeholder naturligvis i princippet intet som helst nyt. Lignende samfundseksperimenter er talrige og udførligt beskrevet i den samfundsvidenskabelige og -filosofiske litteratur. Ser vi på det danske samfunds udvikling siden 60'ernes slutning, er det også indlysende, at mange ting har været forsøgt i denne retning. Hvis der er noget nyt i situationen, som skulle tale til fordel for en genoptagelse og videreudbygning af disse ideer (og det mener jeg, der er), så ligger det i den objektive samfundsudvikling, vi er vidne til i denne periode. Kapitalismen som økonomisk system har aldrig nogensinde stillet nogen i udsigt, at den ville være i stand til at skabe en rimelig tilværelse for alle på denne klode. Kapitalismen er et system, som aldrig vil kunne yde mere end at begunstige en global minoritet på majoritetens bekostning. Det er minoritetens ideologer, som har en åbenbar interesse i at fremstille kapitalismen som det økonomiske system, der engang med tiden vil sprede sine gyldne vinger over os alle.

Indtil et vist tidspunkt efter 2. verdenskrig forekom dette overforbrug af ressourcer i den kapitalistiske verden at være et problem mellem landene i hhv. den 1., 2. og 3. verden. Det nye i vor situation er, at vi med stadig større tydelighed får denne problemstilling ind på livet, indenfor vore egne nationer. Ingen ved sine sansers fulde fem kan således forestille sig, at det sydlige Chicago nogensinde vil blive udviklet til en sådan overflod, som tilfældet p.t. er i visse forstæder og ikke mindst den centrale bykerne. Men ikke nok med det, det er tilmed vanskeligt at forestille sig de mekanismer, der skal bringe de fattige områder op på et blot nogenlunde rimeligt økonomisk niveau. Samme forhold til i stigende grad træde frem i Vesteuropa og Danmark. Dette må betyde bevidsthedsskred hos flere og flere mennesker, og dette skred vil igen gore det muligt at komme igennem med nye samfundseksperimenter, i stil med hvad jeg ovenfor har beskrevet.

Lad mig slutte med nogle forestillinger om, hvordan der burde kunne skabes en sammenhæng mellem vort undervisningssystem og denne lokalsamfundsudvikling. I det øjeblik, et lokalsamfund beslutter sig for et "autonomi-program", vil der være brug for at lade nogle af samfundsmedlemmerne uddanne sig specielt til at assistere i den påtænkte virksomhed. Dette kan ske ved at lade unge og/eller arbejdsløse få bestemte uddannelser, som der bliver brug for i arbejdet. Her vil der også kunne blive brug for de færdigheder, som visse universitetsuddannelser - omend nu i faldende omfang - har kunnet give sine kandidater. Lokalsamfundet vil få brug for at kende sin historie, sin sociologi, de indbyrdes økonomiske relationer. Og det vil være helt afgørende at vide noget om de psykologiske og socialpsykologiske problemer, som uvægerligt vil opstå i et sådant samfundseksperiment. En studerende, som ved, at han eller hun skal arbejde i et bestemt lokalsamfund efter færdig uddannelse, vil for en del af uddannelsens vedkommende kunne have det pågældende samfund som sit laboratorium, vel at mærke ikke som den objektive og udefra kommende analytiker, men som en person solidarisk med det samfund og de mennesker, han eller hun er en del af. For mange universitetslærere (heriblandt undertegnede) kunne sadanne uddannelsesforsøg tillige skabe lidt mening i den ørkenvandring, vi ellers synes at have indledt i de seneste år. Men kan det ikke ske på universiteterne - som i stigende omfang bliver halehæng til en kapitalistisk økonomi og en statssektor til regulering af denne, ja, så er der vel andre muligheder.

(Ovenstående er afslutningen på en længere (quasividenskabelig) artikel om samfundsmæssige nybrud på lokalt plan, skrevet på baggrund af et forskningsophold i Chicago 1986. Den lange artikel kan findes her )

Min nye blog om det hellige

kan nu findes her

Denne blog bygger på en overbevisning. Overbevisningen om, at der er noget helligt i den menneskelige tilværelse. Dette hellige kom til verden sammen med og i mennesket. Der er - dette er min tese - to grundlæggende elementer i det hellige: respekt for den natur, vore forfædre og -mødre var trådt ud af, samt respekt og omsorg for det nye væsen, man udviklede sig til.

Læs videre

Talent og skole i sociologisk perspektiv

Anmeldelse

Annette Rasmussen

Talent og skole i sociologisk perspektiv

VIASystime 159 s.

På det mer eller mindre hedengangne DPU udgiver (udgav?) man magasinet Asterisk. I novembernummeret 2010 med temaet 'Opdragelse til demokrati' er professor Lars Qvortrup forfatter til en leder  med titlen 'Economy stupid'. I den hedder det, at ”også på uddannelsesområdet er økonomien blevet det afgørende argument.” Og hvis vi vil sikre, ”at også vores børnebørn har råd til at komme på alderdomshjem” så skal vi blot sørge for, at ”Danmark forbedrer sin PISA-score med det der svarer til 25 point over de næste år” thi så ”vil resultatet være 250 procents forøgelse af bruttonationalproduktet i 2090.”

Det er især den såkaldte evidens-pædagogik, der menes at føre til disse forjættende fremtidsmål. Der lægges vægt på faglig kunnen, målt ved de såkaldte PISA-tests, indenfor et begrænset antal fag.

En alternativ strategi er den målrettede udvikling af de særligt begavede elever, talenterne. Annette Rasmussen har studeret forsøgene med talentudvikling og fremlægger sine resultater i denne lille bog, som alle med interesse for vor folkeskoles situation bør læse. Bogens otte kapitler bringer os godt rundt i landskabet.

I det indledende kapitel redegøres der for undersøgelsens teoretiske ståsted, nemlig Bourdieus refleksive sociologi. Målet er ikke handlingsanvisninger, men kritisk stillingtagen til skolens pædagogiske praksis. Undersøgelsen erklærer sig som "...eksponent for en anden tradition end den, der aktuelt efterspørger evidensbaseret viden for praksis om, hvad der virker og er den bedste praksis." (s. 11).

At det imidlertid ikke kun er udvikling af kulturel kapital a la Bourdieu, der har været drivkraft bag talentudviklingsbestræbelserne, blotlægges i kapitlet om de uddannelsespolitiske mål. Med basis i folkeskoleloven af 2006 (herom også senere) har der fundet en satsning sted på talentudvikling, især indenfor de naturvidenskabelige fag, mest markant med en donation fra A.P.Møllers fond på 130 mio. kr. til netop dette formål, "...da naturvidenskabelige fag i særlig grad formodes at indeholde et økonomisk vækstpotentiale." Undervisningsminister Haarder i en redegørelse til Folketinget i 2008: "Danmarks konkurrencedygtighed i det globale vidensamfund afhænger af, at vi bliver dygtigere til at udvikle talenter." (s. 28-29)

I bogens øvrige kapitler får vi indsigt i, hvorledes der konkret arbejdes med de talentfulde elever i klasserne. Forfatteren har haft samtale med såvel lærere som elever og i et vist omfang forældre, som fortæller om undervisningens indhold og metoder og deres holdninger til samme. Der foretages i den sammenhæng også en sammenligning mellem undervisning i hhv. folkeskole og gymnasium. Et kapitel er viet de talentfulde elevers sociale baggrund. Der skitseres en typologi: det markante, det stille, det flersidige og det stræbsomme talent.

Bogen lader læseren tage stilling. I konklusionen siges der neutralt: "Talentudvikling som uddannelsespolitik og pædagogisk praksis aktualiserer et spændingsforhold mellem forskellige holdninger til skole." På den ene side menneskeligt samvær og fællesskab, på den anden konkurrence og individuel stræben efter succes i den globale markedsøkonomi. (s. 148)

I samme nummer af 'Asterisk' - som jeg indledningvis citerede prof Qvortrup fra - var der et interview med professor Ove K. Pedersen om hans i 2011 udkomne bog  Konkurrencestaten – forhandlingsøkonomiens institutionelle historie. I denne hævder han, at vi idag er nået frem til, at være borgere i en konkurrencestat.

I en folkeskole- (og vel generelt i uddannelses-) sammenhæng er det interessant, at OKP mener at kunne afdække, hvorledes vort lands udvikling, fra nationalstat over velfærdsstat til konkurrencestat, har påvirket vore skiftende holdninger og forventninger til folkeskolens indhold og formål.

I nationalstatsperioden var formålet, kort og forenklet sagt, at gøre os til gode danske borgere. Med velfærdsstaten og skoleloven af 1975 blev vægten lagt på deltagelse i et demokratisk velfærdssamfund. Med folkeskoleloven af 2006 (jfr. ovenfor) sker der iflg. OKP et dramatisk skift. Han siger bl.a.

”Skolen skal nu primært fremme en forestilling om om individ og samfund, der har med konkurrence at gøre, og kun sekundært bygger på idealer om et mere demokratisk samfund...Konkurrencestaten gør op med skolen som demokratisk reservat!...Folkeskolen er i dag ved at blive en del af konkurrencestatens økonomisme, der i øjeblikket er kandidat til at blive samfundets ideologi nr. 1...Velfærdsstatens personideal var den eksistentielle person, mens det i konkurrencestaten er fagligheden, der skal åbne for den personlige udvikling i egen interesse...Den kamp, som foregår i klasseværelset, mellem skolelederen og læreren og mellem lederen og kommunen er derfor vigtig. Den afgør, hvor opportunistiske vi vil blive som 'soldater' i nationernes konkurrence.”

Den her anmeldte bog er moderat skeptisk overfor denne udvikling. Måske er det på tide, at vi finder frem til og satser på talenter, som kan lede vore samfund ind i nogle helt andre baner, end dem der for tiden synes stadigt mere usikre og uheldsvarslende?

Vækstdebat med blind makker

Det er påfaldende, hvorledes den stadigt mere ophedede debat omkring den fremtidige økonomiske vækst, er præget af et markant fravær.

Politikere, lederskribenter, økonomiske eksperter skændes op ad stolper ned ad vægge. Kan vi spare os til vækst? Eller skal vi putte penge i forskellige initiativer, som så formodes at sætte gang i væksten?

Alle disse væsentlige problemer debatteres, uden at en væsentlig, ja afgørende part i sagen overhovedet gør sig den ulejlighed, at komme med sit bidrag.

Her tænker jeg naturligvis på den eneste part, som kan skabe vækst, nemlig kapitalen, subsidiært dens ejere.

I den kreds er vækst ensbetydende med, at kapitalen vokser, efter at have være engageret i produktion af varer, som kan finde afsætning på et marked. Man behøver ikke være marxist for at indse, at det er den eneste sande form for vækst i et kapitalistisk system.(Den finanskapital, som har været årsag til de seneste års kriser, er i denne sammenhæng at betragte som en mer eller mindre unødvendig - men socialt, økonomisk og politisk meget indflydelsesrig - infrastruktur. Den kan ikke i sig selv skabe vækst.)

En sådan materiel produktion kræver i sin enkleste skikkelse: arbejdere, råvarer, maskiner. Med råvarer menes råstoffer, ressurser hentet i naturen, eller eventuelt halvfabrikata, produceret i den enkle form.

Det er en banalitet, at i den højt udviklede kapitalisme, som vi befinder os i, er denne enkle vækstmaskine i høj grad afhængig af en lang række andre produkter. Den nødvendige arbejdskrafts evner og uddannelsesgrad. Et smidigt fungerende kommunikationssystem, således at varer, produktionsudstyr og arbejdere kan bevæge sig optimalt mellem produktions- og ikke mindst salgsstederne. Lov og orden skal også sikre en vis minimumstilslutning til systemet som sådant, især for at sikre arbejdskraften engagement og loyalitet. Vigtigt for den nødvendige sociale stabilitet er også, at de producerende arbejdere i rimeligt omfang har købekraft til at erhverve de produkter, som de producerer. Men det er indlysende, at de ikke må få udbetalt så meget i løn, at deres købekraft tillader dem at købe hele produktionen. Den indskudte kapital kan kun vokse, hvis salget af de producerede varer kan indbringe mere (finde større købekraft) end produktionen totalt har kostet kapitalejeren. Det er en forudsætning for vækst, at den produktive kapital vokser. Og i takt hermed skal det samlede forbrug naturligvis også vokse, de producerede varer skal jo sælges!

Vor tids kapitalisme udgør et globalt og meget fleksibelt system. Den kan sagtens leve med at væksten visse steder i verden er mindre end andre steder, så længe der er en vis minimal vækst i hele systemet.

Dette er naturligvis en meget forenklet analyse, men jeg vil hævde, at den i sin grundsubstans er korrekt og uomgængelig.

Og her kommer jeg tilbage til den manglende part i den aktuelle vækstdebat. Her tænker jeg på de kapitalejere og -forvaltere, som i sidste ende er de eneste, der kan levere den vækst vi forventer os.

De må komme på banen med nogle konkrete bud på, hvad det er for produktioner, der skal bidrage til at kapitalen kan vokse. Hvor kan disse produktioner finde sted? Hvilke råstoffer skal danne den nødvendige basis? Hvilke former for arbejdskraft og hvor er den geografisk placeret?Er det allerede eksisterende varer, der 'blot' skal produceres nogle flere af? I så fald hvilke?

Det nytter jo ikke meget, at samfundet bruger købekraft (lånt eller opsparet) på at investere i infrastruktur eller uddannelse, hvis der ikke efterfølgende finder en produktion sted, som kan beskæftige den uddannede arbejdskraft og udnytte den nye infrastruktur.

I betragtning af, hvor totalt afhængige vi er af kapitalens adfærd og dispositioner, er det dybt foruroligende, at vi ikke fra de ledende kræfter indenfor dette system kan få nogle forståelige prognoser for, hvorledes man forestiller sig at vi kan overvinde de problemer, som vi for øjeblikket kæmper med.

Early Childhood Education for Sustainable Development

ScienceDaily (Jan. 11, 2011) — Small children are capable of engaging in issues concerning sustainable development.Their interests and rights must be better safeguarded in rules and policy decisions that concern the education of the youngest groups of children within the EU.

This is emphasised in the report "Taking children seriously -- How the EU can invest in early childhood education for a sustainable future," which was presented at a seminar in Brussels on 17 December.

The body behind the report is the European Panel on Sustainable Development (EPSD), an independent research-based network between the University of Gothenburg, Chalmers and Lund University.

Læs mere her

- og det var så det ! Marx - malet 1990

I 1990 malede jeg dette billede over en annonce i Wall Street Journal.

Teksten, på den plakat Marx holder, lyder i al sin dumstolthed:

WE ARE HELPING EASTERN EUROPE TRADE MARX FOR DOLLARS

The Bush administration established an Eastern European Growth Fund to encourage private investment in Central and Eastern Europe. The fund is to be administered through the U.S. goverment's Overseas Private Investment Corporation, and Salomon Brothers has been named both its investment advisor and manager.

We're pleased to play a part in the President's initiative.

While we make markets every day, it isn't often we get the privilege of helping develop a free one.

Salomon Brothers

Nu ved vi jo hvordan det er gået med store dele af den tidligere østeuropæiske økonomi, og ikke mindst med Salomon Brothers, som i den grad har fået socialhjælp af de amerikanske skatteydere.

Perverteret vs. pragmatisk kapitalisme?

Det var pinligt at se og høre Politikens Per Michael Jespersen i debat med Børsens Christopher Arzrouni i Deadline fredag d. 3. februar. Se og hør selv her.

Hele seancen var et stort belæg for den kritik, jeg ved flere lejligheder har rejst overfor Politiken, nemlig at man ikke har en klar og underbygget holdning til det kapitalistiske system, som i uhyggeligt voksende omfang dikterer vore tænke- og handlingsmønstre. Det er naturligvis en kritik, som med rette kan stiles til 99.9% af politikere, medier og meningsdannere, men man er jo nødt til at begynde et sted.

I løbet af debatten med Arzrouni fik PMJ introduceret et par nydannelser i kapitalismeanalysen (et noget misanvendt begreb i denne sammenhæng): den perverterede og den pragmatiske kapitalisme.

Den perverterede udgave er finanskapitalen, som kun har et for øje, nemlig at score kassen ved at lade kapitalerne hoppe ud og ind af markederne flere tusinde gange i døgnet. Hver gang kan der høstes en lille gevinst eller et lille tab, fidusen er, at ved dagens ende, er der plus på saldoen (hvis man er dygtig subs. heldig). Den sikre gevinst scores af alle Gekkoerne, som tjener kassen både ved tab og gevinst. Ikke mærkeligt, at David Cameron står vagt om det system.

Den pragmatiske kapitalisme iflg. PMJ er den gode gamle fabriksherre, med fabrikken placeret med sine rygende skorstene i det lille lokalsamfund. Jeg er gammel nok til at huske den tid, da fabrikanten var så stolt af sin fabrik, at et billede af den simpelthen var firmaets logo. Den tids kapitalist lod bygge små pæne boliger til arbejderne, og hver jul blev de inviteret  op på godset til glögg og småkager (eller hvad man nu foretrak der på egnen). Afvigere har naturligvis eksisteret, har man set den svenske film 'Morderenglen' vil man vide, hvad jeg tænker på.

Med denne henrivende kapitalismeopfattelse, kom PMJ i Arzrounis øjne til at ligne den lækre bøf, som Pluto i barndommens Disneyfilm så i sine drømme i hundehuset. Han behøvede bare at slå automatpiloten til, og ud kom historien om de fæle stater som havde undladt at kontrollere renten og, fy skamme, oven i købet havde givet grønt lys for udlån til fattige amerikanere, som derved blev i stand til at købe huse på betingelser, som beskæftigelsen i det kapitalistiske system slet ikke satte dem i stand til at overholde. Så oprømt blev Arzrouni over det ikke eksisterende modspil, at han kunne slippe afsted med at postulere, at det kapitalistiske system i virkeligheden er en måde at rette fejl i økonomien på, og spekulanterne er i virkeligheden offentlighedens tjenere, idet de, gennem deres selvforgyldende aktiviteter, er med til at gøre opmærksom på, at systemet ikke virker. Ja, vi skal vel egentlig også være taknemmelige for alle de små kræftceller, fordi de er der til at gøre opmærksom på en hæslig sygdom!

Det eneste lille glimmer af håb i denne 'duel' var, at vi hastigt nærmer os det lavpunkt i dumhed, hvor kurven da vel for pokker må vende. Hvis ikke, ser det i sandhed sort ud.

Selvransagelse og kapitalismeanalyse

I dagens udgave af Politiken efterlyser Per Michael Jespersen selvransagelse på højrefløjen i dansk politik. "Mens borgerlige i Europa selvransager efter finanskrisen, er der pinlig tavshed i Danmark" siger han. Ironisk nok kan han regne sin egen avis med til de pinligt tavse. Og der kan også stilles et stort spørgsmålstegn ved den kritik, der, efter PMJs opfattelse, udøves blandt borgerlige ude i Europa. Han citerer således som eksempel den schweiziske professor Klaus Schwab for, at finanskapitalismen er kommet ud af kontrol og systematisk nedbryder verdensøkonomien, fordi kapital ikke længere bliver brugt til at investere i produktion, men til at spekulere i kapitalen selv. Igen er det finanskapitalen, der bliver udråbt til den egentlige synder, mens kapitalen som sådan fremstilles som en velgørende funktion, med den eneste opgave, at producere. Her skjules behændigt den kendsgerning, at det i første instans er den akkumulerede merværdi fra den kapitalistiske produktion, der overhovedet har dannet basis for finanskapitalen. Og når dette er blevet tilfældet, kunne forklaringen jo tænkes at være, at der simpelthen ikke kan findes produktiv anvendelse, der i omfang svarer til de 'arbejdsløse' megaformuer som udgør den såkaldte finanskapital. Hvis der kunne tjenes flere penge på produktion, end ved finansspekulation, så ville formuerne vel søge derhen? Og det åbner så igen op for den kuldegysende mulighed, at når produktivitet og vækst tilsyneladende stagnerer, så er det ganske enkelt fordi der ikke er ubegrænset profitgivende produktionsmuligheder i verden af idag. Tanker i den retning blev luftet nytårsdag i Politiken af chefredaktør Bo Lidegaard i en artikel, 'Folket vs. folkestyret', som jeg indgående behandler i et tidligere blogindlæg.(Læs her)
Desværre har der ikke siden været tegn på, at avisen har fulgt op på chefredaktørens markante udmeldinger.

Jeg har ved flere tidligere lejligheder i ikke-bragte læserbreve, eksempler fra 2007 og 2008 nedenfor, opfordret Politiken til at lukke spalterne op for egentlige og radikalt tilbundsgående analyser af kapitalismens øjeblikkelige tilstand. Det være hermed gjort igen.

Juni 2007
Hunden der ikke gøede
Politiken bragte d. 17. juni 2007 et interview med koncernchef for ISS Jørgen Lindegaard.

Jeg har ikke hørt en hund gø i den anledning. Kan dette i sig selv være et betydningsfuldt tegn? Som da Sherlock Holmes opklarede en af sine sager, netop på grund af en hund, der ikke gøede. Hvad kan det da være for en "forbrydelse" der kan ligge bag i den sag, jeg her beskæftiger mig med?
Først til nogle af de foreliggende indicier. Jørgen Lindegaard udtaler sig om de trecifrede milliongevinster, han står til at kunne indkassere, efter mindre end et år på posten som koncernchef. Jeg klipper her i hans udsagn, det forvrider ikke sagens indhold. "Det er ikke noget, jeg har bedt om, sådan er systemet....du vil aldrig få mig til at sige, det er rimeligt...Ingen kan forstå det...der er ingen, der kan forholde sig til de her store beløb."
Hvori består den bagvedliggende "forbrydelse"? Deri, at med kapitalismen i dens nuværende form er sammenhængen mellem den enkeltes indsats og den deraf følgende belønning blevet totalt tilfældig. Den måde hvorpå økonomien fordeler og aflønner arbejdet er blevet uigennemskuelig og uforklarlig. Ikke blot på det niveau hvor Jørgen Lindegaard befinder sig, men i størstedelen af det kapitalistisk organiserede arbejdsliv.
Er det nødvendigt at påpege, hvilke konsekvenser det har haft, og i stigende grad vil få, for den samfundsmoral og -solidaritet, som har en væsentlig del af sin bevidsthedsmæssige basis i den måde, hvorpå vi som individer deltager/ikke deltager i produktionslivet. Når uklarhed, uigennemsigtighed - og i et voksende antal tilfælde direkte urimelighed - er normen der, hvordan skal vi da orientere os her i samfundslivet? Hos Conan Doyle undlod hunden at gø, fordi den kendte misdæderen, havde en slags fortrolighedsforhold til ham. Er det samme sket i mit tilfælde her? Har kapitalismen i den grad forført og og skaffet sig grundlæggende accept hos de stemmer i samfundet, som kunne og burde være på vagt overfor den ugerning, som er under udvikling. Her tænker jeg først og fremmest på vore velaflagte medborgere ved medierne, i den akademiske verden og andre intellektuelt overfrankerede.
Den dag i fremtiden, hvor historien om den endelige destruktion skal skrives, vil der blive spurgt: "Hvorfor var der ingen der advarede? Der var jo ikke en hund, der gøede!" Og svaret vil med stor sandsynlighed være: "En uskøn blanding af afmagt, afhængighed og overflod gav anledning til en dødlignende tavshed."

April 2008
Politiken og finanskrisen
Væk en hvilken som helst middelmådigt opmærksom Politiken-læser midt om natten, og stil ham/hende spørgsmålet: Hvad er årsagen til den amerikanske finanskrise? Svaret vil komme som skidt fra en nyfødt ko. Bankerne havde for mange penge, dem lånte de ud til fattige amerikanere, som gerne ville købe et hus. Da huspriserne faldt, kunne de fattige husejere ikke betale lånene tilbage, og så....ved vi jo hvordan det gik. Helt ærligt, er det forklaring nok? Hvorfor havde bankerne for mange penge? Hvorfor var der så mange huse på markedet, at de måtte sælges til folk som ikke havde råd til dem?
I gamle dage - sådan ca. for 40 år siden - lærte nogen af os om kapitalismens mange dårligdomme. Der var noget med kriser som følge af over- og under akkumulation, men før det var der noget med merværdi. Merværdi kunne akkumuleres, fordi arbejdet og dets udbytte blev skilt fra hinanden ved hjælp af pengene (finanserne?). Så igennem mere end 300 år har vi langsomt lært at acceptere, at der ikke er en nødvendig sammenhæng mellem det man yder, og det man får.
Jeg vil tro at indtil flere af os, der i sin tid lærte os disse ting, idag sidder med en tydelig fornemmelse af, at det der sker i verdensøkonomien for tiden, har en direkte sammenhæng med sådanne for kapitalismen grundlæggende særtræk. Nu skal man ikke uden videre jævnføre naturkræfter og samfundsfænomener. Men hvis vi f.eks. vil vide noget om vulkaner, så lader vi os ikke nøje med at studere lavaformationer og askenedfald. Vi går dybere. Prøver at finde ud, hvilke kræfter i jordens indre, der giver anledning til vulkanske udbrud.
På forsiden af Politiken kunne vi for et par dage side læse, at vi har at gøre med en frisindet avis. Kunne man håbe på, at dette frisind vil række til at hyre en eller to medarbejdere, som systematisk og på et dybere teoretisk - ja, også marxistisk - grundlag vil søge at analysere og forklare udviklingen i den globale kapitalisme? Blot som supplement til mere gængse forklaringsforsøg, såsom grådighed og forhøjet testosteronniveau hos mandlige børsmæglere.
Ib J.

Kære Tøger Seidenfaden
Jeg fik ovenstående retur og det er for så vidt OK - ikke alt kan bringes. Men da der i mit indlæg ligger en ærligt ment opfordring om opgradering af jeres dækning af udviklingen i kapitalismen, så sender jeg den til dig. Jeg mener - støttet af et stigende antal analyser verden rundt - at der er alvorligt voksende spændinger i kapitalismen, som kan føre til dramatiske sammenbrud. Det burde vel være også mediernes - måske især Politikens ? - opgave, på et dybtgående plan at bidrage til belysningen af sådanne udviklingsmuligheder og -tendenser . At der nu mest er tale om symptombeskrivelse, er påstanden i mit læserbrev.
Med venlig hilsen - Ib J.

INFORMATIONSSAMFUND - et tilbud, du ikke kan sige nej til

Publiceret i tidsskriftet Salt Dec. 94, her lettere redigeret.

"Mennesker har hyldet den anskuelse, at en konge kunne gøre regn; vi siger, det strider med al erfaring: I dag hylder man den anskuelse, at flyvemaskinen, radioen o.s.v. er midler til at skabe nærmere kontakt mellem folkeslagene og udbrede kultur."

Ludwig Wittgenstein: Om Vished, # 132 Philosophia:Århus 1989

Wittgenstein så åbenbart den moderne kommunikationsteknologi som et tendentielt distanceskabende element mellem folk og mennesker.


På linie med begrebet "servicesamfund" har vi nu fået det nye "info-samfund", eller informationssamfund, som det er blevet kaldt indtil Lone Dybkjær og Søren Christensen i 1994 publicerede deres rapport "Info-samfund år 2000". Disse begreber har en næsten magisk funktion. De henter i vid udstrækning deres udbredelse og berettigelse gennem at kunne bruges af politikere, erhvervsfolk, visse videnskabelige typer og alle disse gruppers velvillige kolportører indenfor medieverdenen. Resultatet af denne brug er - bevidst eller ubevidst - at dramatiske og tendentielt samfundstruende udviklingstendenser ikke behandles seriøst, fordi det mer eller mindre antydes, at når først vi har "servicen" og "informationen" på plads og i orden, så vil alle de andre problemer - hokus pokus - forsvinde næsten pr. automatik. Til trods for at det mere end nogen sinde tidligere er vor stræben efter at sikre eller udvide vort materielle forbrug der styrer vores adfærd, så foregøgler snakken om service- og info-samfund, at vi har frigjort os fra afhængigheden af den "antikverede" industri, som suverænt producerer dette forbrug.


Misforstå mig ikke - jeg er ikke et sekund i tvivl om at info-teknologien allerede har betydet vældige samfundsændringer. Jeg er heller ikke bange for at erkende, at mange af disse ændringer har været i princippet positive. Derfor skal der ikke lyde nogen opfordring fra min side til uden videre at skrotte alle PC'er, Mainframes og hvad de ellers hedder, disse vidunderlige maskiner.


I det følgende vil jeg blot prøve at argumentere for, at hele denne info-teknologi ikke i sig bærer løsningen på de eksistentielle problemer, som den menneskelige art står overfor. Jeg vil endog mere end antyde, at info-teknologien kan komme til at udgøre - og måske allerede udgør - en del af truslerne mod samme menneskelige art, hvis ikke teknologien bringes under kontrol af nogle styringsmekanismer og organisationsformer, som den ikke selv kan levere.


I hvilken udstrækning det overhovedet vil være muligt - givet den fremskredne udvikling - at etablere disse styringsmekanismer og organisationsformer, det er yderst tvivlsomt. For hver dag der går melder flere og flere særdeles tænksomme skeptikere sig på banen: filosoffer, økonomer og naturvidenskabsmænd. Et gennemgående træk i deres analyser er, at menneskeartens evolution har formet sig således, at den tilsyneladende er på vej til at selvdestruere. En udvikling som set fra den globale økologis synspunkt i allerhøjeste grad vil være såvel "bærbar" som "bæredygtig", for nu at bruge et par ord som der også slides godt på i denne tid.


 Læs videre her:

En liberalistisk velfærdsstat ?

I 1991 kommenterede jeg Hennings Fonsmarks bog "Historien om den danske utopi" - en bog som på mange måder kan hævdes at være forløber for disse dages liberalistiske kritik af velfærdsstaten, som f.eks. Henrik Gade Jensens nylige bog "Menneskekærlighedens værk".  Jeg afsluttede min kommentar således:

Velfærdsdemokrati eller velfærdsstat?
Det var udviklingen af velfærdsdemokratiet, efterhånden under total dominans af de socialdemokratiske elitetropper, som førte til etablering af velfærdsstaten. Den stat hvor vælgerne blev overtalt til at yde hinanden stadigt flere offentlige ydelser. Dette førte til et liv i overdreven luksus, som kun kunne finansieres på een måde, gennem såvel privat som offentlig gældsætning, hvor det især er den sidste der er uacceptabel.
Således kan man i kort og karikeret form sammentrænge Fonsmarks kritik af det han med titlen på sin bog har benævnt "den danske utopi". Denne bestod altså i, at politikerne og deres vælgere troede at man ukritisk kunne lade forbrugsmulighederne brede sig ud over hele befolkningen, uden at skele til på hvilke betingelser og under hvilke forudsætninger.
Det var denne ustandselige tilbøjelighed hos de herskende eliter til at ville "opdrage" befolkningen til gensidig hensyntagen og solidaritet, som førte til at vi blev så rare ved hinanden, at vi overskred vor økonomiske og produktive formåen. Igen ifølge Fonsmark.
Hvad burde man da have gjort i stedet? Hvordan ville den sande liberalist have handlet, hvis det havde været "den liberalistiske utopi" der var kommet på dagsordenen, og ikke som det skete, den kollektivistiske?
Dette udarbejder Fonsmark ikke i detaljer. Det nærmeste man kommer en positiv udmelding fra hans side i bogen kan læses på s. 196. Her citerer Fonsmark med helhjertet tilslutning en passus fra en artikel skrevet af den konservative Poul Møller i 1962:
"Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er 'samfundets skyld', så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn. Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret. Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et nyt frit samfund. Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne. Det lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andet ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært. Et hvilketsomhelst andet grundlag vil - om ikke formelt - så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers 'Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst' bliver folkestyrets svanesang."
Henning Fonsmark afslutter dette citat med disse hans egne ord:
"Dette er gengivet så udførligt, fordi det - i al sin gribende enkelthed - fortæller næsten alt om, hvad der er baggrunden for denne bogs fremstiling af demokratiets vilkår i Danmark efter 1945. Det enkle, for alle forståelige budskab om folkestyrets væsen i forhold til sit folk kan formuleres i det antal linjer, som Poul Møller her har brugt." (Fonsmark, 1990:197)
Og denne citatcitør vil slutte med, at disse udtalelser i al deres gribende enkelhed ikke er det dårligste udgangspunkt for en afsøgning af forholdet mellem statsmagt, levevilkår og livsformer set fra liberalismens position. Slut på citat fra 1991

Mine sidste linier skulle vistnok henvise til den kendsgerning, at især den fremhævede præmis i Poul Møllers ord forekom mig mere end problematisk. De sidste par års udvikling i vore økonomier har nu endegyldigt dokumenteret, at præmissen ikke holder. Hverken vælgere eller valgte er i dag oplyste, ansvarlige eller modne nok til at hamle op med de problemer, der tårner sig op dag for dag.

Hele min kommentar fra 1991 kan læses  her.

Folket vs. folkestyret - en artikel af Bo Lidegaard i Politiken

Efter at have lagt nedenstående ud her, fik jeg denne email:

Kære Ib Jørgensen

Vi er blevet opmærksomme på, at du på din blog http://www.bloggeroeven.blogspot.com/ gengiver store dele af en artikel fra Politiken. Det er - som du bør vide - klart ulovligt. Jeg skal bede dig fjerne artiklen omgående. For krænkelsen af Politikens ophavsret følger med posten et erstatningskrav på 3.000 kr.

Venlig hilsen

____________________

Kirsten Skylv

POLITIKEN

Rådhuspladsen 37

DK-1785  København V

 

 Jeg har rådført mig med en pressejurist, som mener at ca. 25% direkte citering er OK, hvis kommentarerne fylder væsentligt mere. Det prøver jeg så at overholde nedenfor. Jeg finder det imidlertid ikke rimeligt, at skulle betale nogen erstatning.
Politiken har d. 18. jan. frafaldet kravet om erstatning.

Da jeg i oktober 2010 startede denne blog, var det med en erklæring om, at især dagbladet Politiken's vattede holdning til den globale finanskrise i særdeleshed og kapitalismen i almindelighed, forekom mig at være stærkt utilfredsstillende. Som mangeårig abonnent var det blevet mig en hyppig kilde til irritation, at se hvorledes bladets medarbejdere, incl. daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden, godt kunne kritisere de værste udslag af vort økonomiske system, men uden at vise vilje (evne, mod?) til at søge ondets rod, dets radix, hvilket man skulle forvente af en selverklæret radixal avis. Hvorledes denne min utilfredshed er kommet til udtryk siden da, kan man informere sig om her.

Tingene blev ikke bedre efter den nye chefredaktør, Bo Lidegaards tiltræden, næmere tværtimod. De bonede gulve og diplomatiets omgangstone blev endnu mere fremtrædende end i Seidenfadens tid. BL's nedstamning fra højskolemiljøet var ikke til at få øje på. Så meget desto mere glædeligt var det nytårsdag at kunne læse analysen på bagsiden af tillægget PS, skrevet af BL under overskriften 'Folket vs. folkestyret'. Desværre har man ikke fundet det påkrævet, at lægge netop denne artikel ud på bladets hjemmeside. Jeg mailede til BL selv samt debatredaktionen og ankede over dette, da jeg gerne ville kunne henvise til artiklen her på min blog. Jeg 'truede' med at hvis det ikke skete, ville jeg offentliggøre den. Dette sker nu, dels i direkte citat og/eller referat nedenfor. Jeg havde oprindeligt tænkt mig at simpelthen afskrive hele historien. Men så besluttede jeg mig til kun at bringe de udvalgte dele, som jeg især finder markante, i håbet om at dette måske kan få bladet til at bringe hele artiklen på hjemmesiden. For yderligere at 'provokere' vil jeg tilføje mine egne tolkninger af BL's ord og de forventninger, jeg på den baggrund har til bladets fremtidige redaktionelle linje.

BL indleder med at konstatere, at efter Anden Verdenskrig lykkedes det USA og Vesteuropa at etablere en livskraftig udviklingsdynamik, baseret på 4 hjørnesten:

- demokrati

- liberal markedsøkonomi

- internationale institutioner

- nationalstaten, udgørende rammen for de tre første

Det er efter BL's mening pga disse hjørnesten, at genforeningen af Europa lykkedes og at vi fik etableret en vellykket vestlig udviklingsmodel. Her burde det måske have været tilføjet, at en af de væsentlige medvirkende faktorer var Marshall-hjælpen, hvis erklærede formål var at holde kommunismen ude af Vesteuropa. Bl.a. fordi dette lukkedes, fik disse hjørnestenhvad BL kalder "noget nær hellig status". Nationalstaternes afgjorte suverænitet var i den sammenhæng betydningsfuld. Om de fire hjørnesten hedder det imidlertid:

"Men disse værdier er lige så stille gledet i baggrunden, fortrængt af en konstant fællesnævner i form af fortsat økonomisk og materiel vækst. Væksten opfatter vi på en og samme tid som målet for vor bestræbelse og som midlet til at nå dette mål gennem ny innovation og beskæftigelse."

Fremhævelser er mine. Jeg håber, at dette nøgterne syn på væksten vil slå igennem, således at vi ikke i fremtiden i Politiken skal se uspecificerede henvisninger til vækst, slet og ret, som vej ud af vore aktuelle problemer. Det er mere end nogensinde af betydning at få slået fast, at en fornuftig vej ud af de kriser vi står med, ikke kan finde deres løsning på hidtil kendte måder. BL er enig i dette, idet han siger, at den model vi kender, ikke længere kan give de nødvendige svar. Dette fører, ikke underligt, til forvirring hos vore politikere, og som BL siger

" Når vore politikere fremstår som rådvilde, skyldes det ganske enkelt, at de er det."

Ja, lige netop - og det bør i allerhøjeste grad få konsekvenser for den måde man i fremtiden vil se Politikens medarbejdere behandle politikernes udtalelser. Få blotlagt den rådvildhed, i stedet for at sløre den. Befolkningen har krav på at få at vide, at politikerne ikke kan gennemskue situationens alvor. Eller, hvis de kan, søger at stikke os blår i øjnene, så vi ikke får kendskab til de faktiske forhold. Som jeg har fremhævet i tidligere indlæg her på bloggen, har der hidtil, måske indtil nu, hersket den grundholdning på bladet, at en mere fornuftig anvendelse af den model, som BL nu afskriver, ville være vejen frem. En egentlig dybtgående analyse af kapitalismen har man ikke set tilløb til. Forhåbentlig er nye takter nu ved at blive slået an.

BL konstaterer også at tendenserne til at internationale aftaler kan sætte vælgerne udenfor indflydelse, får disse til at nære mistillid til de politiske ledere, som under henvisning til sådanne aftaler kan søge at fralægge sig deres ansvar. Hertil kan tilføjes, at den rådvildhed, BL omtaler, er forskelligt fordelt og af forskellig karakter, selv inden for de enkelte partier. Se blot til den nuværende uenighed omkring en betalingsring ved København. Her er holdningen, at det ikke må kunne mærkes at gennemføre ændringer i trafikmønstret. Opstilling af vindmøller skal helst kunne ske, uden at nogen opdager det.. Indførelse af sundhedsfremmende reguleringer m.m. Børn skal da have lov til at spise, hvad de vil. På disse områder viser det sig gang på gang, at der ikke er parathed til at foretage de nødvendige ændringer, hverken blandt borgere eller lokale politikere.
En manglende parathed der kan tages som udtryk for den rådvildhed, BL omtaler.

BL mener ikke, at EU har evnet at skabe overbevisende demokratiske rammer omkring sit virke. Og de forslag til løsninger af de økonomiske og forfatningsmæssige kriser, som ligger på bordet, bygger alt for meget på traditionelle økonomiske forestillinger om øgning af det private forbrug, finansielle stramninger og lavere skat. Men som BL konstaterer

"Ingen indregner, at verden er omkalfatret, råvare- og energipriser eksploderet og udsigten til traditionel ikkegrøn vækst i EU og USA uden hold i virkeligheden."

Dette bør få den konsekvens, at Politiken fremover vil tage afstand traditionelle vækstforestillinger. Når politikere og erhvervsfolk fremover får lov til at tale om vækst, så må det kræves af dem, at de kan sandsynliggøre at der er tale om grøn vækst. Det sidste fænomen bør iøvrigt gøres til genstand for en gennemgribende analyse. Ikke al vækst, som synes grøn, er langtfra uden ikkegrønne konsekvenser.

Især ungdommen har BL's sympati og opmærksomhed. De ser hvorledes ungdomsarbejdsløsheden breder sig i USA og Europa. og deres tiltro til de gamle økonomiske modeller, som hidtil har været betragtet som de absolut bedste, bliver afløst af skepsis. Det synes klart at BL her især tænker på opstande og protester først i de sydeuropæiske lande, senere over hele klode i skikkelse af 'Occupy'-bevægelser af enhver art. Ungdommen konstaterer, at der sker et overforbug af naturressourcer og dette sammen med klimaforandringer skaber problemer for store befolkningsmasser, ligesom disse forhold har negative konsekvenser for deres egne fremtidsmuligheder. Oven i dette må de konstatere, at deres " ledere ser øget forbrug og vækst som eneste vej ud af krisen, men de samtidig forklarer, at vejen til at nå den er mindre offentlig velfærd og hårdere arbejde i længere tid til mindre løn. De noterer også, at en lille gruppe borgere, som i betænkelig grad ligner de politikere og finansielle ledere, der med størst iver præker tilbageholdenhed, oppebærer lønninger og opbygger formuer, som savner enhver forbindelse med de flestes hverdag."

Bo Lidegaard mener afsluttende, at der derfor er gode grunde til at de unge ønsker nye udviklingsveje. Hvis de skal støtte de fire hjørnesten, folkestyre, markedsøkonomi, internationalt samarbejde og en suveræn nationalstat, så kræves det at der fra og i disse kan ses troværdige svar på de udfordringer, vi står overfor.
BL afslutter:

"Folkestyret blev ikke skabt for at skabe økonomisk vækst. Og øgede forbrugsmuligheder er ikke demokratiets essens. Det er derimod tilliden til, at folket ikke kun har viljen, men også evnen til at tage ansvar for sin fremtid."

Og netop når det drejer sig de unge generationer, er det måske mediernes, herunder Politikens, mest påtrængende og altafgørende rolle og ansvar, at medvirke aktivt til at denne evne til at tage ansvar for klodens fremtid, opelskes og styrkes bedst muligt. Så hvis dette forhåbentlig kan aflæses i bladets fremtidige redaktionelle linje, så er der al mulig grund til at ønske os alle tillykke.

School Children Could Lead The Way On Sustainability (læs her)

...we need to encourage learning and change across whole communities. Children are well placed and also keen to take on wider roles and responsibilities as active (rather than passive) citizens in improving their communities -- for example, as activists in community based projects and campaigns, as community researchers, and as ambassadors of change in other schools and in community groups.
Some of the children in this study, for example, engaged in projects to encourage more sustainable approaches to food consumption involving community research into shopping habits, publishing a booklet about local opportunities for buying sustainable food, and lobbying supermarkets to decrease packaging and increase the stock of local produce. In another school, young people organised a No/Low Energy day in the school to explore what might be possible in reducing energy consumption.

Det lokale velfærdssamfund

(En reaktion på artikel om velfærdssamfundet af Jørn Henrik Petersen i dagens Information. Læs Her)

På basis af min forskning i lokalsamfundsorganisering i Chicago, skrev jeg i 1986 en artikel om nye livsformer på lokalt plan. I artiklen (læs den evt. her) konkluderede jeg således:

Det skal i denne forbindelse være min tese, at vel er en demokratisering af samfundet en tvingende nødvendighed, men ikke en hvilken som helst demokratisering. En demokratisering pa basis af den reelt eksisterende politiske bevidsthed i de gennemkapitaliserede vestlige samfund kan ikke blive andet og mere end en pseudo eller skin-demokratisering.... En demokratiseringsproces, der har et mere humant og retfærdigt samfund som sin målsætning, må efter min mening have indbygget i sig konkrete kapitalismekritiske og tendentielt kapitalismeafviklende elementer.

Gennem de sidste 10-15 år har det ikke skortet på analyser af den kapitalistiske og teknologiske udviklings konsekvenser for vore sociale systemer: arbejdsfællesskabets forfald, familiens funktionstømning, individualisering, atomisering, specialisering, marginalisering osv. Dette til trods har vi set meget få vellykkede forsøg på at etablere praktiske løsninger af disse meget reelle samfundsmæssige problemer. Der har naturligvis været masser af teoretisk inspirerede og individualistiske løsningsforsøg (produktions- og bofællesskaber, kollektiver, kommuner, men disse har kun på deklarationsplanet været skridt på vejen til en fundamental ændring af kapitalismen.

Lad det være sagt, så det ikke kan misforstås: livet under kapitalismen er ikke bar elendighed. I den vestlige verden er der stadigvæk tale om, at majoriteter af forskellig størrelse har deres på det tørre. Og har man de nødvendige intellektuelle og materielle ressourcer, så er det også muligt at unddrage sig de værste sociale og bevidsthedsmæssige konsekvenser af at leve i et kapitalistisk samfund. Man vælger at leve i et bofællesskab (en dyr boligform); man undlader at anskaffe sig et TV; man udnytter til fulde det selektivt understøttede kulturudbud; man sender sine børn i gods, selvstyrede privatskoler, etc. Der er tale om rimelige, fornuftige og ikke kritisable reaktioner på de betingelser det kapitalitiske samfund iøvrigt giver sine borgere. Men samtidig er det også løsninger, som kun er mulige, fordi de ikke afkræves det kapitalistiske samfund af alle. Og derfor bliver sådanne løsninger endnu et udtryk for det politiske "muskelsvind", som jeg indledningsvis postulerede.
Gennem de funktioner, vi er blevet tildelt i den samfundsmæssige arbejdsdeling, er vi selv medvirkende til at opretholde det samfundssystem, hvis negative konsekvenser vi mere eller mindre villigt kritiserer. En ansvarlig politisk debat vil ikke blot beskæftige sig med, hvordan vi kan hjælpe de fattige, de marginaliserede, osv. Den må også nødvendigvis inddrage nødvendige ændringer i de velbjergedes livsform og levestil, hvis vi skal nå frem til en rimelig situation for alle. Vi skal med andre ord have mennesker til at diskutere, hvordan de kan bidrage til en bedre social udvikling gennem at acceptere tilsyneladende forringelser af en levestandard, de er blevet tilvænnet. Den praktiske opgave, der således stiller sig, er at etablere de samfundsmæssige situationer, hvor en sådan debat får de bedste betingelser. Det er her, jeg ønsker at introducers det bevidst skabte autonome lokal- og arbejdsfællesskab som det mest realistiske instrument.
...
Tag saledes ungdomsarbejdsløsheden. Hvor længe vil forældre passivt affinde sig med, at deres børn sættes uden for det etablerede samfundsliv? Eller de selv, for den sags skyld, efterhånden som arbejdsløshed rammer flere og flere i de bedste arbejdsdygtige aldre og arbejdsløshedsunderstøttelsen forringes. Kunne det ikke blive en nærliggende tanke for et lokalsamfund at gå sammen om at skabe meningsfyldt arbejde for de arbejdsløse, arbejde som samtidig ville være til fordel for de stadigt beskæftigede? At etablere en virksomhed, hvis primære formål ikke skulle være et økonomisk overskud, men et socialt fællesskab. Hvor beboere som rationaliseringseksperter, EDB-folk, bankmennesker, arbejdsformidlere, socialrådgivere, fagforeningsformænd m.fl. kunne få lejlighed til at debattere og fortælle om deres daglige arbejdes betydning for den lokale og nationale arbejdsløshed. Med andre ord, udvikle spirerne til en livsform, som ville muliggøre en mere kvalificeret stillingtagen til samfundets problemer og dermed måske føre til gradvise ændringer i den politiske og økonomiske beslutningsproces. Det kunne meget vel tænkes, at en del af disse beslutninger ikke ville bryde afgørende med en kapitalrationel strategi. Men i så fald skulle det gerne være, fordi det var blevet sandsynliggjort gennem den interne debat i fællesskabet, at denne kapitalrationelle adfærd positivt kunne vises at være den i den givne situation optimale til opfyldelse af fællesskabets samfundssolidariske målsætning. Dette ville formentlig indebære, at det skulle kunne påvises, at anvendelsen af den kapitalrationelle strategi ikke ville indeholde elementer af udbytning og undertrykkelse. Selv tror jeg ikke meget på, at den situation kunne opstå - på den anden side er der ingen grund til at udelukke bestemte 1øsningsmodeller på forhånd.

Penge, magt og kærlighed

"Verden har ændret sig, det danske samfund har ændret sig, markederne har ændret sig, forbrugerne har ændret sig, og medarbejderne har ændret sig. Så hvorfor har vi ikke ændret vores måde at tænke på, vore begrebsapparater, vores måde at organisere os på?"
Dette er meget væsentlige konstateringer og helt afgørende spørgsmål som direktør Mette Bock [nu MF for Liberal Alliance] stillede i Børsens kronik d. 8/3-1993.

I en efterfølgende kronik - Penge, magt og kærlighed -  i samme avis d. 15/4-93, svarede jeg bl.a.:  (Læs hele mit svar her)

"Mit udgangspunkt skal være en opdeling af samfundet i stat, marked og civilsamfund. Mette Bock omtaler i sin kronik kun stat og marked direkte, medens det civile samfund er tilstede - vil jeg hævde - som det ikke omtalte tredje sted. Det sted nemlig, hvorfra Mette Bock kan udtrykke sin skepsis med hensyn til henholdsvis økonomiens, dvs. markedets, og det politiskes, dvs. statens, mangelfuldheder.
....
Lad os et kort øjeblik se på individets situation i den moderne, kapitalistiske nationalstat. Hvilke instanser kan den enkelte forlade sig på for at sikre sin eksistens. I første omgang vil man søge at gøre dette ved at etablere en god kontakt med markedet. Jo mere man er inde i varmen her, jo mindre behøver man at forlade sig på andre instanser. Det er naturligvis rart at staten sørger for en lang række servicefunktioner, men har man rigtigt styr på markedet så er man ikke direkte afhængig af dem. Lad det være sagt med det samme: det er meget få mennesker vi her taler om. Bl.a. fordi staten jo i vid udstrækning er et nødvendigt supplement til markedet. Men for nogle individer kan staten også gå hen og blive identisk med eller erstatning for markedet: den statsansatte og bistandsklienten er nærliggende eksempler.
Men hvad nu hvis såvel stat som marked svigter een? Før i tiden kunne nogle mennesker regne med at familie og/eller lokalsamfund ville samle dem op i sådanne situationer. Den moderne udvikling har medført, at dette langtfra altid er tilfældet. Samfundet må se på, at nogle mennesker tilsyneladende udstødes. Hvordan og hvor kan samfundet tænkes at gøre noget ved dette. Her kommer efter min mening det imaginære civilsamfund ind i billedet.

Det civile samfund er summen af de steder, hvor der kan handles uafhængigt af statens og markedets logikker. Det er også de steder, hvor der kan protesteres mod statens og markedets "totalitære" overgreb. Det civile samfund er derfor i mange tilfælde mere en mulighed end en realitet. Jo mindre disse muligheder er og jo mindre de eksisterende udnyttes, jo mere "totalitært" er samfundet.
....
For de to områder stat og marked har den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas argumenteret overbevisende for, at de hver især er domineret af et bestemt styringsmiddel. For statens vedkommende magt og for markedets penge.
Et forsøg på at give det civile samfund en lignende status som værende karakteriseret ved et bestemt styringsmiddel kan måske gøre det tydeligere, hvad der er det helt specielle særtræk ved det civile samfund. Det nærmeste jeg kan komme det er fænomener som sympati, kærlighed eller medmenneskelighed. Jeg vil ikke vove at påstå, at disse ikke forekommer på hhv. statens og markedets gebet, men i så fald er det ikke som styringsmidler. Man kan ikke styre eller regulere en stat eller en økonomi på basis af kærlighed, og det er heller ikke meningen. Men såfremt medmenneskelighed og kærlighed til næsten ikke kan få bugt med de uundgåelige inhumane effekter af statens og markedets måder at fungere på, så er det et udtryk for at disse har fået magten over denne kærlighed og medmenneskeligheds sted, det civile samfund, bl.a. derved at styringsmidlerne magt og penge har fået lov til at dominere, også på områder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt.
...
I det omfang det civile samfund er tavst vil problemerne blive søgt løst på statens eller markedets præmisser, hvilket i realiteten er ensbetydende med at borgerne i deres egenskab af civile privatpersoner har fralagt sig ansvaret.
Så snart vi overfor et problem tvinges til at sige: det kan ikke lade sig gennemføre politisk, eller: det er ikke økonomisk muligt - så er der ikke andet at gøre end at lade det civile samfunds styringsmedier, sympati og (næste)kærlighed få det sidste og afgørende ord. Og så er vi måske på vej til "de væltede mures samfund", som efterlyst af Mette Bock."

Altså for næsten 20 år siden. Idag ville jeg tilføje, at det civile samfund er stedet for det hellige, helligånden, befriet for Gud, Jahve, Muhammed, Buddha og hvad disse figurer ellers kaldes. Som Slavoj Zizek (her) sagde til OWS-demonstranterne:

"What is Christianity? It's the Holy Spirit. What is the Holy Spirit? It's an egalitarian community of believers who are linked by love for each other and who only have their own freedom and responsibility to do it. In this sense the Holy Spirit is here now..."

Læs gerne mere om det hellige HER.

Kriserne i EU

I Weekendavisen 18/11-11 prøver Leif Blædel, med svært gennemskuelige referencer til Estrup, det gamle Landsting og folkeafstemninger i Schweiz, at latterliggøre Informations Rune Lykkeberg, som i en artikel 4/11 (læs her) havde kritiseret at trojkaen (EU, IMF og ECB) havde formået at undertrykke græske Papandreous ønske om en folkeafstemning. En folkeafstemning om en hjælpepakke, som mange år frem i tiden vil binde det græske demokratis muligheder for at tage beslutninger om egne forhold. Nedenstående citater kan illustrere, at Lykkeberg ikke står alene med sine bekymringer over udviklingen. Omvendt må det konstateres, at Leif Blædel tilsyneladende ikke ser nogle problemer i, at udviklingen i EU med accellererende hastighed går mod et ekspert- og toppolitikerdiktatur, uden den ringeste opbakning fra store befolkningsmajoriteter.

Erik O. Eriksen, Director ARENA Centre for European Studies, Oslo:

"With his initiative, Papandreou has put democracy on the agenda and demonstrated what is now at stake. He has forcefully made clear the fact that the management of the eurozone crisis is a battle over what should have the upper hand: Economics or politics? Capitalism or democracy?" (Læs her)

Jürgen Habermas i 'Information' 19.-20. nov.:  (Læs her)

"Papandreou opgav planen om en folkeafstemning, da hans finansminister ved daggry forvandlede sig til en Brutus. Om eftermiddagen samme dag kunne Reuters melde, at euroen »reagerede på den græske regerings nært forestående sammenbrud« med betydelige stigninger, og at de europæiske børsers aktieindekser udviste opadgående tendenser. Først peripetien (græsk for ’dramatisk vending’, red.) i form af Papandreous kovending afslørede den kyniske betydning af dette græske drama: At mindre demokrati er bedre for markederne. Med rette har Frank Schirrmacher diagnosticeret hele affæren som et farvel til europæiske idealer.
....

Man kan ikke kun lære af Papandreous som tragisk helt. Også som en magttaktiker, der ville trække tæppet væk under en skruppelløs oppositions politisk-kriminelle rænkespil har han knapt en uge efter den formodet forkromede løsning blotlagt utilregneligheden i et splittet EU."

Det er efterhånden ikke længere et spørgsmål om, men hvornår, EU falder fra hinanden. Det burde derfor være en topprioritet for alle ansvarlige politikere i regionen, allerede nu at tage de nødvendige skridt, således at et sådant (forudsigeligt) sammenbrud kan få mindst muligt ødelæggende konsekvenser for befolkningerne. Som en sidste enkeltstående handling, kunne de jo passende enes om et forpligtende og altomfattende indgreb mod den globale finanskapital. Som det derefter måtte være op til de enkelte nationer at administrere i dialog med befolkningerne.

Så kunne man håbe på, at de enkelte nationer var i stand til at etablere relativt kapitaluafhængige systemer. Som kunne danne baggrund for mere omfattende organiseringer på globalt plan om 50-100 år. Det ville nok i de enkelte lande kræve oprettelse af regionale økonomier, af en sådan størrelse og række vidde, at det var muligt for befolkningerne at styre dem politisk. Den mulighed er i øjeblikket ikke-eksisterende, som det tydeligt turde fremgå af situationen.

Slem finanskapital, god kapitalisme?

Med den rolle, som de private banker spiller i verdensøkonomien i dag, er der al mulig grund til, at vi begynder at se noget mere indgående på, hvad det egentlig er, der er ved at ske. Selv om vi antager, at det ville være rimeligt, kan det så også siges at være fornuftigt,at de sociale systemer i en lang række lande trues i deres grundlæggende struktur, fordi de tvinges til at leve op til nogle abstrakte gælds- og rentebetalingsaftaler.

Kunne det ikke tænkes, at sådanne aftaler var indgået i en situation, hvor man ikke kunne overskue den kommende udvikling og dermed de konsekvenser, en afvikling på de oprindelige betingelser ville få?

Der må og skal tages hul på en tilbundsgående analyse og belysning af disse problemer. Vi må vide helt præcis hvem det er, vi skylder penge, hvor pengene oprindeligt kom fra (var det f. eks. amerikanske eller tyske arbejderes opsparing eller et par oliesheikers merindtægt på olieprisen?)

Vi må også vide, hvor stor en del af det skyldige beløb, der nu er renter eller renters rente, ligesom vi må vide, hvor og hvordan disse renter vil blive anvendt, når og hvis de tilbagebetales.

De besynderligt lydende eksempler kan skyldes at ovenstående linier blev skrevet for næsten 30 år siden. Nemlig i en dobbeltkronik, 'De manglende æsler', som jeg fik optaget i Aalborg Stiftstidende november 1982.

Min holdning dengang, som idag, var at der er noget grundlæggende galt med kapitalismen som sådan.

Titlen stammer fra den gamle vittighed om den mexicanske bonde, som - ridende på sit æsel efterfulgt af konen til fods - blev spurgt af turisten, hvorfor det ikke var konen, der red. Svaret lød: "Fordi hun ikke har noget æsel". Den bonde kunne være en af Liberal Alliances kernevælgere, eller analytiker i CEPOS. Eller også hed han Joachim B. Olsen. Det var jo nok konens egen skyld, at hun ikke havde været i stand til at købe sig et æsel.

Mit argument i kronikken (Læs her) er, at der er noget kapitalismen kan, men der er så absolut også noget den ikke kan: nemlig at skabe ligeværdige levevilkår for alle. Den skavank vil stadig eksistere, også selv om det skulle lykkes at trække de mest grådige og vildtvoksende tænder ud på finanskapitalen.
Sendt til Politiken d.d. - ikke bragt